Læseåret der gik

Jeg må vist bare indrømme, at jeg ikke er den store læser mere. Jeg elsker at læse, men jeg gør det alt for sjældent – også selvom 2017 blev året, hvor jeg fik en lænestolt og havde store planer om, at dét var stedet, der skulle få min læselyst tilbage.

Med dét in mente, synes jeg faktisk, det er ret flot præsteret, at jeg har fået læst 8 bøger i 2017. Det lyder ikke af mange – og det er det nok heller ikke. Til gengæld har de alle stort set været rigtig gode – og hvis I spørger mig, så synes jeg altså, at dét kan kategoriseres som en succes. Så her får I en lille re-cap af læseåret, der gik!

Jeg startede året ud med Us af David Nicholls. Det var en sød, fin og sjov bog. Nicholls skriver på sådan en god, lidt quirky måde, som jeg ret godt kan lide og som er god til at kickstarte ens læselyst.

Bagefter læste jeg Pigerne af Emma Cline. Den stod så fint dér på hylden på biblioteket, da jeg en dag havde forvildet mig derhen. Og så tog jeg den med hjem og læste den. Det var en anderledes og barsk læseoplevelse, men jeg kunne rigtig godt lide den.

Og så gik der lidt tid, inden jeg hev fat i og blev færdig med Det jeg elskede af Siri Hustvedt. Jeg har længe gerne ville læse noget af Hustvedt, og selvom det tog mig et par måneder at færdiggøre denne, er jeg slet ikke i tvivl om, at det har været én af mine yndlingsbøger i 2017. Den er skrevet så smukt og genialt, og jeg var vild med kombinationen af det intellektuelle og det emotionelle!

Dernæst stod det på en god, gammel kending i form af en genlæsning af Vampire Academy af Richelle Mead. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fik tanken; men det var en god beslutning og et rart gensyn med et univers, der bare holder! Mit mål var at genlæse hele serien over sommeren, men det skete ikke rigtig… Måske en anden god gang?

Leave Me af Gayle Forman læste jeg en sommerferienat, hvor jeg ikke kunne sove og kom i tanke om, at jeg ejede en Kindle (hvilket jeg stadig gør – jeg er bare blevet så dårlig til at bruge den. Andre med samme problem?). Jeg elsker Formans bøger, og Leave Me er ingen undtagelse – det var sådan en god historie, som jeg ikke kunne slippe før jeg havde vendt sidste side og lige hvad jeg havde brug for at læse!

I sommers var jeg på ferie på Kreta og havde taget Half of a Yellow Sun af Chimamanda Ngozi Adiche med som sommerferielæsning. Half of a Yellow Sun handler om borgerkrigen i Nigeria, så det er ikke som sådan let læsning ved poolen – men hold nu OP, hvor var den god, og hvor kom jeg bare til at holde af alt og alle i bogen. Adiche skriver virkelig fængende!

The Marriage Plot af Jeffrey Eugenides var den bog, jeg gik igang med efter Half of a Yellow Sun. En svær efterfølger til en enorm god bog, og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes den var fin – men ikke mere end dét. Jeg læste hans Middlesex sidste år, som nok var 2016 bedste læseoplevlese; The Marriage Plot føltes lidt flad i forhold til, hvad jeg havde forventet.

Årets sidste bog blev Turtles all the Way Down af John Green. Jeg har ventet i 4 år på den her bog, og den skuffede absolut ikke! John Green skriver fantastisk, historien er så fin og vigtigt – og jeg tænker, at jeg 2018 helt klart skal byde på en genlæsning.

Og så nåede vi til enden på mit læseår. Jeg håber, jeg får flere ligeså gode læseoplevelser i 2018! Hvad er det bedste I har læst i år?

PIGERNE af Emma Cline

Skærmbillede 2017-04-10 kl. 00.31.32

Hele sidste efterår snakkede alle stort set ikke om andet end Pigerne af Emma Cline, føler jeg. Af denne grund tog jeg også et skridt baglæns da jeg så bogens karakteristiske cover på reolen, mens jeg var på vej ud ad biblioteksdøren – og så havde jeg lånt den!

Romanen bygger løst på historien om Charles Manson, hans kvinder og mord, der blev begået i Californien tilbage i 1960’erne. Men mest af alt er det en bog om at være pige – om at finde sig selv og sit sted i livet – der er omdrejningspunktet for romanen.
Pigerne handler om Evie. Hun er 14 år, har en lang sommerferie, en familie der ikke er helt som den skal være og bliver draget af nogle piger, særligt pigen Suzanna, som hun en dag ser i byen. Snart er hun en del af deres liv – på godt og ondt.

I og for sig er historien ret simpel og psykologisk funderet, hvilket også er en af de rigtig fine ting ved romanen; det er karaktererne, der kommer i centrum. Dette understreges ved Emma Clines fine sprog, som hun virkelig formår at bruge til at skrive utallige facetter og nuancer frem i persongalleriet. Samtidig er Pigerne også et godt eksempel på, hvordan et sprog, der kan være så fint og beskrivende, samtidig også virkelig kan være ubehageligt udtryksfuldt. Op til flere gange sad jeg og følte mig helt nedtrykt af den deprimerende, lurvede, rå og barske stemning, der hænger over siderne jo længere man kommer ind i romanen. Man kan næsten smage det fordærvede mad, mærke det slidte tøj på kroppen og føle rod, der hersker i Evies indre. Alt sammen ved hjælp af Emma Clines fine beherskelse af sproget.
Men uanset hvor stort fokus på Evie og hendes indre er der trods alt et plot, der i sit udgangspunkt er ét stort mysterie. Man får at vide, at Evie har været indblandet i en stor mordsag – men hvor meget hun har været til og hvorfor er det store spørgsmål, man som læser stiller sig selv. Langsomt bliver hele historien bygget op omkring dette, til Pigerne når sit endelige klimaks – og spændingen (måske) bliver forløst.

Jeg må indrømme, at jeg syntes slutningen var en smule flad og jeg savnede dén dybde, som var at finde andre steder i romanen, men når det er sagt, så syntes jeg i det store og hele, at Pigerne er en bog, der er værd at læse. Er man til det beskrivende, psykologiske og anderledes, så er Pigerne en virkelig god bog, der både er spændende, udfordrende, anderledes og giver stof til eftertanke.

Pigerne af Emma Cline. Originaltitel: The Girls (2016). Udgivet på dansk af Lindhardt & Ringhof (2016). 272 sider.