Taylor Swift er ved at blive voksen – og det er helt okay

Taylor Swift - reputation

Det er lørdag, jeg har sovet længe efter verdens længste uge – og i går udkom Taylor Swifts sjette album. Jeg har før nævnt, at jeg har været fan i lang tid – men jeg har også nævnt, at jeg var ret skeptisk, da hun udgav sine nye singler fra albummet, reputation – det var ikke lige dén slags musik, jeg forbandt med Taylor Swift. Ikke kun fordi, at jeg forbinder hendes musik med country (for that’s long gone!), men hun har altid haft styr på sin historiefortælling og hendes tekster – og melodier. Den første single, Look what you made me do, levede bare ikke helt op til dét.

Men nu har jeg altså givet det nye album en chance. Og faktisk er jeg ret positivt overrasket – Look what you made me do er stadig den dårligste sang på albummet (så jeg forstår slet ikke, hvorfor den overhovedet var førstesinglen!?), men der er en del andre gode sange på det! Særligt er jeg vild med Don’t blame me, Getaway Car og Call It What You Want – og førstnævnte har jeg lyttet alt for meget til siden igår. Den er så dejlig dramatisk!
Generelt synes jeg, at reputation minder en del om hendes forrige album 1989, som jeg har hørt til uigenkendelighed – men lidt mere eksperimenterende, for formålet er jo at ryste den gamle Taylor af sig.  Jeg kunne nu godt lide den gamle Taylor, så jeg glad for, at det nu også virker som om, at hun ikke er helt død endnu; der er også blevet plads til de mere stille sange med teksten og stemmen i fokus.

Som en anmelder på Gaffa skrev, så er Taylor Swift ved at blive mere voksen i sin nye musik – og det er måske også helt okay, når alt kommer til alt. Selvom jeg elskede hendes første albums, så er det måske også meget fint, at vi alle udvikler os – og jeg heller ikke selv sidder fast dér.

 

Reklamer

I øjeblikket lytter jeg til…

Jeg lytter altid mere til musik, når kalenderen rammer de mørke efterårsmåneder. I ved, på den der lidt intense og høje måde – der er et eller andet ved at sidde helt i mørket med en kop te, høretelefoner og virkelig højt musik, mens man glemmer verden omkring en. Måske det også er derfor, at jeg har en spilleliste på Spotify, der hedder Februar, som er fyldt med alle de sange, jeg allerbedst kan lide at lytte til, når jeg trænger til bare at lytte og ikke lave så meget andet.

Den her november er ingen undtagelse – især ikke med alt det nye, gode musik der bliver ved med at udkomme! Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte, eller hvad jeg skal have på repeat (som er den ultimative kærlighedserklæring!)… Til gengæld har jeg prøvet at gøre et forsøg for jer, og har samlet tre af de sange, jeg konstant vender tilbage til i øjeblikket – og det er godt!

Mø – When I Was Young. Jeg elsker MØ! Hendes energi, hendes tekstunivers, hendes musik! Selvom stort set alle nu ved, hvem hun er, så har hun stadig formået at bevare sin helt egen lyd på sin nye EP, og det er jeg ret så stor fan af. Det samme er jeg af den her sang, der giver mig lyst til at synge højt-højt-HØJT med!

Sam Smith – Pray. Jeg har egentlig aldrig rigtig lyttet særlig meget til Sam Smith – hans tidligere sange, har ikke sagt mig så meget. Til gengæld er hans nye album, The Thrill of It All, heltvildtgodt og så er jeg især vild med den her sang fra det. Bare vent til gospelkoret starter; så er I også solgt!

Blaue Blume – Ebony. Jeg kunne desværre ikke finde en video til denne sang på Youtube, men til gengæld kan I lytte til den på Spotify HER. Blaue Blume hørte jeg første gang tilbage i 2014, da jeg lige havde fået min radio. De er anderledes, helt deres egne og ret kreative – og ‘Ebony’ er sådan en sang, hvor man både får lyst til at danse, men også tænke lidt over tilværelsen. Den bedste kombination!

Hvad lytter I til?

SKAM på Aveny-T

Det var i juleferien, jeg første gang så et afsnit af SKAM. Indrømmet, jeg kom sent med på bølgen – i måneder havde jeg observeret, hvordan folk begejstret stimlede sammen, ligeså snart der var et nyt klip ude om teenagerne fra skolen i Oslo, men jeg var ikke helt sikker på, at det var noget, jeg gad bruge min tid på. Altså lige indtil jeg altså satte mig ned, blev opslugt og brugte flere aftener i selskab med Eva, Vilde, Noora, Chris, Sana og alle andre. Jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg var fan!

Jeg var til gengæld skeptisk, da Aveny-T annoncerede, at de ville lave et teaterstykke ud fra første sæson. Målet var at få flere unge i teatret, og selvom jeg selvfølgelig synes det er en god idé (for at gå i teatret er noget af det bedste jeg ved!), så syntes jeg også, at det var en lille smule letkøbt at lave SKAM til et teaterstykke. Men trods dette befandt jeg mig dog alligevel i foregårs i en tætpakket teatersal, der summede af forventningsfulde publikummer. Og forventningsfuld – dét var jeg også! Var det stadig SKAM? Ville det stadig være ligeså godt, ægte og indeholde alle de kvaliteter, der har gjort, at jeg holder så meget af den norske serie?

Det er altid farligt at adaptere noget, der er blevet er så stort fænomen, som SKAM er blevet – uanset om det er fra bog til film, eller fra TV-serie til teater. Der vil uundgåeligt altid gå noget tabt – alt vil ikke kunne være med, og særligt når der som her skal koges 5 timers serie ned til en 1,5 times forestilling (uden pause!).

Jeg blev virkelig positivt overrasket.

Holdet bag SKAM har sluppet virkelig godt fra det. Både ved at historien var skåret ind til benet, men stadig indeholdte de vigtigste (og ikoniske!) scener fra første sæson, men også ved hjælp af scenografien.
SKAM er en serie, der lader en komme helt tæt på de unge og ved hjælp af sin karakteristiske æstetik skaber et særligt nærvær, der gør, at man føler man er i samme rum som karaktererne. Men når det skal laves til en forestilling, hvor flere hundrede mennesker sidder i en mørk sal – vil nærværet så gå tabt? Scenografien er relativ enkel og består blot af en tom scene og en catwalk med et podie, der kan hæves og sænkes, som det passer til historien – og på enkel, og illustrativ vis, giver scenografien faktisk plads til og fokus på historie og skuespillere. Lige som nærbillederne og de langsomme scener i serien gør det.

Jo, vi kan godt blive enige om, at det krævede en form for tilvænning de første 10 minutter af stykket. En del af skuespillerne ligner ikke de velkendte ansigter fra serien (selvom kostumerne gør sit bedste!), der snakkes dansk og formatet er anderledes – men trods dette indeholdte forestillingen stadig den genkendelighed og relaterbarhed, som jeg holder allermest af ved serien. At man, uanset hvem man er, kan spejle sig i én af personerne – og for dét kan de fine skuespilspræstationerne tage æren, der både fik nye nuancer frem i karaktererne, men samtidig også var tro mod deres serie-modstykke.

SKAM som forestilling er ikke en 1:1 oplevelse med TV-serien; teaterstykket er et bidrag til universet og anden måde at fortælle historien på – og det er helt fint med mig. Der vil altid blive taget nogle kunstneriske valg, og her synes jeg, at det var de rigtige valg, der var blevet truffet. Det havde hjertet på det rette sted, og jeg glæder mig til at opleve Noora og Williams historie i teatermørket til næste efterår.

Medvirkende: Sylvester Byder, Frieda Krøgholt, Asil Al-Asadi, Mathias Käki, Sofie Salée, Jonathan Stahlschmidt, Nanna Finding Koppel, Karla Rosendahl Rasmussen. Instruktør: Martin Lyngbo. Scenografi: Jon Stephensen. Dramatiker: Line Mørkby. Fotograf: Pernille Kaalund. Produceret af Aveny-T. 

TURTLES ALL THE WAY DOWN af John Green

Der er et eller andet helt specielt ved at bruge en hel dag på at læse. Bare fordi man ikke kan lade være – og med den eneste, simple grund at bogen er for god til at slippe. Sådan en dag havde jeg i selskab med John Greens nyeste bog, Turtles All the Way Down. Der er gået seks år siden Green udgav sin sidste bog, The Fault in Our Stars – dengang var jeg teenager og stor John Green-fan, der fulgte begejstret med i alt, hvad han lavede og følte, at han om nogen kunne sætte ord på, hvordan det var at være ung. Kort sagt: Jeg var et andet sted i mit liv. Det var derfor med forbehold, at jeg vendte første side i den nyeste bog i Green-familien.

Turtles All the Way Down møder vi 16-årige Aza, der kæmper med ar være den perfekte datter, veninde og studerende. Alt imens hun kæmper med sit eget hovede, der er fuld af tanker, der bliver ved med at trække hende længere og længere ned i en spiral af tanker, der aldrig løsnes, men kun strammes. Og nå ja, så er Aza og hendes veninde Daisy også igang med at skaffe oplysninger om en forsvunden millionær til politiet gennem et venskab med hans søn, så de kan få fat i den udloddede dusør… Intet under at det hele synes svært og meget for Aza.

Efter endt læsning af bogen kan jeg konkludere, at 1.) John Green stadig skriver fangende og helt fantastisk og 2.) jeg bliver aldrig for gammel til hans bøger.

Selvom Turtles All the Way Down er en ungdomsroman, er det samtidig også en roman, der med sin historie og tematik indeholder noget universielt. Den handler kort sagt om at være menneske. John Greens unge er aldrig rigtig helt unge; de er altid dét klogere, dét mere filosoferende end alle andre. De er gamle sjæle i unge kroppe, der på fineste (og klareste!) vis kan sætte ord på de svære og store følelser i livet (noget man kunne lære noget af) som når fx Aza beskriver forholdet til millinonærsønnen Davis: Anybody can look at you. It’s quite rare to find someone who sees the same world you see.

Turtles All the Way Downs største styrke, og det jeg holdt allermest af ved bogen, var måden hvorpå, John Green tager et så vigtigt emne som psykiske lidelser op. Aza har OCD, og det er her tankespiralerne kommer ind i billedet. Hun er bange for bakterier, og når hun først er igang – så kan hun ikke slippe tankerne. Og det kan vi som læsere hellere ikke. Vi er inde i Azas hovede; pludselig var jeg – uden at have opdaget det – også fanget i Azas tankespiral. Det er på én og samme tid beskrevet så naturligt og hjerteskærende, men uden at glorificere eller dramatisere det. Det optræder som en naturlig – men hæmmende – ting. Det er blot en del af dét at være Aza, som læseren får lov til at opleve.

Og så vil jeg ikke skrive mere, for jeg synes selv I skal have lov til at opleve bogen; blive opslugt og pludselig opdage, at en hel dag er gået. Komme under huden på karaktererne, løse mysteriet med Aza og Daisy, fælde en tårer eller to og håbe på det bedste. Turtles All the Way Down er både humoristisk, rørende og vigtig. Og ligeså vidunderlig og befriende rigtig, som en bog af John Green er.

Turtles All the Way Down af John Green. Udgivet på engelsk af Dutton (2017). 286 sider.

‘Green Day’s American Idiot’ i Den Grå Hal

press1press8

Green Day har været et band, der har været en del af mit liv i mange år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg (ufrivilligt) har lyttet til deres musik og bedt min søster om at skrue ned. Så havde man spurgt 14-årige Rebecca, om hun nogensinde kunne se sig selv gå ind frivilligt og se en musical med Green Days sange – så havde hun helt sikkert grint og sagt nej. Men det skete altså. I søndags drog ét styks kæmpefan (min søster) og en skeptiker (mig) mod Den Grå Hal på Christiana, hvor Green Day-musicalen American Idiot i øjeblikket spiller.

American Idiot, der har Danmarkspremiere, består først og fremmest af et meget velsunget cast. De er ikke mange mennesker på scenen, men alligevel formår de (godt hjulpet på vej af de energiske sange) at komme ud over scenen og sætte gang i hallen, der ved første øjekast bare synes som et trist og kedeligt sted at spille en musical. Men det passer godt til den verden musicalen foregår i; 00’ernes oprørske, lettere triste og militærfokuserede USA. Her møder vi tre venner, der vil væk fra forstaden og ind til byen, der frister med frihed og en ny start – men hvad er meningen med livet, når livet ikke mere giver mening? Alt sammen akkompagneret af Green Days energiske, lettere aggressive musik og Benjamin La Cours betontunge (men overraskende lette!) scenografi, der på kreativ vis bliver danner rammerne for muligheder, håb og knuste drømme.

Men – for der er et men. Selvom musicalen er velsunget og scenografien virkelig flot, så kan jeg ikke komme udenom, at historien er virkelig tynd – og næsten ikke-eksisterende. Ideen er god, for Green Days musik er fyldt med store følelser og historier, men udførelsen er ikke specielt vellykket.
Jeg har læst nogle kalde musicalen for en teaterkoncert, og jeg kan godt se, hvorfor man vælge netop dén betegnelse. Mest af alt virker hele konceptet bag American Idiot, som én stor undskyldning for at sætte Green Days store bagkatalog af sange op på en scene, når den ene kendte sang efter den anden bliver spillet – kun afbrudt af en smule dialog, som man har valgt at holde på engelsk, der endte med at drukne i mængden af sange, som musicalen skulle igennem på de 90 hæsblæsende minutter, den varede.

Jeg endte med, at stå tilbage med en lidt fragmenteret oplevelse. Som musical-fan savnede jeg en mere sammenhængende historie, hvor musikken blev en mere integreret del af historien, men som ikke-Green Day fan endte jeg med at blive positiv overrasket. Jeg kunne virkelig godt lide musikken! Og et eller andet siger mig, at hvis jeg – som mangeårig skeptiker – kan ende med at blive ‘omvendt’ og skrive, at jeg godt kunne lide Green Days musik… så er jeg næsten sikker på, at der også er noget at komme efter for (nostalgiske) Green Day-fans. American Idiot giver liv til de gamle sange, mulighed for at høre dem igen – og så er der garanteret også en reference eller to, jeg ikke opfattede.

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

 

‘American Idiot’ spiller indtil d. 22. oktober i Den Grå Hal. Læs mere om forestillingen HER.

Medvirkende: Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen, Snorre Tøndel, Frederikke Vedel, Rikke Hvidbjerg, m.fl. Instruktør: Tim Zimmermann. Tekst og musik: Green Day og Billie Joe Armstrong & Michael Mayer. Produceret af Heltemus Productions.

Fra bachelor til kandidat

Jeg startede på universitet i 2014. Før sommerferien var jeg blevet student, og jeg havde brugt et halvt år forinden på at overveje og tage stilling til, hvad jeg egentlig skulle med mit liv, når den røde og hvide hue sad på mit hovede og jeg pludselig havde verden for mine fødder. Jeg endte med universitetet, og blev én ud af de tre på min årgang, der startede lige efter – intet sabbatår, bare videre.

Nu læser jeg på kandidaten på mit studie, og det dér med at tage den lige vej fra gymnasie til bachelor til kandidat har fyldt ret meget hos mig det sidste stykke tid. Ikke fordi jeg fortryder det, som jeg ellers har gået og sagt et stykke tid – for det gør jeg ikke. Mere. Jeg er glad for mit valg, mit studie, min årgang. Jeg har været heldig, fået så mange muligheder og lært så meget (tænk at få lov til at skrive så mange eksamensopgaver om musicals!). Men jeg kan godt mærke, at jeg hviler mere i dét at være universitetsstuderende nu, end jeg gjorde dengang, hvor jeg kom lige fra gymnasiets trygge rammer. Uni var – og er – noget helt andet; det er en hel anden måde at lære på. Spørgsmålet er, om jeg mon ville have nået til dét punkt tidligere, hvis jeg havde ventet lidt – eller om det bare er sådan det er?

Og sådan er der så meget, man kan gå og spekulere på om var blevet anderledes, hvis man havde valgt en anden vej. Så derfor har jeg fra i dag af taget en beslutning om, at jeg ikke mere skal tænke på, hvad jeg kunne have gjort – men bare gøre det, jeg kan nu og lægge min energi i dét.
I dag fik jeg mit fysiske bachelorbevis ind ad døren. Og da jeg åbnede konvolutten, læste papirerne igennem og kiggede på min fine, nyerhvervede titel, var det som om at alle mine tanker om uddannelsesvalg blev manet til jorden. Jeg kan ikke se mig selv være nogle som helst andre steder, end hvor jeg er nu – og det er rart!

Skærmbillede 2017-09-28 kl. 21.04.45

En ny version: Verdens bedste 5 musicalsange i følge Katja

Landet ligger sådan, at jeg var så heldig, dengang jeg startede på mit studie, at møde min musical-ligemand… eller burde jeg sige kvinde? Allerede første dag da vi mødte hinanden, 3 år tilbage, faldt snakken på musicals og vores fælles kærlighed for genren that keeps on giving (and singing), og lige siden har vi sunget højt med på vores yndlingssange, set dårlige optagelser og rejst land og rige rundt efter gode musicals og gode oplevelser!

Så selvfølgelig havde min veninde Katja – som hun hedder – også SINE bud på de famøse verdens bedste 5 bedste musicalssange, da jeg en sen aften sendt dét link til hende, der førte til Silas Holst top 5. Og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for, så without further ado – Katjas top 5:

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

Det her er nok den sværeste liste, jeg har lavet i hele mit liv… der er så mange gode musicals med så mange gode sange, nye som gamle, og det var en næsten umulig opgave kun at vælge fem af dem. Men efter lang tids overvejen, frustrationer og granskning af min Spotify-playliste kom jeg frem til, at det skulle være de her fem. :)

5 – “Mama who bore me (reprise)” fra Spring Awakening. Lyt til den HER

Jeg elsker ensemblesange virkelig højt, og det overraskede mig faktisk, at der endte med kun at være en enkelt rigtig ensemblesang på min top 5-liste. Denne her er dog også helt speciel. Jeg så Spring Awakening første gang som en amatøropsætning i Odense tilbage i 2013, og det var en af de første mindre musicals, jeg oplevede. Det var helt fantastisk! Musikken er så smuk, skuespillerne var super gode, og temaet var helt rigtigt for 18-årige mig, der let kunne relatere til karaktererne og deres problemstillinger.

Forestillingen starter med, at den kvindelige hovedperson Wendla synger ”Mama who bore me”, som er en stille, fin sang. Efter en akavet scene hvor hun forgæves prøver at få sin mor til at forklare, hvor babyer kommer fra, kommer alle forestillingens piger på scenen og synger denne fantastiske reprise af sangen, som pludselig er fyldt med harmonier, korsvar og en brændende energi, så man virkelig mærker, hvor frustrerede de er, og hvad de har på hjerte. Fra dette øjeblik var jeg fuldstændig investeret i forestillingen, og jeg har hørt den om og om igen.

Jeg ville kun ønske, at den var længere end de 1 minut og 16 sekunder, som den varer, men måske er det også netop noget af det, der gør, at den er så speciel <3 

4 – ”Give Way” fra Dogfight. Lyt til den HER.

Jeg blev introduceret til Dogfight af den søde ejer af denne blog og har været forelsket i forestillingen og især denne sang lige siden. I sommers var vi endda så heldige at få lov til at opleve musicalakademiet i Fredericia opføre den som showcase, og det har kun fået mig til at elske den endnu højere!

Historien er egentlig simpel nok og minder om mange af de teenagefilm, jeg så, da jeg var yngre. En usikker pige møder tilsyneladende selvsikker (men selvfølgelig misforstået) dreng, som inviterer hende ud på grund af et væddemål, og så er der ellers lagt op til de helt store følelser. I Dogfight bliver det hele bare så fint og ægte, og den berører også mere alvorlige emner som krig og PTSD.

Det er en af de musicals, hvor næsten alle sangene bare er gode, men ”Give Way” er helt klart min yndlings. Den kvindelige hovedperson Rose har selv skrevet den, og hun spiller den for Eddie aftenen før, han skal i krig. Hvis man nogensinde har skrevet en sang, ved man, hvor sårbart det er at spille den for nogen for første gang, og al den sårbarhed, usikkerhed, men alligevel håb bliver udtrykt på fineste vis her. Jeg kneb vist en tåre eller to, da jeg hørte den i Fredericia, og jeg kan kun anbefale den!

santa fe

3 – ”Santa Fe” fra Rent. Lyt til den HER.

Hvem elsker ikke Rent?! Det er en fantastisk musicals med rigtig mange sange, og selvom de allesammen er virkelig gode, synes jeg tit, at man overser “Santa Fe”. Personligt er jeg vild med de mere stille musicalsange, men jeg synes, at de lidt mere up beat kan udtrykke lige så meget! Og så er de vildt gode at cykle eller løbe til ;)

”Santa Fe” er faktisk en af de mere glade øjeblikke, som gruppen i Rent har. Alle er gode venner, og alle er i live (endnu…). Alligevel handler den om, at Tom Collins drømmer, at han åbner en restaurant i Santa Fe og dermed undslipper sit nuværende arbejde og liv. Det er en sang fyldt med håb, glæde og lækre korstemmer, og man kan virkelig danse og synge med hjemme i køkkenet, mens man tager opvasken. Samtidig skærer den lidt i hjertet, i hvert fald hvis man ved, hvad der sker senere i musicalen :’(

Åh ja, og så er den en af de eneste sange, som Collins synger næsten alene, og han synger for lækkert <3

2 – ”Dead Girl Walking” fra Heathers: The Musical. Lyt til den HER.

Endnu en musical som jeg blev introduceret til af den sødeste Rebecca <3 Jeg havde et stort crush på Christian Slater, da jeg var teenager, så derfor havde jeg selvfølgelig set filmen Heathers, men jeg anede ikke, at det også var en musical, før hun fortalte mig om den. Og heldigvis er den det! Nu venter vi i spænding på, at den bliver opsat i Danmark første gang, og selvom det er i Aalborg, bliver det forhåbentlig startskuddet til, at Fredericia eller et andet professionelt teater indser, at de også skal gøre det!

Heathers: The Musical handler om Veronica, der er del af en venindegruppe, som styrer hele skolen med hård, snobbet og ubarmhjertig hånd. De tre andre i gruppen hedder alle sammen Heather og er derfor kendt som ”the Heathers”. Veronica er ved at være godt træt af deres tyranni, og da J.D. – en mystisk, flot, lidt ”farlig” type – starter på deres skole, får hun en forbundsfælle og et romantisk forhold. Det hele går dog over gevind, og før Veronica ved af det, er der både mord, selvmord og bomber i spil.

”Dead Girl Walking” er helt klart den bedste sang i hele musicalen. Det er her, Veronica beslutter sig for at tage sagen i egne hænder og samtidig indlede et forhold med J.D. Den er energifuld, fængende, og så synger Barrett Wilbert Weed FOR VILDT! Endnu en sang som er god at cykle, løbe eller vaske op til.

Jeg hører den nok hver dag, og jeg tror ikke, jeg nogensinde kan blive træt af den!

1 – ”Made of Stone” fra The Hunchback of Notre Dame. Lyt til den HER.

SÅ er vi nået til nummer 1, og den eneste sang på listen som er sunget af en mand! Det er egentlig ret tilfældigt, for jeg elsker også mange mandlige musicalperformere (Ramin Karimloo, Aaron Tveit, Emil Birk Hartmann, just to name a few) og deres sange. Mærkeligt! :D

Anyways, jeg ELSKER Klokkeren fra Notre Dame, og jeg ELSKER, ELSKER, ELSKER denne her sang! Jeg har set Fredericia Teaters opsætning fire gange (heldigvis har jeg kun betalt for en af gangene!), og jeg så den gerne hundrede gange mere. Næsten alt er fantastisk! Scenografien, musikken, performerne og ikke mindst den gode balance mellem Disney-historien og Victor Hugo-historien. Den er sjov, rørende, fantastisk, overvældende, og jeg har grædt fire ud af fire gange. Den fik endda min ellers så seje kæreste til at græde allerede under første nummer, fordi han blev så overvældet af musikken og koret ;) Det er virkelig en fantastisk forestilling! Og så spiller ensemblet en stor rolle og har masser af sang, hvilket jeg elsker!

I ”Made of Stone” har Quasimodo givet op. Esmeralda er taget til fange, og det er hans skyld. Nu vil han hellere være en sten ligesom sine gargoil-venner, og han nægter at høre på dem, når de prøver at overtale ham til at tage sig sammen og kæmpe for kvinden, han elsker. Lars Mølsted vandt en Reumert for Årets Sanger, og det er især i denne sang, at han virkelig gjorde sig fortjent til den. Man kunne høre smerten, frustrationen og selvhadet så tydeligt, og mit hjerte blødte for ham. Ensemblet er en del af næsten alle sangene i forestillingen, og det giver en fantastisk kontrast og dynamik i sangen. Hver gang jeg lytter til den (og det må være over hundrede gange efterhånden), får jeg et sug i maven af medlidenhed og gåsehud af, hvor fantastisk den er. Musikken er intet mindre end magisk i denne forestilling, og derfor får denne sang førstepladsen!

Det var min top 5. Der er rigtig mange andre gode sange og musicals, som også fortjener at blive anerkendt (alene på min Spotify-playliste har jeg 459 af dem…), men for nu må det være det. God fornøjelse med dem! :D

En lille anbefaling på falderebet: Diana – med egne ord

Jeg er sådan et menneske, der først blev født i 1995. Det betyder, at der er mange ting, jeg har oplevet (synes stadig det er vildt, at jeg har været med til at hoppe ind i et nyt årtusinde – og at jeg kan huske aftenen!), men også at der er mange ting, jeg – surprise! – aldrig har oplevet.

Én af de ting er Prinsesse Diana. Det hele har (stort set) været før min tid, og derfor er det også underligt at lytte til og læse om, hvor stor en betydning og indflydelse, hun har haft for og på så mange mennesker over hele verden – for jeg aner faktisk ikke særlig meget om hende og hendes hendes historie (selvom jeg er selv proklameret royalist).

Men – det gør jeg nu. Og det er faktisk også grunden til det her indlæg. I år er det nemlig 20 år siden, hun tragisk døde i et biluheld Paris i 1997. I den forbindelse har National Geographic lavet en ret så vild dokumentar, hvis jeg selv skal sige det. Den hedder Diana – med egne ord, og hele dokumentaren er baseret på hemmelige optagelser af samtaler, hun havde med en ven i forbindelse med en bog, der blevet skrevet om hende. Det vil sige, at dokumentaren indeholder samtaler, som aldrig har været offentliggjort – før nu.

Men det er ikke som sådan dét, jeg synes der er det vilde (og gode) ved den – for det hele er som sagt ret nyt for mig. Til gengæld er det imponerende, hvor godt den er lavet; hvordan de får det Diana fortæller om, til at virke som om, at det var optaget specifikt til dokumentaren; hvor effektfuldt det er, når hendes ord og historier bliver kombineret med (smilende) billeder fra pressen – hvordan de private og følelsesladet samtaler siger én ting, og billederne viser noget helt andet. Det er så fint og trist lavet. Og samtidig er det også bare gjort så effortless, at jeg sad dér i 1 time og 52 minutter – klistret til skærmen og sugede alt til mig.

Så hermed en lille anbefaling, hvis I mangler noget at lave de næste par dage – for den kan ses indtil d. 5. september på DR.DK.

Skærmbillede 2017-09-03 kl. 23.53.55

… Ready for it?

Svaret er både ja og nej.

Og hvad snakker jeg overhovedet om? Taylor Swift – og hendes to nye sange.

Den første, Look what you made me dohørte jeg første gang, mens jeg var på ferie. Mit internet var tvivlsomt, men intet kunne stoppe mig, nu hvor Taylor Swift endelig havde udgivet nyt musik efter tre lange år! Som inkarneret Swift-fan, sad jeg dér. Med hjertet i halsen (eller I ved…) og trykkede spændt ‘afspil’. De første par sekunder var gode, I was into it. God melodi og det hele, jeg kunne godt se mig selv lytte til den. Og så kom omkvæddet. Og den famøse linje “The old Taylor can’t come to the phone right now because she is dead“. Og så gjorde mit fangirl-hjerte et lille smule ondt.

Selvom jeg har hørt den en del siden, så er jeg stadig ikke helt sikker på, jeg er virkelig vild med den. Og det er ikke kun fordi, Taylor Swift har skiftet stil og blevet mere… edgy (og den gamle Taylor er død – åbenbart). Okay, jo – jeg savner country-Taylor, men hun har været long gone, siden hun udgav Red – så dén del af hendes sangunivers har jeg savnet i lang tid. Jeg synes bare virkelig, at Look what you made me do er en rodet sang. Taylor plejer at være så god til at opbygge sine sange og fortælle historier gennem dem – og det mangler den altså. Genreskift eller ej.
Og så var der jo også lige den dér musikvideo til den, der (igen) føltes som et lille stik i hjertet, som trofast fan siden 2008, da alle hendes gamle ‘karakterer’ dukkede op og blev afskrevet. Én efter en.

Skærmbillede 2017-09-03 kl. 23.15.19Skærmbillede 2017-09-03 kl. 23.08.35

Nå, men i dag er hendes anden single udkommet. Den hedder … Ready for it? og jeg ved (som sagt) altså ikke, hvor klar jeg egentlig er. Jeg synes til gengæld at sangen er væsentlig bedre end den første single, så måske det går i den rigtige retning? Selvom det (stadig) er meget anderledes, kan jeg genkende lidt mere af Taylor i den, end jeg kunne med den første – så nu er jeg semi-håbefuld og spændt på at høre resten af albummet Reputation, når det udkommer til november.

Og imens lytter jeg til en masse af hendes gamle sange, og synger allerhøjest med på Should’ve said no, som er min alleryndlings Taylor Swift-sang!

Her er verdens 5 bedste musicalsange!

… sådan lyder overskriften på en artikel fra DR.dk, jeg faldt over forleden, hvor Silas Holst præsenterer hans top 5 over verdens bedste musicalsange.

Silas bud spænder sig over alt fra den klassiske, knipsende (og ikoniske) prolog til West Side Story til det nyere musicalmusik i form af sangen “Man Up” fra musicalsucceen The Book of Mormon. Men sådan noget er jo subjektivt, og hvis I spørger mig, så synes jeg altså ikke helt, han rammer plet. Jo, de er gode – men verdens bedste musicalsange? Nej.

Så inspireret af Silas, og fordi jeg er uenig i hans valg af sange, kommer her min liste over de 5 musicalsange, som JEG synes er verdens bedste!

If I loved you

5. If I Loved You – komponeret af Rodgers & Hammerstein. Lyt til den HER.

Indrømmet: Jeg var lidt i tvivl omkring, hvilken sang af komponistparret Rodgers & Hammerstein, jeg egentlig ville have med på min liste. De ‘klassiske’ musicalkomponister, hvis musical jeg allerbedst kan lide; de formår at kombinere den gode historie, med smukt og storslået musik – lige som jeg allerbedst kan lide det. De er allermest kendte for The Sound of Music, men valget er dog faldet på “If I Loved You” fra deres musical Carousel, som nok egentlig er min favorit Rodgers & Hammerstein-musical og dette er min yndlingssang fra den.

Carousel omhandler Julie Jordan, der møder karussel-passeren Billy Bigalow. Hurtigt får de et godt øje til hinanden – og hele “If I Loved You” handler (som titlen også indikerer) om, hvad de ville sige til hinanden, hvis de nu elskede hinanden. Der er et eller andet over kombinationen af, hvordan sangen langsomt går fra et spinkelt håb til en kærlighedserklæring og hvordan musikkens progression virkelig understreger det. Årh, det er så fint – og jeg bliver så glad og helt følelsesladet af den!

one second

4. One Second and a Million Miles – komponeret af Jason Robert Brown. Lyt til den HER.

Da jeg skulle lave denne liste herskede der ingen tvivl om, at denne sang fra The Bridges of Madison County skulle med! Musicalen er, hvis I spørger mig, ret undervurderet og overset, men indeholder ikke desto mindre det smukkeste musik komponeret af Jason Robert Brown.

Musicalen er baseret på bogen af samme navn af Robert James Wallance og handler om Francesca fra Madison County, Iowa, der er træt af familielivet og tilværelsens trivialitet. Bedst som hun er allermest træt (og hendes mand og børn er væk i en uge!), møder hun fotografen Robert…. I “One Second and a Million Miles” må Francesca vælge mellem at blive hos sin familie eller at stikke af med Robert – og få mulighed for at leve det liv, hun måske altid har drømt om.

Én af mine yndlingsting (og det geniale) ved musicalens musik er, hvordan Francesca og Roberts individuelle sange starter ud med at være i hver sin genre – indtil de til sidst sammensmeltes i “One Second and a Million Miles”, der er så afgørende for historien, og for mig er musicalens allerbedste sang. Det er storslået, det er romantisk – men uden at blive en kliché. Og det er jeg stor fan af!

seasons of love

3. Seasons of love – komponeret af Jonathan Larson. Lyt til den HER.

Det kan ikke være en liste over verdens bedste musicalsange, hvis “Seasons of Love” fra RENT ikke er at finde på listen; det er sådan en sang, der altid får mig til at smile og grunden til, at jeg ved, hvor mange minutter, der er på ét år. Desuden er det sådan en sang, jeg altid synger HØJT med på og som automatisk kan vende en dårlig dag til en god én af slagsen med sit livsbekræftende budskab.

“Seasons of Love” var min egentlige introduktion til musicalen RENT og hele den bølge af musicals, som fulgte efter dens premiere, som jeg holder så meget af; nyskabende musicals, der har noget på hjerte og som ikke er bange for at sætte ord på det svære som fx AIDS i RENT, depressive lidelser i Next to Normal og senest social angst i Dear Evan Hansen.

she used to be mine

2. She used to be mine – komponeret af Sara Bareilles. Lyt til den HER.

En af mine alleryndlingsmusicals i øjeblikket er Waitress – og “She Used to Be Mine” er min alleryndlingssang fra forestillingen, der er baseret på filmen af samme navn fra 2007. I musicalen møder man Jenna, der arbejder i en diner og bager (og opfinder) tærter for at glemme sit triste liv med en mand, hun ikke elsker, en uønsket graviditet og en affære med sin (gifte) gynækolog. Da det hele ramler og livet synes meningsløs synger hun om, hvordan hun ikke kan genkende sig selv og sit liv mere i “She Used to Be Mine”.

Sara Bareilles har på én og samme tid formået at skrive en sang, der ikke bare er fængende (og som man har lyst til at synge med på ekstra-ekstra højt!), men også på gåsehudsfremkaldende og smukkeste vis formidler Jennas fortvivlelse, så selv én, der bare sidder og lytter ved en computerskærm mærker det helt ind i hjertet. Og når jeg ser Jessie Mueller synge den til sidste års Tony Awards, så får jeg altså en lille tåre i øjenkrogen.

deying gravity

1. Defying Gravity – komponeret af Stephen Schwartz. Lyt til den HER.

Jeg er ret sikker på, at hvis man bare kender mig en lille smule, så er det ingen overraskelse, at der selvfølgelig er en sang fra Wicked på listen – og at den kommer på førstepladsen.

Wicked er min alleryndlings musical, der fortæller historien om, hvordan den grønne heks fra The Wizard of Oz, Elphaha, blev ond – eller, så ond man nu bliver, når man egentlig bare prøver på at gøre det rigtige – og er en magisk kombination af sang, musik og dans!
I “Defying Gravity” tager Elphaba beslutningen om at forlade vennen Glinda og kæmpe for det hun har kært: Retfærdighed. Sangen handler i bund og grund om at tro på sig selv, følge sit hjerte og gøre det rigtige. Uanset hvad.

Det er nok én af de mest kendte sange fra musicalen og med sit signatur-riff er det også den sang, der afslutter første akt med et brag – og en flyvetur op i luften. Selvom jeg snart ikke længere har tal på, hvor mange gange jeg har lyttet og set musicalen, så giver øjeblikket mig stadig tårer i øjnene og gåsehud over hele kroppen. Det er musicalmagi, når det er bedst, hvor iscenesættelse og sang går op i en højere enhed – og jeg bliver aldrig træt af at se og høre en ny version og fortolkning af sangen. Hvis jeg kunne, ville jeg give komponisten Stephen Schwartz et kæmpe kram bare for dén oplevelse, men istedet nøjes jeg vist bare med at synge ekstra højt med på “Defying Gravity” og drømme om at få lov til at opleve det hele endnu engang.

divider

Har I nogle favoritter? Eller er I enige med Silas Holst?

Og som en lille slutnote vil jeg bare lige tilføje, at det var svært at lave listen, så selvom min liste er prioriteret på én måde i dag, kan det helt sikkert ændre sig i morgen. Alle er gode på hver deres måde, og det er det smukke ved musicals – variationen, talentet og historierne. Giv dem et lyt, I vil ikke fortryde det! ❤️