Min første (grønne) kærlighed

Approved_Wicked_DefyingGravity_optomisedWicked NY

Tilbage i 2009 var jeg i London med min mor og søster, og som alle ved, så bugner Londons undergrund med musicalplakater. Når man står dér på de alen lange rulletrapper op ad og ned fra dybet, kan man ikke undgå at lægge mærke til mindst én plakat. Og jeg lagde især mere til én bestemt.

Det var en plakat for en forestilling, der åbenbart hed Wicked. Jeg var ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, men jeg bed mærke i navnet, den grønne farve og syntes, at plakaten var anderledes i forhold til så meget andet. Og så skete der ikke så meget andet på dén front, end at jeg undrede mig og vi gik ind og så The Lion King og Hairspray i stedet (ikke at de ikke var gode, naturligvis).

Det var først engang i 2012, at jeg rent faktisk satte mig ned og besluttede mig for, at finde ud af, hvad det hele gik ud på. Hvorfor hviskede den hvide heks til den grønne, smilende heks? Hvorfor var hun grøn? Og hvad var det egentlig der skete, før Dorothy kom ind i billedet (og hvem var Dorothy…)?
I starten satte jeg mig ned for at lytte til cd’en, for jeg havde gennem Glee fået kendskab til en del af sangene, men opgav hurtigt, fordi Defying Gravity lød så langt fra dét, jeg kendte fra serien.
Og så! Så skete det. En kold vinterdag cyklede jeg i skole og lyttede til musik på shuffle og den begyndte at spille musicalens åbningssang, No One Mourns the Wicked. Udover at holde øje med trafikken (selvfølgelig!), havde jeg ikke så meget andet at tage mig til, så jeg lyttede opmærksomt og besluttede mig for, at nu var det altså på tide, at jeg fandt ud af hvad hele det dér Wicked var – behøver jeg at sige, at jeg efter skole skyndte mig hjem og gennemhørte hele albummet? Det blev en ret god dag.

Musicalen er en slags forhistorie til alt, hvad der sker i The Wizard of Oz – det vil sige, at Wicked forklarer, hvorfor den grønne heks blev grøn, men også hvorfor hun blev ond og musicalen sætter i virkeligheden et stort spørgsmålstegn ved, om hun reelt er så “wicked”, som folk siger, hun er.

Sommeren 2012 var første gang, jeg så forestillingen. I mega dårlig kvalitet, for det var en optagelse én havde sneget sig til at lave helt tilbage fra dengang, hvor forestillingen lige var åbnet på Broadway i 2003. Til gengæld var det med det originale cast, og det var ret så godt!
Siden dengang tog det fart, og da jeg i 2013 sad i Apollo Victoria-teatret i London med min veninde og orkestret slog de første toner an – well, så begyndte tårerene at presse sig på og gåsehuden kom snigende.

For Wicked er og bliver nok én af mine største musicalforelskelser. Ikke nok med, at den er noget nær verdens flotteste forestilling, så er jeg vild med sangene, historien, budskabet og ikke mindst dét, at selvom jeg har lyttet og set den i utallige versioner nu – så bliver jeg bare aldrig træt af den. Og dét, synes jeg er smukt.

Siden 2013 har jeg været så heldig at opleve forestillingen igen i 2014, 2015 og så sent som januar dette år. Og jeg er sikker på, det ikke bliver sidste gang. For jeg er vist blevet changed for good – og det er helt ok med mig!

photo

Rebecca præsenterer: Alt det I garanteret ikke vidste, I havde brug for at vide

I morges da jeg vågnede slog det mig: I dag vil jeg snakke om musicals. Hvilket ikke rigtig er noget nyt. Til gengæld har jeg gjort mig det besvær, at finde et musical theatre tag, og nu har jeg brugt en god del af morgenen på at tyvstjæle og oversætte nogle af spørgsmålene.

Så without further ado, lad mig præsentere: The musical theatre tag – Alt det, I garanteret ikke vidste, I havde brug for at vide om mig og musicals, volume 1 (for så har jeg også til et senere indlæg. Det er jo ikke for ingenting, at min blog hedder fortsættelse følger, vel?).

***

Hvilke musical var din yndlings, da du var lille?
Gælder Disney-film? For Skønheden & Udyret og Askepot har altid været mine yndlings – og de er vel også musicals? Ikke?

Hvilken musical var den første du så?
Det er sjovt – jeg husker egentlig ikke, at jeg som lille var særlig meget i teatret med mine forældre (ingen ved, hvordan jeg egentlig kom på, at jeg skulle studere teater…), men vi så ret mange musicals/teaterforestillinger i folkeskolen i de mindre klasser; særligt én sad fast, som jeg ikke kan huske navn på eller historie til. Jeg var dog så forgabt, at jeg husker, jeg flere dage efter gik rundt og ville genopsætte den.

Har du nogensinde været med i en musical?
Tæller dengang jeg var med i koret til Spring Awakening, da vi opsatte det på mit gamle gymnasie? Jeg var ikke særlig god, og måtte ikke være med året efter. Men jeg husker det som sjovt, og den dag i dag kan jeg stadig en del af sangene på dansk. Good times!

Hvilken musical var den første, du så på Broadway?
Tro det eller ej – men jeg har aldrig set en musical på Broadway. Til min store fortrydelse, for åh – hvor ville jeg gerne. Til gengæld har jeg dog været i New York i sommeren 2009, hvor jeg gik forbi virkelig mange teatre og sådan håbede på, vi kunne nå det. Det kunne vi ikke, men så tog jeg et par billeder eller fyrre istedet.

Til gengæld var min første musical i Londons teaterdistrikt, West End, The Lion King. Hvis du er førstegangs-musicalseer og ikke er helt sikker på, at det syngende teater er noget for dig – så gå lige ind og se dén forestilling (hvis du altså kan få billetter). Det var så magisk og flot, at min mor, søster og jeg dagen efter måtte se endnu en musical. Og så så vi Hairspray. Siden dengang har jeg været i London (lidt for) mange gange for at se musicals. Rar by. ❤︎

Hvis du kunne være hvilken som helst kvindelige rolle i en musical – hvilken en skulle det så være?
Hæ. Nemt spørgsmål. Elphaba fra Wicked, selvfølgelig – mest bare så jeg kunne få lov til at opleve, hvordan jeg ville se ud som grønt menneske. (Og så er jeg også ret sikker på, at jeg næsten kan alle replikkerne udenad og kunne synge en mean Defying Gravity (med alle stemmerne)).

Kan I se det for jer? 

Yndlingsmusical-shower-song?
Af en eller anden grund tager jeg altid mig selv i at synge She Used to be Mine fra Waitress. I ved, sådan et øjeblik, hvor man ikke rigtig tænker på noget, men man bare begynder at synge… Håber folk sætter pris på det.

Hvilken musical du bare se?
En dag håber jeg, at jeg har rigtig mange penge, kan flyve til New York og opleve Waitress i virkeligheden. Det er sådan en fin, rørende og hjertevarm musical med musik af Sara Bareilles. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har lyttet til soundtracket, og den er helt sikkert blevet til én af mine favoritter – det kunne være så fantastisk at se den i virkeligheden!

Hvilken musical er den mest overvurderede musical?
Altså, jeg anerkender helt sikkert Oklahoma! for alt det, den har gjort for musicalgenren. Det var en de første integrerede musicals, hvor både musik, sang, dialog og dans alle var med til at fortælle historien (deraf integreret) og forestillingen markerer startskuddet på den nye era af (amerikanske) musicals. Men hold nu OP, hvor er den kedelig…

divider

Og så er der vist ikke andet at sige end – følg med næste gang, hvor jeg svarer på endnu flere spændende spørgsmål! Og nå ja, har I en yndlingsmusical?

Tredje gang er en tradition – Musicalakademiets Showcase 2017

IMG_5157

Indenfor en måned har jeg været to gange i Jylland for at se musicals. Først Jesus Christ Superstar i Aarhus og senest i går, hvor turen gik til Fredericia for at opleve musicalakademiets showcase 2017. Hvis du havde sagt til mig for 3 år siden, at jeg på dette tidspunkt ville rejse land og rige rundt efter musicals – så havde jeg nok grint en lille smule af dig, men inderst inde tænkt: Tjo, det lyder som noget, jeg godt kunne finde på.

Hvert år laver Musicalakademiet i Fredericia en showcase, der indeholder to forestillinger, som præsenterer de nye uddannede musicalperformere – og i år var ingen undtagelse. Det var tredje gang min veninde og jeg drog til Fredericia for at opleve det – og det er nok den hidtil bedste showcase jeg har set! Ikke nok med at alle var virkelig dygtige til at synge, danse og spille skuespil – så var det virkelig også nogle vilde musicals: Dogfight og Pippin. To forestilinger som fik mit musicalhjerte til at banke ekstra hurtigt, da det blev offentliggjort, at det var dem, de skulle spille.

Dogfight opdagede jeg en sen nat tilbage i 2014. Lige siden har den været fast inventar på min musicalspilleliste, for ikke nok med at historien om marinesoldaten Eddie og servictricen Rose er så fin og gribende, så er musikken af Pasek & Paul fangede, smuk og rammer lige dér, hvor den skal. Og i går var ingen undtagelse – det var en stor oplevelse at sidde dér og opleve musicalens sange og karakterer komme til live på scenen.
En ligeså stor oplevelse var Pippin, der omhandler prinsen Pippin, der bare gerne vil finde livets mening. Musikken er af verdens bedste Stephen Schwartz (som også har skrevet musikken til verdens bedste Wicked) og et udpluk af sangene, har været en del af mine sommerferiesoundtracks. Til gengæld har jeg aldrig kendt historien. Men så kom i går! Og pludselig gav alt mening og da sidste nummer var sunget, sad jeg tilbage og tænkte: Hvor er jeg glad for, at jeg fik lov til at opleve Pippin for første gang lige netop her.

Det er tredje gang, jeg oplever en showcase, men det er helt sikkert ikke sidste gang (er det ikke noget med, at når man har gjort noget tre gange, så er det en tradition?)!

IMG_5159

Stort tillykke til alle nyuddannede – og tak!

En musical der blev taget seriøst

Den 8. juni 2017 spillede Jesus Christ Superstar for sidste gang på Aarhus Teater. Den 24. maj var jeg så heldig at opleve forestillingen. Egentlig var det meningen, at jeg ville have skrevet en anmeldelse, men pludselig var jeg midt i en eksamen, min hjerne var krøllet og tiden løb fra mig.
Alligevel har forestillingen ikke sluppet mine tanker. Ikke kun fordi, at den var katalysator for en virkelig hyggelig tur til og dag i Aarhus med min veninde, men også fordi, den bare ramte plet.

Når jeg ser musicals i Danmark, føler jeg tit, at udgangspunktet for dem er, at de skal passe ned i en særlig kasse med genretræk for musicals: Store dansenumre, overdådige kostumer, helst lidt glitter og noget, der ikke tager sig selv alt for højtideligt. Man skal helst anlægge en lidt ironisk distance til det hele, for man ved godt, at musicals jo bare er let ‘underholdning’ (selvom vi jo alle sammen godt ved, at det ikke er dét! Hmprft!).

Men ikke Jesus Christ Superstar. Jo, historien om Jesus, der bliver forrådt af Judas, og hans sidste dage inden korsfæstelsen er selvfølgelig en dyster historie – men man kunne være bange for, at forestillingen, historien til trods, ville falde i musicalfælden, nu hvor det er en syngende forestilling (og af de storslåede musicals mester, Andrew Lloyd Webber). Gøre det hele lidt mere rosenrødt, glitterende og glorificeret. Tvært i mod. Scenografien afspejlede i sine mørke nuancer, den dystre stemning, der hang over historien. Skuespillerne gav alt, hvad de kunne – så man helt øverst oppe, hvor jeg sad, fik kuldegysninger og ondt i hjertet. Musikken var rocket, men med sjæl. Det var stort, men ikke påklistret stort.

Det var en musical, der tog sig selv seriøst.

Og for det vil jeg bare gerne sige tak! Tak for en musical, hvor musik, scenografi og historie gik op i en højere enhed. Tak for oplevelsen!

at_jcs_foto-rumle-skafte16at_jcs_foto-rumle-skafte25at_jcs_foto-rumle-skafte23

Ingen titel, men højt humør

I dag er en god dag, for:

Jeg lytter til min spilleliste, der har navnet “Get happy” – og den holder, hvad den lover! Synes jeg altså (men måske det også bare er fordi, det er mig, der har lavet den…).

Jeg har allerede spist 3 nektariner, og dagen er ikke engang rigtig startet endnu! Kan vi lige snakke om, hvor rart det er, de endelig er i sæson igen? Jeg tror, det er det eneste, jeg vil spise hele sommeren!

Solen skinner – og snart vil jeg trille på arbejde med endnu mere god musik i ørerne!

Jeg har sovet længe. Som i rigtig længe. Når man sover 10 timer i streg, og ikke vågner én eneste gang – så ved man, at man har haft brug for det.

JEG HAR FERIE.

Skærmbillede 2017-06-15 kl. 11.18.55.png

Det var bare lige dét.

Så gik der 3 år…

Skærmbillede 2017-06-14 kl. 22.22.19

Ovenstående billede er mig. En søndag aften på uni, eksamensskrivende og ret så eksamenstræt.

Det har godt nok været en lang næsten-måned, siden jeg sidst skrev herinde. Jeg har afleveret en rapport, en opgave og været til en mundtlig eksamen; men vigtigst af alt, så er jeg blevet bachelor (!). Jeg blev færdig i går, og det føles så underligt – på den gode måde. Så i dag har jeg haft den rareste dag, hvor jeg vågnede i mit eget tempo (Tiltrængt! Hvorfor ender jeg altid med at gå til mundtlig eksamen på 3 timers søvn?!) og cyklede syngende afsted uden eksamener over hovedet… og vigtigst af alt, så har jeg drukket kaffe. Ikke fordi, jeg skulle holde mig vågen, men bare fordi.

Men selvom jeg er færdig med min bachelor, er jeg jo egentlig ikke rigtig færdig med universitetet. Jeg skal efter sommerferien videre på kandidaten og har stadig en masse år endnu – alligevel gør den dér semi-afslutning, at jeg stadig bliver helt nostalgisk. For 3 år siden skrev jeg det her indlæg – det er så vildt at tænke på! Jeg kan slet ikke forstå, der er alligevel er sket så meget på så kort tid i mit liv.

Hurra!

‘Into the Woods’ i Glassalen

Når folk spørger mig, hvem Stephen Sondheim er, plejer jeg at svare, at det er den amerikanske Andrew Lloyd Webber. Men det er han jo ikke; de er langt fra hinanden, men begge komponister har tilgengæld spillet en stor rolle for musicalgenren. Lloyd Webber fik succes med sine store, rockede musicals, mens Sondheim blev kendt for at være nyskabende og eksperimenterende.
I fredags var jeg inviteret til premiere på netop én af disse eksperimenterende musicals, Into the Woods, i Tivolis Glassal; en musical, der sørger for, man kommer vidt omkring i brødrene Grimms magiske eventyrverden, men også en musical der kører non-stop fra første tone er slået an.

Musicalen omhandler et stakkels bagerpar, der på grund af en forbandelse ikke kan få børn. De er dog fast besluttet på, at det skal lykkedes og da en heks kommer forbi og tilbyder hjælp, tøver de ikke med at tage alle midler i brug for at få deres drøm opfyldt. Pludselig befinder de sig midt i den dybe skove og møder både Rapunzel, Rødhætte, Askepot, Jack (ham med bønnestagen), to flotte prinser og andet eventyrgodt – og som alle eventyr ender det godt. Eller gør det? For i Into the Woods er ingen sikre, jo længere ind i skoven de kommer.
Til forestillingen er der blevet castet enormt mange dygtige skuespiller, der synger flot og gør sig godt i de forskellige roller – særligt Maria Wichmann er fin som den søde, men bestemte og stærke Askepot, og Johannes Nymark og Silke Biranell giver bagerparret en god portion sødme og desperation, mens Mikkel Moltke Hvilsom stråler igennem i rollen som Jack, der i bedste mening har været oppe og stjæle hos kæmpen.

Men, indrømmet: Jeg blev en smule forpustet. Ikke nok med at handlingen er kompleks, som de forskellige eventyr flettes ind og ud af hinanden, så føltes iscenesættelsen alt for hektisk, på grænsen til det rodede. Resultatet? En historie, jeg oplevede som mere eller mindre fragmenteret. Jeg mistede overblikket. Jo, der var små fine øjeblikke, hvor der var tid til at gå i dybden og lærer nogle af karaktererne at kende, men de mere dybfølte øjeblikke kom ikke rigtig til sin ret. De blev overdøvet af det høje tempo og jeg nåede aldrig helt at føle med hverken bagerparret eller de andre karakterer, trods Into the Woods når alt kommer til alt er en trist og tragisk historie. Historien har masser af potentiale, men opsætningen – og særligt lyden i Glassalen – gjorde ikke specielt meget godt for musicalen, der aldrig rigtig blev helt så eventyrlig, som jeg havde håbet på. Trods dygtige skuespillere, der gjorde alt hvad de kunne med Sondheims kringlede historie og komplicerede, men smukke musik, endte Into the Woods med at blive en splittet oplevelse.

‘Into the Woods’ spiller indtil d. 17. juni i Glassalen og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Johannes Nymark, Silke Biranell, Maria Wichmann, Joachim Knop, Flemming Enevold m.fl. Instruktør: Peter Langdahl. Tekst og musik: Stephen Sondheim og James Lapin (Oversættelse: Thomas Bay og Mads Æbeløe Nielsen). Produceret af Heltemus Production Aps.