‘Into the Woods’ i Glassalen

Når folk spørger mig, hvem Stephen Sondheim er, plejer jeg at svare, at det er den amerikanske Andrew Lloyd Webber. Men det er han jo ikke; de er langt fra hinanden, men begge komponister har tilgengæld spillet en stor rolle for musicalgenren. Lloyd Webber fik succes med sine store, rockede musicals, mens Sondheim blev kendt for at være nyskabende og eksperimenterende.
I fredags var jeg inviteret til premiere på netop én af disse eksperimenterende musicals, Into the Woods, i Tivolis Glassal; en musical, der sørger for, man kommer vidt omkring i brødrene Grimms magiske eventyrverden, men også en musical der kører non-stop fra første tone er slået an.

Musicalen omhandler et stakkels bagerpar, der på grund af en forbandelse ikke kan få børn. De er dog fast besluttet på, at det skal lykkedes og da en heks kommer forbi og tilbyder hjælp, tøver de ikke med at tage alle midler i brug for at få deres drøm opfyldt. Pludselig befinder de sig midt i den dybe skove og møder både Rapunzel, Rødhætte, Askepot, Jack (ham med bønnestagen), to flotte prinser og andet eventyrgodt – og som alle eventyr ender det godt. Eller gør det? For i Into the Woods er ingen sikre, jo længere ind i skoven de kommer.
Til forestillingen er der blevet castet enormt mange dygtige skuespiller, der synger flot og gør sig godt i de forskellige roller – særligt Maria Wichmann er fin som den søde, men bestemte og stærke Askepot, og Johannes Nymark og Silke Biranell giver bagerparret en god portion sødme og desperation, mens Mikkel Moltke Hvilsom stråler igennem i rollen som Jack, der i bedste mening har været oppe og stjæle hos kæmpen.

Men, indrømmet: Jeg blev en smule forpustet. Ikke nok med at handlingen er kompleks, som de forskellige eventyr flettes ind og ud af hinanden, så føltes iscenesættelsen alt for hektisk, på grænsen til det rodede. Resultatet? En historie, jeg oplevede som mere eller mindre fragmenteret. Jeg mistede overblikket. Jo, der var små fine øjeblikke, hvor der var tid til at gå i dybden og lærer nogle af karaktererne at kende, men de mere dybfølte øjeblikke kom ikke rigtig til sin ret. De blev overdøvet af det høje tempo og jeg nåede aldrig helt at føle med hverken bagerparret eller de andre karakterer, trods Into the Woods når alt kommer til alt er en trist og tragisk historie. Historien har masser af potentiale, men opsætningen – og særligt lyden i Glassalen – gjorde ikke specielt meget godt for musicalen, der aldrig rigtig blev helt så eventyrlig, som jeg havde håbet på. Trods dygtige skuespillere, der gjorde alt hvad de kunne med Sondheims kringlede historie og komplicerede, men smukke musik, endte Into the Woods med at blive en splittet oplevelse.

‘Into the Woods’ spiller indtil d. 17. juni i Glassalen og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Johannes Nymark, Silke Biranell, Maria Wichmann, Joachim Knop, Flemming Enevold m.fl. Instruktør: Peter Langdahl. Tekst og musik: Stephen Sondheim og James Lapin (Oversættelse: Thomas Bay og Mads Æbeløe Nielsen). Produceret af Heltemus Production Aps.

 

Reklamer

‘Min arm’ på Edison


Foto: Lis Kasper Bang

‘En makaber komedie om en drengestreg, der bliver trukket for langt’. Sådan bliver forestillingen Min arm, der i øjeblikket spiller på Betty Nansens anneksscene, Edison, beskrevet. At forestillingen er makaber er nok for meget sagt, og måske også at det er en komedie. Men lad nu dét ligge.
Min arm omhandler en dreng, der siden han var 10 år har haft sin arm i vejret. Først som en leg, men siden er det blevet alvor og en måde at give en gestus, der egentlig ikke betyder noget, en betydning. Armen begynder langsomt at styre hans liv og bliver en del af hans identitet – men burde legen måske være stoppet, mens den var god?

Claes Bang er stykkets centrum og leverer et interessant bud på en monolog, som Min arm i bund og grund er, og det er også ham, der i sit skuespil skinner igennem. Det er gennem ham at historien bliver interessant, for jeg må indrømme at historien i sig selv ikke sagde mig meget. Den efterlod mig en anelse forvirret og som jeg cyklede hjem, kunne jeg ikke lade være med at tænke ‘hvad er det lige, jeg har overværet?’. Den prøver på én og samme tid at være dyb, men humoristisk og det er som om, at forestillingen aldrig rigtig kommer til at lette og virkelig lande hos publikum.

Til gengæld er scenografien ret gennemført og er helt klart én af de ting, jeg holdt allermest af. Min første tanke da jeg læste om forestillingen var, at det sikkert var en skuespiller, der fremførte en monolog med armen i vejret under hele forestillingens varighed (jeg er stadig en lille smule skuffet over, at det ikke er tilfældet) – men jeg tog fejl. Vi får fortalt historien gennem en lille træfigur, der fungerer som drengen med armen og personlige genstande, som publikum inden forestillingens start har afleveret i en lille kasse, agerer som resten af persongalleriet. Det er en dynamisk, ny og kreativ måde at fortælle en historie, der giver persongalleriet nuancer og historien liv og farve.

Min arm er en forestilling for dig, der gerne vil se noget anderledes og gerne vil udfordres indenfor monologens rammer. Det er en visuel fin forestilling, men den blev ikke mere end dét for mig.

‘Min arm’ spiller indtil d. 6. maj og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Claes Bang. Instruktør: Mads M. Nielsen. Manuskript: Tim Crouch (oversættelse: Gitte Skytte). Produceret af Team Teatret.

 

‘Jeg Misforstår Gerne Det Hele’ på Edison

Skærmbillede 2017-04-09 kl. 23.55.55

20 minutter var hvad jeg nåede at opleve af Jeg Misforstår Gerne Det Hele på Edison i tirsdags. Der var mikrofonproblemer og derfor vendte jeg stærkt tilbage fredag med et brændende ønske om, at stykket ville fortsætte i dét fine spor, jeg havde set tirsdag – et ønske, der desværre ikke helt blev opfyldt, som uret tikkede og forestillingen gik igang.

Jeg Misforstår Gerne Det Hele er ‘hybridteater’ baseret på sangeren Marie Keys sange; hende, der med sine rammende og skæve tekster, formår at bruge poppen til sin fordel og skabe noget svævende, men samtidig utrolig nærværende, når hun folder sig ud i sit musikunivers.
Kort sagt er det en forestilling med fortolkninger af hendes sange – både ved hjælp af sang, musik, ord og dans bliver der tolket på Marie Keys sangtekster, og man får blandt andet serveret hittet “Landet” i en fin, men en lille smule for føle-føle, monolog og en dramatisk version af “Hjerte der banker”.

Jeg er godt klar over, at det ligger implicit i betegnelsen ‘hybridteater’ (som forestillingen bliver beskrevet som), at det er forskellige elementer, der er sat sammen til teater, men jeg havde dog stadig svært ved at finde en sammenhæng i forestillingen, den røde tråd. Jeg savnede et større billede og overgange, der gav mig lyst til mere og åbnede rigtigt op for Marie Keys sange, som skuespillerne (der dog var dygtige) bevægede sig ud og ind mellem sange, monologer og messende kor. Sammenhængen og den store åbenbaring kom aldrig – udover at musikken selvfølgelig stammer fra Marie Key.
Og det syntes jeg på sin vis var ærgerligt, for Marie Key er en musiker, der om nogen er karakteristisk; ikke kun i sin musik, men også i sin personlighed. Man kunne have taget så mange (vigtige) emner op med udgangspunkt i hendes sange.

Ligesom Keys tekster var forestillingen til den skæve side, men den virkede desværre lidt for usammenhængende til jeg egentlig følte, at jeg reelt fik noget ud af at overvære den. Iscenesættelsen var dog flot, og jeg var vild med scenografien og pastelfarverne, som hele stykket var holdt i; som var man trådt ind i en fantasiverden, der gav plads til at lege og eksperimentere med sangene. Og det blev der som sagt også gjort – alt respekt for det! Jeg er vild med grundideen, og jeg synes, at Marie Keys musik netop har potentiale til en masse iscenesættelser – desværre blev det hele bare lidt for fragmenteret, og jeg savnede måske faktisk bare mest af alt noget nærvær.

Vredens Druer på Betty Nansen Teatret

al4w1759_lilleal4w2995_lille

For et par uger siden var jeg placeret i Betty Nansens Teatret i en blød stol med ansigtet vendt mod en rå, smal og høj scenografi, der tårnede sig op over publikum og ventede på at forestillingen Vredens druer skulle gå igang.
Forestillingen er en dramatisering af John Steinbecks klassiker af samme navn og er instrueret af Katrine Wiedemann. Vi befinder os under 30’ernes Depression i USA og følger familien Joad, der – drevet fra deres hjem i Oaklahoma – nu er draget på vej mod arbejde, et nyt hjem og lysere tider. Men virkeligheden matcher ikke altid drømmene.

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med Vredens druer; jeg har aldrig læst bogen, men det har været én af de værker, jeg altid har tænkt jeg burde læse. Ved hjælp af dygtige skuespillere og en flot iscenesættelse, fik jeg lov til at opleve historien på en helt anden (og levende) måde.
Vredens druer er med sin historie en deprimerende affære, men er samtidig også en historie, der både er tankevækkende – og gribende, ikke mindst. Man sidder hele tiden og håber på, at det vil lykkedes for familien at realisere deres drømme og få et bedre liv, for gennem forestillingen kommer man virkelig under huden på hver enkelt karakter, som de én efter én udfolder sig.

Iscenesættelsen er ret minimalistisk i og med, at skuespillernes råderum er blevet indsnævret til blot at være en lille stribe af scene, de kan bevæge sig på. Resten af scenen er en stor, høj mur. Scenografiens råhed – og begrænsninger – giver en god kontrast til de stærke, men alligevel (når alt kommer til alt) svage karakterer og understreger, at det er mennesket på kanten, der er i centrum. Det er karaktererne og deres skæbner, der bliver skabt billeder af på scenen ved hjælp af deres kroppe og sparsomme rekvisitter, som de står midt i et slags ingenmandsland.
Og på den måde blive stykket, med sit menneskelige centrum, også et slags spejlbillede (og en kritik) af den verden, vi lever i i dag. Her er folk også på flugt, her er folk også på kanten af sammenbrud og samfund.

Vredens Druer er en flot forestilling, der giver noget at tænke over. Iscenesættelsen er imponerende udtryksfuld i sin enkelthed, og skuespillerne kommer – også bogstaveligttalt – helt ud til scenekanten i deres portrættering af karakterer, der trods drømmene bliver konfronteret med samfundets realiteter. Trods historiens triste præmis, endte jeg med at gå helt opløftet ud af teatret – for det er dét, teater gør ved, når det er godt.

Har du også lyst til at opleve Vredens druer på Betty Nansens Teatret kører den helt til d. 9/4 – og billetter kan købes lige HER

FOTO: NATASCHA THIARA RYDVALD – lånt fra bettynansen.dk

Mere af dét, tak!

Kan man gå i biografen, se teater og rent faktisk få noget ud af det? Mister det sin magi – sin virkelighedsfornemmelse og dét, der gør teater helt, helt specielt?
Hvis I spørger mig, så er svaret et stort og rungede ja, det kan man altså godt. Og nej, magien forsvinder ikke.
Jo, det er anderledes. Jo, det er filmet. JO, man ser ikke skuespillerne tæt på. Det hele er garanteret også perfektioneret og måske optaget én gang eller to, for at det skal blive ekstra godt; men jeg synes stadig, det holder.

Selvfølgelig er man ikke fysisk tæt på skuespillerne, som man normalt ville være – og man er ikke en del af det summende publikum, inden tæppet går op; dét som er en af mine alleryndlingsting ved at gå i teatret –  udover selvfølgelig at blive blæst bagover af virkelig talentfulde mennesker!
Men jeg vil nu alligevel mene, at det kan noget – de dér optagede teaterproduktioner. Der er ikke tale om en film-film, men et faktisk, optaget teaterstykke, hvilket i min optik gør, at det bliver bare dét bedre. Det bliver en lille smule mere ægte, at teaterdimensionen stadig er en så stor del af filmens rammer. Filmmediet må indrette sig efter teaterscenen, og på den måde, får man stadig en del af teatermagien; det bliver stadig specielt og en helt særlig oplevelse!

Men hvorfor alt det her? Jo, ser I. Sidste søndag var jeg i biografen. Og se musicalen i Newsies – I  ved, sådan en forestilling, der efterlod mig med sangene i hovedet, godt humør og en lyst til at danse gennem livet. Se, så er det godt! Musical når det er allerbedst!
Newsies er en musical, jeg har kendt til længe. Jeg husker, at folk snakkede en masse om den på diverse sociale medier og jeg i sommeren 2013 satte mig ned, skulle forberede mig til en eksamen og lyttede til albummet på repeat. De sang noget om, at man skulle seize the day, og det var egentlig meget passende, som jeg sad dér og ikke rigtig kunne tage mig sammen. Så jeg greb dagen, lyttede endnu mere til albummet og blev helt glad for det – og købte billetter for lang tid siden, for nu skulle det være, nu hvor jeg havde muligheden for at se den i virkeligheden!

CinemaXx har åbenbart række af arrangementer om året, hvor de viser teater i biografen, og det synes sådan helt objektivt er virkelig, virkelig genialt. Jeg har længe været sådan et fjollet menneske, der egentlig godt kunne affinde med mig med at se dårligt optagede videoer af forestillinger fra West End og Broadway på Youtube. Ja, ja – jeg ved det godt. Man må ikke. Men nå det alligevel lå der og jeg så gerne ville… Så jeg synes, at det er fantastisk, at jeg – som lille dansker – kan sidde og blive transporteret over Atlanten, ind i et teater og se en forestilling, jeg har drømt om at opleve siden 2013. Alt sammen fra mit lille (men komfortable!) biografsæde, uden at forestillingen mister teatermagi eller kvalitet. Selvfølgelig ville dét at se det i virkeligheden være at fortrække, men skal jeg vælge mellem en dårlig optagelse eller en biograf; så er biografen altså at foretrække.

Mere af dét, tak!

skaermbillede-2017-02-27-kl-15-37-33

Selvom det føltes lidt fjollet, så var den indlagte pause med til at gøre, at det føltes endnu mere som at være i teatret.