Siden sidst har jeg …

siden sidst.png

… været i teatret og se forestillingen Monster. Det var mit teaterårs anden forestilling, og det var så godt. Skuespil og musik gik op i en højere enhed, som historien om USAs første kvindelige seriemorder udfoldede sig med blandt andet dygtige Lise Baastrup i hovedrollen. Jeg ville virkelig gerne anbefale jer alle at se den, men det var desværre allersidste forestilling, suk!

… meldt mig ind i FitnessWorld. Igen. Jeg meldte mig egentlig ud sidste forår og var glad for min beslutning, men så var der et januartilbud (ja, jeg er sådan et menneske) og en del yogahold i mit stamcenter – og det kan jeg ret godt lide. Så nu arbejder jeg med at fortælle mig selv, at det er ok, at jeg kun bruger mit medlemskab til dét – og det altså ikke er ensbetydende med, at jeg skal ned og løbe eller løfte tunge ting. For det gider jeg ikke.

… været et smut i biografen og se The Greatest Showman – som nok mest af alt efterlod mig en smule forvirret og skuffet. Jo, jo – musikken er fin! Men, hvad handlede filmen egentlig om? Hvad var konflikten? (Og hvorfor er det bare som om, at Hugh Jackman ikke kan synge på film, når han ellers er så fin på en scene?) Det hele virkede ærligtalt bare lidt for usammenhængende, cheesy og som en undskyldning for at synge nogle sange (som også virkede ret så malplaceret!?).

… færdiglæst årets første bog. Det blev The Blazing World af Siri Hustved, der fik æren. En meget anderledes, men virkelig god bog, der handler om kunst, køn og folks opfattelse af hinanden og verden! Og nu er jeg så gået igang med årets anden bog, der er Swing Time af Zadie Smith. Jeg læste et par kapitler i efteråret, men måtte indse, jeg ikke kunne nå at læse den færdig, inden biblioteksafleveringsdatoen – så nu har jeg købt den, og har alt den tid, jeg har brug for. Det er rart! Og så er den til og med også virkelig god! Hurra!

… endelig set Mockingjay – part 2. Det gik op for mig her til aften, da jeg rastløst scrollede gennem Netflix, at jeg faktisk aldrig nåede at se den sidste del af Hunger Games-serien i biografen. Jeg aner ikke hvorfor, for jeg så trolig alle de andre på premieredatoen, but no. Men nu har jeg set den, og holdnuop hvor havde jeg bare glemt, hvor trist en slutning historien faktisk har. Men det er også ret befriende egentlig; at det hele ikke automatisk bliver godt igen, men at krig også har en konsekvens – selv for en heltinden.

Og ellers holder jeg bare ferie. Det er rart.

Reklamer

I 2018 vil jeg…

Skrive mere. Jeg vil gerne være bedre til at sætte ord på mine tanker og huske at anmelde de teaterforestillinger og bøger, jeg får set og læst.

Læse mere. Jeg ved godt, jeg skrev her, at jeg ikke var den store læser mere – men jeg vil gerne være bedre til at finde roen og fordybe mig, for når jeg endelig og en sjælden gang gør det – så føles det som at komme hjem.

Være bedre til at sige ja, men samtidig også lytte mere til mig selv. Det tror jeg er ret vigtigt.

Huske at sige ‘pyt!’ noget mere. Det er sådan et dejligt befriende ord, som jeg glemmer at bruge alt for ofte.

Drikke heltvildtmegetkaffe, men også huske at drikke noget mere vand (har jeg fået at vide…).

Prøve ikke at være så meget på hele tiden – være mere offline. I min eksamensperiode i december slog jeg alle notifikationer fra i appsne på min telefon og det var muligvis én af de bedste beslutninger. Så jeg er godt på vej!

Lægge flere billeder op på Instagram af de solnedgange, jeg kan se fra mit vindue:

 

Godt nytår!

IMG_7706

Så gik året første dag, og jeg sidder nu i min seng en halv time inde i 2. januar og synes det er lidt vildt, kalenderen nu skriver 2018! Jeg hoppede traditionen tro ind i det nye år i selskab med mine allerbedste veninder fra den svundne gymnasietid. Det er 6. år i træk vi skråler Kong Christian stod ved højen mast med et glas champagne i hånden (det er som om, at jeg hvert år har glemt melodien…), og jeg forstår slet ikke, hvor tiden er blevet af. Kan det virkelig passe, at vi har holdt nytår sammen så mange år – og vi har kendt hinanden så længe?

Dagen i dag er gået med at sove, drikke kaffe, krumme tæer til x-factor og til slut genopleve magien i form af et gensyn med Harry Potter og Flammernes Pokal-filmen. Ikke dårligt! Bortset fra at jeg altid glemmer, hvor trist slutningen egentlig er… og hvor langt hår alle pludselig har fået (!?!?!).

Så alt i alt vil jeg vurdere, at 1. januar har været en succes og 2018 har fået den bedst mulige start – hvis vi nu ser bort fra søvnunderskud og jeg allerede har skrevet 2017 én gang for meget. Jeg håber I har haft en festlig nytårsaften, er kommet godt ind i det nye år, har alle ti fingre i god behold og har haft en ligeså rar 1. januar! Jeg satser stærkt på, at vi ses en masse mere i 2018!

Årsopgørelse 2017

Så gik der næsten lige en måned uden lyd fra mig! Jeg har været nedlagt af slutspurts-dcemberhygge inden en eksamensopgave tog al min frihed fra mig i to uger, og først lod mig undslippe d. 22. december, hvor jeg helt skeløjet af søvnmangel afleverede min opgave og bagefter fejrede det med at tage ud og købe julegaver. To dage før juleaften. På Strøget. Dét kan ikke anbefales…

Men nu er jeg her, og det er kun 5 dage til årets sidste dag. Det er lidt underligt, føler året er fløjet fra mig! Hvor blev det af? Hvad har jeg lavet? Sidste år skrev jeg det her indlæg, og i år tænker jeg, at jeg deler året lidt mere op. Laver en lille føljeton, inden jeg springer ind i 2018 i godt selskab og forhåbentligt får lidt mere tid til at skrive herinde igen. Men først: Et indlæg over mit år – og mine 9 bedste Instagram billeder, der (igen-igen) egentlig opsummerer mit år meget godt.

For I år var året hvor jeg:

Blev bachelor og fik et meget pænt bevis ind ad døren. Det er muligvis én af de største ting, der er sket i år! Forstår slet ikke, at der er gået 3 år og jeg kom igennem. Vildt! Jeg fejrede det med min første cappuccino fra universitetets café i hele i min uni-tid. Det var en helt perfekt anledning!

Startede på min kandidat. Måske endnu mere vildt – og underligt at skulle forholde mig til, at den dér rigtige verden udenfor skolesystemet hurtigere og hurtigere nærmer sig! Hvad skal jeg med mit liv? Jeg ved det ikke endnu…

Endelig fik en lænestol! Der skulle gå 1,5 år og flere overvejelser og kig på DBA, inden jeg endelig fandt en, der kun var 2,5 km væk fra mig og derfor godt kunne transporteres på en cykel hjem til min lille lejlighed. Den er så god og fin – og som man kan se på billedet, så er jeg meget glad for den:

Var i London hele to gange! Eller, når året er slut har jeg været der to gange, for i morgen skal jeg endnu engang afsted – to hele dage og et smut i teatret for at se Harry Potter and The Cursed Child. Om jeg glæder mig? SÅ MEGET!

Fik briller, smadrede et par briller og fik nye briller – alt i alt vil jeg kalde slutningen på mit brilleeventyr en succes.

Fyldte 22, endelige kunne spille Taylor Swifts sang og bagte en mean jordbærtærte til min fødselsdag, som måske faktisk er én af mine største bedrifter til dato. Hold nu op, den blev god – tør næsten ikke lave den igen, for hvad nu hvis, den kun bliver halvt så god!?

Og hvad skete der ellers i 2016? Jeg var på Kreta i sommerferien med min veninde (hvor jeg faldt i søvn i solen og  jeg blev så forbrændt i mine knæhaser, at jeg sov på maven og uden dyne to nætter i træk og ikke kunne sidde ned, uden det gjorde ondt), og så har jeg været til et par koncerter, i teatret (lidt for) mange gange, god ved mig selv og drukket lidt for mange kopper kaffe.

Alt i alt synes jeg egentlig at 2017 har været er godt år. Det har været sådan et, hvor jeg virkelig har prøvet at gøre, hvad jeg havde lyst til. Mere eller mindre succesfuldt – men det er tanken, der tæller. Og så glæder jeg mig bare til at se, hvad 2018 byder på!

Tak til alle jer, der læser med. Jeg bliver så glad, hver gang jeg ser, at der er nogen, der læser, hvad jeg skriver. Håber I får et dejligt nytår og kommer ind i 2018 med et brag (men bare ikke i nærheden af mig, for hvis der er noget, jeg ikke kan lide – så er det altså fyrværkeri…)!

Om det er mandag? Også i dén grad!

Skærmbillede 2017-11-27 kl. 19.01.29

1.) Det regner og 2.) prins Harry er blevet forlovet – hvilket naturligvis er en god ting, for er der noget, jeg er stor fan af, så er det kongelige bryllupper – og jeg glæder mig allerede til foråret 2018! Men jeg kunne forestille mig, at der sad et par mennesker rundt omkring i verden og var en lille smule triste og følte, det var grund til en rigtig mandagsmandag-følelse.

Til gengæld findes der rar regnvejrsmusik til at opsøde sådan en følelse – blandt andet First Aid Kit, der muligvis er det hyggeligste at lytte til, mens regnen trommer på ruden. Så det er det, jeg i skrivende stund gør, mens jeg forsøger at glemme alt om, at jeg snart skal udenfor igen og slæbe mig til yoga. Den tid, den sorg.

Så værsgo’ – lav en kop te og lyt en gang eller to, så bliver mandagen god.

En uge (og en strøm) der gik

IMG_2303 kopi.jpg

Den her uge har føltes som evigheder og som virkelig hurtig overstået. På én og samme tid. Det meste af tiden har jeg brugt under en dyne i selskab med dårlige serier, uendelige mængder te og en forkølelse, der mest af alt føltes som om, den bare virkelig ikke gad forsvinde – indtil den tilsidst overgav sig. Resten af tiden er blevet brugt i alt for høj fart med arbejde, livet og venindebesøg for at kompensere for ugens sløve start.

Og nu sluttes ugen af med en søndag fyldt med stearinlys. En god bid af Nordvest er blevet ramt af strømsvigt, så nu sidder jeg bare her i mørket i skæret fra to små lys og håber strømmen snart vender tilbage, så jeg kan færdiggøre det Masterchef-afsnit jeg var igang med at se. Til gengæld har jeg varm kakao og rar musik i mine ører – så går det hele lige, mens jeg krydser fingre for en snarlig lysere tilværelse.

Ses på den anden side (altså… bare mandag).

Livets store spørgsmål

På min gamle blog, breakingfree.dk, kunne jeg rigtig godt lide at være lidt filosofisk og vise, at jeg også tænkte lidt over det dér liv. Det resulterede tit i lidt svævende indlæg om alt og intet mellem mine med utallige indlæg om Twilight, Edward og hvor irriterende, det var når folk stavede Stephenie Meyers navn forkert (… hvilket jeg stadig synes er irriterende – var inde på en side i dag, der gjorde det. Det kriblede helt i mine fingre efter at skrive til vedkommende og gøre opmærksom på det).

Særligt i bloggens spæde start i 2009 kunne jeg rigtig godt lide at stille de helt store  eksistentielle (i følge mig…) spørgsmål. Og dem har jeg selvfølgelig gravet frem fra gemmerne! Så jeg tænkte det kunne være lidt sjovt – her 8 år efter – at se, om jeg måske nu er i stand til at svare på livets store spørgsmål (som jeg kaldte dem). Nu er jeg trods alt ældre og forhåbentligt har jeg lært lidt, but let’s se! Here goes:

Skal man blogge om mode for at blive populær?
Måske, men noget siger mig, at det også er en fordel at kunne lave sirlige kager og tage flotte, pastelfarvede billeder. Alternativt kan man også blive kendt fra TV, oprette en blog og skrive om sit liv. Hvis man vælger at følge denne vej, er der en lille ekstra bonus i form af, at man ikke behøver at kunne sit nutids-r eller sætte komma. Win-win!

Skal man virkelig altid følge sit hjerte?
Ja. Især når du skal cykle på arbejde, men alligevel allerhelst vil tage bussen. Mine erfaringer siger mig, at det chancerne for at bliver regnvejr altid er markant større på sådan nogle dage.

Burde man købe en ny smart telefon for sine konfirmationspenge?
Det gjorde jeg aldrig – men 2 år efter fik jeg en aflagt, men brugbar (og smart, may I add!) iPhone 3gs i julegave. Den holdt i næsten 4 år. Istedet brugte jeg mine penge på koncertbilletter og andet sjovt, der garanteret havde noget med Twilight at gøre. Så nej – all good things come to those who wait.

Hvorfor flyder døde fisk altid med strømmen?
De er døde. Ergo kan de ikke svømme.

Hvorfor er det at folk skal bestemme, om man er god til at synge eller ej?
Se, det forstår jeg faktisk stadig ikke helt. Til gengæld må man godt selv bestemme, om man er god til at synge eller ej – og jeg har bestemt, at det er jeg faktisk ikke særlig god til. Og det gør ikke noget! Så længe jeg har det sjovt, og jeg stadig godt må synge musicalsange, så højt jeg har lyst til.

Er man kedelig, når man hellere vil læse en bog end at være sammen med en ven?
Jeg dømmer ikke! Du har min fulde opbakning! Jeg gad dog godt snart lige en bog igen, der gav mig lyst til at droppe alle aftaler, krybe sammen i min lænestol og bare sidder dér hele dagen. Nogle forslag?

Hvorfor bliver man altid så pokkers addicted til facebook?
I 2009 prøvede jeg at deaktivere min facebook-profil – det holdte i én uge. Så et meget validt spørgsmål! Jeg aner det ikke, men mine statusopdateringer tilbage fra 2009 vidner om, at jeg virkelig ikke kunne lade være med at gå derind og lette mit hjerte (om Twilight)…

Og sidst, men ikke mindst: Hvorfor sover jeg ikke lige nu?
Ha. Og ud fra det spørgsmål må konklusionen være, at jeg ikke er blevet klogere med årene – men jeg prøver virkelig.

Skærmbillede 2017-11-16 kl. 23.48.01.png

Så gik der et år…

IMG_6963

Hip-hip-HURRAAAAA!

Så gik der lige et år og bloggen her har vel egentlig dét som man kalder for en fødselsdag. Hold nu helt op, hvor er tiden bare gået stærkt – jeg føler virkelig, det var i går jeg sad en kold og mørk novembernat og fik en åbenbaring i form af et nyt blog-navn. Det havde hele tiden været min hurdle; jeg ville gerne tilbage, jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle hedde – eller hvad jeg skulle skrive. Men så slog det mig, fortsættelse følger – and the rest is history…

Nogle gange kan jeg stadig ikke helt finde ud af, hvad jeg skal skrive herinde – og andre gange har jeg en god idé. Men det er okay, for det er netop også pointen med denne blog; det hele må godt være lidt sporadisk og uforpligtende, men en fortsættelse følger altid. Og så er det bare rart at have et sted, hvor jeg kan snakke og skrive så meget, jeg har lyst til om teater, musicals, musik, bøger og alt andet godt i verden, som jeg rigtig godt kan lide – uden at det skal munde ud i en opgave, nogen skal bedømme og vurdere, om jeg er klog nok. Det er faktisk helt okay!

Så tak til jer, der i løbet af året har fulgt med i min famlende start på livet som endnu en blogger i mængden og læst mine indlæg om alt og intet. I er altså søde!

Fra bachelor til kandidat

Jeg startede på universitet i 2014. Før sommerferien var jeg blevet student, og jeg havde brugt et halvt år forinden på at overveje og tage stilling til, hvad jeg egentlig skulle med mit liv, når den røde og hvide hue sad på mit hovede og jeg pludselig havde verden for mine fødder. Jeg endte med universitetet, og blev én ud af de tre på min årgang, der startede lige efter – intet sabbatår, bare videre.

Nu læser jeg på kandidaten på mit studie, og det dér med at tage den lige vej fra gymnasie til bachelor til kandidat har fyldt ret meget hos mig det sidste stykke tid. Ikke fordi jeg fortryder det, som jeg ellers har gået og sagt et stykke tid – for det gør jeg ikke. Mere. Jeg er glad for mit valg, mit studie, min årgang. Jeg har været heldig, fået så mange muligheder og lært så meget (tænk at få lov til at skrive så mange eksamensopgaver om musicals!). Men jeg kan godt mærke, at jeg hviler mere i dét at være universitetsstuderende nu, end jeg gjorde dengang, hvor jeg kom lige fra gymnasiets trygge rammer. Uni var – og er – noget helt andet; det er en hel anden måde at lære på. Spørgsmålet er, om jeg mon ville have nået til dét punkt tidligere, hvis jeg havde ventet lidt – eller om det bare er sådan det er?

Og sådan er der så meget, man kan gå og spekulere på om var blevet anderledes, hvis man havde valgt en anden vej. Så derfor har jeg fra i dag af taget en beslutning om, at jeg ikke mere skal tænke på, hvad jeg kunne have gjort – men bare gøre det, jeg kan nu og lægge min energi i dét.
I dag fik jeg mit fysiske bachelorbevis ind ad døren. Og da jeg åbnede konvolutten, læste papirerne igennem og kiggede på min fine, nyerhvervede titel, var det som om at alle mine tanker om uddannelsesvalg blev manet til jorden. Jeg kan ikke se mig selv være nogle som helst andre steder, end hvor jeg er nu – og det er rart!

Skærmbillede 2017-09-28 kl. 21.04.45

… Ready for it?

Svaret er både ja og nej.

Og hvad snakker jeg overhovedet om? Taylor Swift – og hendes to nye sange.

Den første, Look what you made me dohørte jeg første gang, mens jeg var på ferie. Mit internet var tvivlsomt, men intet kunne stoppe mig, nu hvor Taylor Swift endelig havde udgivet nyt musik efter tre lange år! Som inkarneret Swift-fan, sad jeg dér. Med hjertet i halsen (eller I ved…) og trykkede spændt ‘afspil’. De første par sekunder var gode, I was into it. God melodi og det hele, jeg kunne godt se mig selv lytte til den. Og så kom omkvæddet. Og den famøse linje “The old Taylor can’t come to the phone right now because she is dead“. Og så gjorde mit fangirl-hjerte et lille smule ondt.

Selvom jeg har hørt den en del siden, så er jeg stadig ikke helt sikker på, jeg er virkelig vild med den. Og det er ikke kun fordi, Taylor Swift har skiftet stil og blevet mere… edgy (og den gamle Taylor er død – åbenbart). Okay, jo – jeg savner country-Taylor, men hun har været long gone, siden hun udgav Red – så dén del af hendes sangunivers har jeg savnet i lang tid. Jeg synes bare virkelig, at Look what you made me do er en rodet sang. Taylor plejer at være så god til at opbygge sine sange og fortælle historier gennem dem – og det mangler den altså. Genreskift eller ej.
Og så var der jo også lige den dér musikvideo til den, der (igen) føltes som et lille stik i hjertet, som trofast fan siden 2008, da alle hendes gamle ‘karakterer’ dukkede op og blev afskrevet. Én efter en.

Skærmbillede 2017-09-03 kl. 23.15.19Skærmbillede 2017-09-03 kl. 23.08.35

Nå, men i dag er hendes anden single udkommet. Den hedder … Ready for it? og jeg ved (som sagt) altså ikke, hvor klar jeg egentlig er. Jeg synes til gengæld at sangen er væsentlig bedre end den første single, så måske det går i den rigtige retning? Selvom det (stadig) er meget anderledes, kan jeg genkende lidt mere af Taylor i den, end jeg kunne med den første – så nu er jeg semi-håbefuld og spændt på at høre resten af albummet Reputation, når det udkommer til november.

Og imens lytter jeg til en masse af hendes gamle sange, og synger allerhøjest med på Should’ve said no, som er min alleryndlings Taylor Swift-sang!