‘Green Day’s American Idiot’ i Den Grå Hal

press1press8

Green Day har været et band, der har været en del af mit liv i mange år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg (ufrivilligt) har lyttet til deres musik og bedt min søster om at skrue ned. Så havde man spurgt 14-årige Rebecca, om hun nogensinde kunne se sig selv gå ind frivilligt og se en musical med Green Days sange – så havde hun helt sikkert grint og sagt nej. Men det skete altså. I søndags drog ét styks kæmpefan (min søster) og en skeptiker (mig) mod Den Grå Hal på Christiana, hvor Green Day-musicalen American Idiot i øjeblikket spiller.

American Idiot, der har Danmarkspremiere, består først og fremmest af et meget velsunget cast. De er ikke mange mennesker på scenen, men alligevel formår de (godt hjulpet på vej af de energiske sange) at komme ud over scenen og sætte gang i hallen, der ved første øjekast bare synes som et trist og kedeligt sted at spille en musical. Men det passer godt til den verden musicalen foregår i; 00’ernes oprørske, lettere triste og militærfokuserede USA. Her møder vi tre venner, der vil væk fra forstaden og ind til byen, der frister med frihed og en ny start – men hvad er meningen med livet, når livet ikke mere giver mening? Alt sammen akkompagneret af Green Days energiske, lettere aggressive musik og Benjamin La Cours betontunge (men overraskende lette!) scenografi, der på kreativ vis bliver danner rammerne for muligheder, håb og knuste drømme.

Men – for der er et men. Selvom musicalen er velsunget og scenografien virkelig flot, så kan jeg ikke komme udenom, at historien er virkelig tynd – og næsten ikke-eksisterende. Ideen er god, for Green Days musik er fyldt med store følelser og historier, men udførelsen er ikke specielt vellykket.
Jeg har læst nogle kalde musicalen for en teaterkoncert, og jeg kan godt se, hvorfor man vælge netop dén betegnelse. Mest af alt virker hele konceptet bag American Idiot, som én stor undskyldning for at sætte Green Days store bagkatalog af sange op på en scene, når den ene kendte sang efter den anden bliver spillet – kun afbrudt af en smule dialog, som man har valgt at holde på engelsk, der endte med at drukne i mængden af sange, som musicalen skulle igennem på de 90 hæsblæsende minutter, den varede.

Jeg endte med, at stå tilbage med en lidt fragmenteret oplevelse. Som musical-fan savnede jeg en mere sammenhængende historie, hvor musikken blev en mere integreret del af historien, men som ikke-Green Day fan endte jeg med at blive positiv overrasket. Jeg kunne virkelig godt lide musikken! Og et eller andet siger mig, at hvis jeg – som mangeårig skeptiker – kan ende med at blive ‘omvendt’ og skrive, at jeg godt kunne lide Green Days musik… så er jeg næsten sikker på, at der også er noget at komme efter for (nostalgiske) Green Day-fans. American Idiot giver liv til de gamle sange, mulighed for at høre dem igen – og så er der garanteret også en reference eller to, jeg ikke opfattede.

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

 

‘American Idiot’ spiller indtil d. 22. oktober i Den Grå Hal. Læs mere om forestillingen HER.

Medvirkende: Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen, Snorre Tøndel, Frederikke Vedel, Rikke Hvidbjerg, m.fl. Instruktør: Tim Zimmermann. Tekst og musik: Green Day og Billie Joe Armstrong & Michael Mayer. Produceret af Heltemus Productions.

Reklamer

En ny version: Verdens bedste 5 musicalsange i følge Katja

Landet ligger sådan, at jeg var så heldig, dengang jeg startede på mit studie, at møde min musical-ligemand… eller burde jeg sige kvinde? Allerede første dag da vi mødte hinanden, 3 år tilbage, faldt snakken på musicals og vores fælles kærlighed for genren that keeps on giving (and singing), og lige siden har vi sunget højt med på vores yndlingssange, set dårlige optagelser og rejst land og rige rundt efter gode musicals og gode oplevelser!

Så selvfølgelig havde min veninde Katja – som hun hedder – også SINE bud på de famøse verdens bedste 5 bedste musicalssange, da jeg en sen aften sendt dét link til hende, der førte til Silas Holst top 5. Og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for, så without further ado – Katjas top 5:

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

Det her er nok den sværeste liste, jeg har lavet i hele mit liv… der er så mange gode musicals med så mange gode sange, nye som gamle, og det var en næsten umulig opgave kun at vælge fem af dem. Men efter lang tids overvejen, frustrationer og granskning af min Spotify-playliste kom jeg frem til, at det skulle være de her fem. :)

5 – “Mama who bore me (reprise)” fra Spring Awakening. Lyt til den HER

Jeg elsker ensemblesange virkelig højt, og det overraskede mig faktisk, at der endte med kun at være en enkelt rigtig ensemblesang på min top 5-liste. Denne her er dog også helt speciel. Jeg så Spring Awakening første gang som en amatøropsætning i Odense tilbage i 2013, og det var en af de første mindre musicals, jeg oplevede. Det var helt fantastisk! Musikken er så smuk, skuespillerne var super gode, og temaet var helt rigtigt for 18-årige mig, der let kunne relatere til karaktererne og deres problemstillinger.

Forestillingen starter med, at den kvindelige hovedperson Wendla synger ”Mama who bore me”, som er en stille, fin sang. Efter en akavet scene hvor hun forgæves prøver at få sin mor til at forklare, hvor babyer kommer fra, kommer alle forestillingens piger på scenen og synger denne fantastiske reprise af sangen, som pludselig er fyldt med harmonier, korsvar og en brændende energi, så man virkelig mærker, hvor frustrerede de er, og hvad de har på hjerte. Fra dette øjeblik var jeg fuldstændig investeret i forestillingen, og jeg har hørt den om og om igen.

Jeg ville kun ønske, at den var længere end de 1 minut og 16 sekunder, som den varer, men måske er det også netop noget af det, der gør, at den er så speciel <3 

4 – ”Give Way” fra Dogfight. Lyt til den HER.

Jeg blev introduceret til Dogfight af den søde ejer af denne blog og har været forelsket i forestillingen og især denne sang lige siden. I sommers var vi endda så heldige at få lov til at opleve musicalakademiet i Fredericia opføre den som showcase, og det har kun fået mig til at elske den endnu højere!

Historien er egentlig simpel nok og minder om mange af de teenagefilm, jeg så, da jeg var yngre. En usikker pige møder tilsyneladende selvsikker (men selvfølgelig misforstået) dreng, som inviterer hende ud på grund af et væddemål, og så er der ellers lagt op til de helt store følelser. I Dogfight bliver det hele bare så fint og ægte, og den berører også mere alvorlige emner som krig og PTSD.

Det er en af de musicals, hvor næsten alle sangene bare er gode, men ”Give Way” er helt klart min yndlings. Den kvindelige hovedperson Rose har selv skrevet den, og hun spiller den for Eddie aftenen før, han skal i krig. Hvis man nogensinde har skrevet en sang, ved man, hvor sårbart det er at spille den for nogen for første gang, og al den sårbarhed, usikkerhed, men alligevel håb bliver udtrykt på fineste vis her. Jeg kneb vist en tåre eller to, da jeg hørte den i Fredericia, og jeg kan kun anbefale den!

santa fe

3 – ”Santa Fe” fra Rent. Lyt til den HER.

Hvem elsker ikke Rent?! Det er en fantastisk musicals med rigtig mange sange, og selvom de allesammen er virkelig gode, synes jeg tit, at man overser “Santa Fe”. Personligt er jeg vild med de mere stille musicalsange, men jeg synes, at de lidt mere up beat kan udtrykke lige så meget! Og så er de vildt gode at cykle eller løbe til ;)

”Santa Fe” er faktisk en af de mere glade øjeblikke, som gruppen i Rent har. Alle er gode venner, og alle er i live (endnu…). Alligevel handler den om, at Tom Collins drømmer, at han åbner en restaurant i Santa Fe og dermed undslipper sit nuværende arbejde og liv. Det er en sang fyldt med håb, glæde og lækre korstemmer, og man kan virkelig danse og synge med hjemme i køkkenet, mens man tager opvasken. Samtidig skærer den lidt i hjertet, i hvert fald hvis man ved, hvad der sker senere i musicalen :’(

Åh ja, og så er den en af de eneste sange, som Collins synger næsten alene, og han synger for lækkert <3

2 – ”Dead Girl Walking” fra Heathers: The Musical. Lyt til den HER.

Endnu en musical som jeg blev introduceret til af den sødeste Rebecca <3 Jeg havde et stort crush på Christian Slater, da jeg var teenager, så derfor havde jeg selvfølgelig set filmen Heathers, men jeg anede ikke, at det også var en musical, før hun fortalte mig om den. Og heldigvis er den det! Nu venter vi i spænding på, at den bliver opsat i Danmark første gang, og selvom det er i Aalborg, bliver det forhåbentlig startskuddet til, at Fredericia eller et andet professionelt teater indser, at de også skal gøre det!

Heathers: The Musical handler om Veronica, der er del af en venindegruppe, som styrer hele skolen med hård, snobbet og ubarmhjertig hånd. De tre andre i gruppen hedder alle sammen Heather og er derfor kendt som ”the Heathers”. Veronica er ved at være godt træt af deres tyranni, og da J.D. – en mystisk, flot, lidt ”farlig” type – starter på deres skole, får hun en forbundsfælle og et romantisk forhold. Det hele går dog over gevind, og før Veronica ved af det, er der både mord, selvmord og bomber i spil.

”Dead Girl Walking” er helt klart den bedste sang i hele musicalen. Det er her, Veronica beslutter sig for at tage sagen i egne hænder og samtidig indlede et forhold med J.D. Den er energifuld, fængende, og så synger Barrett Wilbert Weed FOR VILDT! Endnu en sang som er god at cykle, løbe eller vaske op til.

Jeg hører den nok hver dag, og jeg tror ikke, jeg nogensinde kan blive træt af den!

1 – ”Made of Stone” fra The Hunchback of Notre Dame. Lyt til den HER.

SÅ er vi nået til nummer 1, og den eneste sang på listen som er sunget af en mand! Det er egentlig ret tilfældigt, for jeg elsker også mange mandlige musicalperformere (Ramin Karimloo, Aaron Tveit, Emil Birk Hartmann, just to name a few) og deres sange. Mærkeligt! :D

Anyways, jeg ELSKER Klokkeren fra Notre Dame, og jeg ELSKER, ELSKER, ELSKER denne her sang! Jeg har set Fredericia Teaters opsætning fire gange (heldigvis har jeg kun betalt for en af gangene!), og jeg så den gerne hundrede gange mere. Næsten alt er fantastisk! Scenografien, musikken, performerne og ikke mindst den gode balance mellem Disney-historien og Victor Hugo-historien. Den er sjov, rørende, fantastisk, overvældende, og jeg har grædt fire ud af fire gange. Den fik endda min ellers så seje kæreste til at græde allerede under første nummer, fordi han blev så overvældet af musikken og koret ;) Det er virkelig en fantastisk forestilling! Og så spiller ensemblet en stor rolle og har masser af sang, hvilket jeg elsker!

I ”Made of Stone” har Quasimodo givet op. Esmeralda er taget til fange, og det er hans skyld. Nu vil han hellere være en sten ligesom sine gargoil-venner, og han nægter at høre på dem, når de prøver at overtale ham til at tage sig sammen og kæmpe for kvinden, han elsker. Lars Mølsted vandt en Reumert for Årets Sanger, og det er især i denne sang, at han virkelig gjorde sig fortjent til den. Man kunne høre smerten, frustrationen og selvhadet så tydeligt, og mit hjerte blødte for ham. Ensemblet er en del af næsten alle sangene i forestillingen, og det giver en fantastisk kontrast og dynamik i sangen. Hver gang jeg lytter til den (og det må være over hundrede gange efterhånden), får jeg et sug i maven af medlidenhed og gåsehud af, hvor fantastisk den er. Musikken er intet mindre end magisk i denne forestilling, og derfor får denne sang førstepladsen!

Det var min top 5. Der er rigtig mange andre gode sange og musicals, som også fortjener at blive anerkendt (alene på min Spotify-playliste har jeg 459 af dem…), men for nu må det være det. God fornøjelse med dem! :D

Her er verdens 5 bedste musicalsange!

… sådan lyder overskriften på en artikel fra DR.dk, jeg faldt over forleden, hvor Silas Holst præsenterer hans top 5 over verdens bedste musicalsange.

Silas bud spænder sig over alt fra den klassiske, knipsende (og ikoniske) prolog til West Side Story til det nyere musicalmusik i form af sangen “Man Up” fra musicalsucceen The Book of Mormon. Men sådan noget er jo subjektivt, og hvis I spørger mig, så synes jeg altså ikke helt, han rammer plet. Jo, de er gode – men verdens bedste musicalsange? Nej.

Så inspireret af Silas, og fordi jeg er uenig i hans valg af sange, kommer her min liste over de 5 musicalsange, som JEG synes er verdens bedste!

If I loved you

5. If I Loved You – komponeret af Rodgers & Hammerstein. Lyt til den HER.

Indrømmet: Jeg var lidt i tvivl omkring, hvilken sang af komponistparret Rodgers & Hammerstein, jeg egentlig ville have med på min liste. De ‘klassiske’ musicalkomponister, hvis musical jeg allerbedst kan lide; de formår at kombinere den gode historie, med smukt og storslået musik – lige som jeg allerbedst kan lide det. De er allermest kendte for The Sound of Music, men valget er dog faldet på “If I Loved You” fra deres musical Carousel, som nok egentlig er min favorit Rodgers & Hammerstein-musical og dette er min yndlingssang fra den.

Carousel omhandler Julie Jordan, der møder karussel-passeren Billy Bigalow. Hurtigt får de et godt øje til hinanden – og hele “If I Loved You” handler (som titlen også indikerer) om, hvad de ville sige til hinanden, hvis de nu elskede hinanden. Der er et eller andet over kombinationen af, hvordan sangen langsomt går fra et spinkelt håb til en kærlighedserklæring og hvordan musikkens progression virkelig understreger det. Årh, det er så fint – og jeg bliver så glad og helt følelsesladet af den!

one second

4. One Second and a Million Miles – komponeret af Jason Robert Brown. Lyt til den HER.

Da jeg skulle lave denne liste herskede der ingen tvivl om, at denne sang fra The Bridges of Madison County skulle med! Musicalen er, hvis I spørger mig, ret undervurderet og overset, men indeholder ikke desto mindre det smukkeste musik komponeret af Jason Robert Brown.

Musicalen er baseret på bogen af samme navn af Robert James Wallance og handler om Francesca fra Madison County, Iowa, der er træt af familielivet og tilværelsens trivialitet. Bedst som hun er allermest træt (og hendes mand og børn er væk i en uge!), møder hun fotografen Robert…. I “One Second and a Million Miles” må Francesca vælge mellem at blive hos sin familie eller at stikke af med Robert – og få mulighed for at leve det liv, hun måske altid har drømt om.

Én af mine yndlingsting (og det geniale) ved musicalens musik er, hvordan Francesca og Roberts individuelle sange starter ud med at være i hver sin genre – indtil de til sidst sammensmeltes i “One Second and a Million Miles”, der er så afgørende for historien, og for mig er musicalens allerbedste sang. Det er storslået, det er romantisk – men uden at blive en kliché. Og det er jeg stor fan af!

seasons of love

3. Seasons of love – komponeret af Jonathan Larson. Lyt til den HER.

Det kan ikke være en liste over verdens bedste musicalsange, hvis “Seasons of Love” fra RENT ikke er at finde på listen; det er sådan en sang, der altid får mig til at smile og grunden til, at jeg ved, hvor mange minutter, der er på ét år. Desuden er det sådan en sang, jeg altid synger HØJT med på og som automatisk kan vende en dårlig dag til en god én af slagsen med sit livsbekræftende budskab.

“Seasons of Love” var min egentlige introduktion til musicalen RENT og hele den bølge af musicals, som fulgte efter dens premiere, som jeg holder så meget af; nyskabende musicals, der har noget på hjerte og som ikke er bange for at sætte ord på det svære som fx AIDS i RENT, depressive lidelser i Next to Normal og senest social angst i Dear Evan Hansen.

she used to be mine

2. She used to be mine – komponeret af Sara Bareilles. Lyt til den HER.

En af mine alleryndlingsmusicals i øjeblikket er Waitress – og “She Used to Be Mine” er min alleryndlingssang fra forestillingen, der er baseret på filmen af samme navn fra 2007. I musicalen møder man Jenna, der arbejder i en diner og bager (og opfinder) tærter for at glemme sit triste liv med en mand, hun ikke elsker, en uønsket graviditet og en affære med sin (gifte) gynækolog. Da det hele ramler og livet synes meningsløs synger hun om, hvordan hun ikke kan genkende sig selv og sit liv mere i “She Used to Be Mine”.

Sara Bareilles har på én og samme tid formået at skrive en sang, der ikke bare er fængende (og som man har lyst til at synge med på ekstra-ekstra højt!), men også på gåsehudsfremkaldende og smukkeste vis formidler Jennas fortvivlelse, så selv én, der bare sidder og lytter ved en computerskærm mærker det helt ind i hjertet. Og når jeg ser Jessie Mueller synge den til sidste års Tony Awards, så får jeg altså en lille tåre i øjenkrogen.

deying gravity

1. Defying Gravity – komponeret af Stephen Schwartz. Lyt til den HER.

Jeg er ret sikker på, at hvis man bare kender mig en lille smule, så er det ingen overraskelse, at der selvfølgelig er en sang fra Wicked på listen – og at den kommer på førstepladsen.

Wicked er min alleryndlings musical, der fortæller historien om, hvordan den grønne heks fra The Wizard of Oz, Elphaha, blev ond – eller, så ond man nu bliver, når man egentlig bare prøver på at gøre det rigtige – og er en magisk kombination af sang, musik og dans!
I “Defying Gravity” tager Elphaba beslutningen om at forlade vennen Glinda og kæmpe for det hun har kært: Retfærdighed. Sangen handler i bund og grund om at tro på sig selv, følge sit hjerte og gøre det rigtige. Uanset hvad.

Det er nok én af de mest kendte sange fra musicalen og med sit signatur-riff er det også den sang, der afslutter første akt med et brag – og en flyvetur op i luften. Selvom jeg snart ikke længere har tal på, hvor mange gange jeg har lyttet og set musicalen, så giver øjeblikket mig stadig tårer i øjnene og gåsehud over hele kroppen. Det er musicalmagi, når det er bedst, hvor iscenesættelse og sang går op i en højere enhed – og jeg bliver aldrig træt af at se og høre en ny version og fortolkning af sangen. Hvis jeg kunne, ville jeg give komponisten Stephen Schwartz et kæmpe kram bare for dén oplevelse, men istedet nøjes jeg vist bare med at synge ekstra højt med på “Defying Gravity” og drømme om at få lov til at opleve det hele endnu engang.

divider

Har I nogle favoritter? Eller er I enige med Silas Holst?

Og som en lille slutnote vil jeg bare lige tilføje, at det var svært at lave listen, så selvom min liste er prioriteret på én måde i dag, kan det helt sikkert ændre sig i morgen. Alle er gode på hver deres måde, og det er det smukke ved musicals – variationen, talentet og historierne. Giv dem et lyt, I vil ikke fortryde det! ❤️

Har du brug for et boost?

Jeg er hverken god til at give råd om kost, søvnvaner eller hvor mange liter vand, man skal drikke om dagen. For det aner jeg (lykkeligt) intet om. Til gengæld kan jeg fortælle, hvor mange kopper kaffe, man burde drikke ifølge mig, og så har jeg altid en god musicalsang eller to klar, man kan høre når vejret er gråt og humøret i bund. Det giver vel også et form for boost? Ikke?

Dagens anbefaling er derfor: Lyt til castet fra Dear Evan Hansen synge sangen You will be found.

Det er sådan en sang, jeg sætter på, når det er mandag, jeg kan fornemme modvind og jeg ved, jeg skal ud og cykle, men også en sang jeg lytter til, når jeg er træt, kommer hjem og bare vil høre noget rart. Sådan en sang, jeg synger med på og kun bliver i godt humør af; den er livsbekræftende, og bare helt igennem velkomponeret og GOD.

Gi’ den et lyt og tak mig senere. You’re welcome (… will be found).

‘Klokkeren fra Notre Dame’ på Gamle Scene, Det Kongelige Teater

Hvordan anmelder man noget, der er så godt, at man ikke kan få armene ned, tonerne ud af kroppen eller ryste hele stemningen af sig? Dét spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg trådte ud af Det Kongelige Teater og begav mig hjem efter at have oplevet Fredericia Teaters produktion af Disneys Klokkeren fra Notre Dame.
Det var anden gang, jeg blev transporteret med til Paris kæmpe katedral og snævre gader, da jeg også oplevede musicalen i Fredericia sidste efterår, men det betyder ikke, at det ikke var en ligeså stor oplevelse – jeg har næsten lyst til at sige, at den var endnu bedre.

Klokkeren fra Notre Dame omhandler den pukkelrykkede klokker Quasimodo, der drømmer om at blive en del af den verden, han hver dag kigger ned på fra sit hjem allerøverst i Paris domkirke og som han holdes indespærret i af sin værge, ærkediakon Frollo. En dag bliver drømmen til virkelighed og han møder den smukke sigøjner Esmeralda, som både betager Quasimodo, Frollo og soldaten Phoebus…
Selvom Klokkeren fra Notre Dame indeholder de velkendte sange fra tegnefilmen, er historien dog baseret på Victor Hugos roman af samme navn. Tegnefilmen har altid været dyster, men i denne udgave blive det hele mørkere – og mere fortvivlende. Men historien bliver også på sin vis smukkere, og vigtigere.

Indrømmet, jeg har det tit lidt svært med Disney-musicals. Jeg elsker filmene, men når de bliver overført til scenen, føler jeg tit, at det bliver en for poleret. Der mangler noget kant og dybde – noget som Klokkeren fra Notre Dame i dén grad får ved at trække på originalhistorien, og særligt Quasimodos entre som almindeligt menneske, der forvandler sig til den velkendte, pukkelrykkede klokker for øjnene af publikum, stiller spørgsmålet og cementerer temaet: Hvem er er et monster og hvem er en mand? 

I Klokkeren fra Notre Dame går scenografi, skuespil, sang op i en højere enhed på smukkeste vis. Scenografien slog benene væk under mig gang på gang, når man blev transporteret fra Paris gader til toppen af Notre Dame, eller når verden (føltes det som) blev badet i flammer, som Frollo sang sin vrede og lidenskab ud i sangen Hellfire. Alle øjeblikke var akkompagneret af ensemblet, som er med til at give liv og storhed til de smukke, gåsehudsfremkaldende sange og formidle de store følelser, som musicalen indeholder.

Skuespilpræstationerne har en stor andel i historiens dybde, og særligt rollen som Quasimodo spilles fantastisk af Lars Mølsted. Ikke nok med, at han synger flot og sikkert, så spiller han også, så man mærker ensomheden, men også den indre styrke hos den pukkelrykkede klokker; han formår at gøre Quasimodo både skrøbelig og handlekraftig på én og samme tid, så man sidder og hepper og græder. På en og samme tid.
Quasimodo er en karakter, der er historiens outsider, men i samspil med Bjørg Gamsts sikre, hjertevarme Esmeralda og Mads M. Nielsens nuancerede, men ubehagelige Frollo, ender han med at blive historiens og musicalens midt- og højdepunkt.

Klokkeren fra Notre Dame er en musical og en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Den har sat standarden for musicalgenren i Danmark – ikke kun med sin kreative, flotte scenografi, men også med sit ambitionsniveau. Det er en musical, der beder om at blive taget seriøst – trods sin Disney-indpakning. Og det bliver den. På smukkeste, mest triste og bedste vis og jeg kan ikke anbefale den nok.

❤︎❤︎❤︎❤︎❤︎
5 ud af 5

 


‘Klokkeren fra Notre Dame’ spiller indtil d. 13. august på Gamle Scene i Det Kongelige Teater og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Lars Mølsted, Bjørg Gamst, Mads M. Nielsen, Christian Lund m.fl. Instruktør: Thomas Agerholm. Tekst og musik: Alan Menken og Stephen Schwarts. Produceret af Fredericia Teater.

Min første (grønne) kærlighed

Approved_Wicked_DefyingGravity_optomisedWicked NY

Tilbage i 2009 var jeg i London med min mor og søster, og som alle ved, så bugner Londons undergrund med musicalplakater. Når man står dér på de alen lange rulletrapper op ad og ned fra dybet, kan man ikke undgå at lægge mærke til mindst én plakat. Og jeg lagde især mere til én bestemt.

Det var en plakat for en forestilling, der åbenbart hed Wicked. Jeg var ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, men jeg bed mærke i navnet, den grønne farve og syntes, at plakaten var anderledes i forhold til så meget andet. Og så skete der ikke så meget andet på dén front, end at jeg undrede mig og vi gik ind og så The Lion King og Hairspray i stedet (ikke at de ikke var gode, naturligvis).

Det var først engang i 2012, at jeg rent faktisk satte mig ned og besluttede mig for, at finde ud af, hvad det hele gik ud på. Hvorfor hviskede den hvide heks til den grønne, smilende heks? Hvorfor var hun grøn? Og hvad var det egentlig der skete, før Dorothy kom ind i billedet (og hvem var Dorothy…)?
I starten satte jeg mig ned for at lytte til cd’en, for jeg havde gennem Glee fået kendskab til en del af sangene, men opgav hurtigt, fordi Defying Gravity lød så langt fra dét, jeg kendte fra serien.
Og så! Så skete det. En kold vinterdag cyklede jeg i skole og lyttede til musik på shuffle og den begyndte at spille musicalens åbningssang, No One Mourns the Wicked. Udover at holde øje med trafikken (selvfølgelig!), havde jeg ikke så meget andet at tage mig til, så jeg lyttede opmærksomt og besluttede mig for, at nu var det altså på tide, at jeg fandt ud af hvad hele det dér Wicked var – behøver jeg at sige, at jeg efter skole skyndte mig hjem og gennemhørte hele albummet? Det blev en ret god dag.

Musicalen er en slags forhistorie til alt, hvad der sker i The Wizard of Oz – det vil sige, at Wicked forklarer, hvorfor den grønne heks blev grøn, men også hvorfor hun blev ond og musicalen sætter i virkeligheden et stort spørgsmålstegn ved, om hun reelt er så “wicked”, som folk siger, hun er.

Sommeren 2012 var første gang, jeg så forestillingen. I mega dårlig kvalitet, for det var en optagelse én havde sneget sig til at lave helt tilbage fra dengang, hvor forestillingen lige var åbnet på Broadway i 2003. Til gengæld var det med det originale cast, og det var ret så godt!
Siden dengang tog det fart, og da jeg i 2013 sad i Apollo Victoria-teatret i London med min veninde og orkestret slog de første toner an – well, så begyndte tårerene at presse sig på og gåsehuden kom snigende.

For Wicked er og bliver nok én af mine største musicalforelskelser. Ikke nok med, at den er noget nær verdens flotteste forestilling, så er jeg vild med sangene, historien, budskabet og ikke mindst dét, at selvom jeg har lyttet og set den i utallige versioner nu – så bliver jeg bare aldrig træt af den. Og dét, synes jeg er smukt.

Siden 2013 har jeg været så heldig at opleve forestillingen igen i 2014, 2015 og så sent som januar dette år. Og jeg er sikker på, det ikke bliver sidste gang. For jeg er vist blevet changed for good – og det er helt ok med mig!

photo

Rebecca præsenterer: Alt det I garanteret ikke vidste, I havde brug for at vide

I morges da jeg vågnede slog det mig: I dag vil jeg snakke om musicals. Hvilket ikke rigtig er noget nyt. Til gengæld har jeg gjort mig det besvær, at finde et musical theatre tag, og nu har jeg brugt en god del af morgenen på at tyvstjæle og oversætte nogle af spørgsmålene.

Så without further ado, lad mig præsentere: The musical theatre tag – Alt det, I garanteret ikke vidste, I havde brug for at vide om mig og musicals, volume 1 (for så har jeg også til et senere indlæg. Det er jo ikke for ingenting, at min blog hedder fortsættelse følger, vel?).

***

Hvilke musical var din yndlings, da du var lille?
Gælder Disney-film? For Skønheden & Udyret og Askepot har altid været mine yndlings – og de er vel også musicals? Ikke?

Hvilken musical var den første du så?
Det er sjovt – jeg husker egentlig ikke, at jeg som lille var særlig meget i teatret med mine forældre (ingen ved, hvordan jeg egentlig kom på, at jeg skulle studere teater…), men vi så ret mange musicals/teaterforestillinger i folkeskolen i de mindre klasser; særligt én sad fast, som jeg ikke kan huske navn på eller historie til. Jeg var dog så forgabt, at jeg husker, jeg flere dage efter gik rundt og ville genopsætte den.

Har du nogensinde været med i en musical?
Tæller dengang jeg var med i koret til Spring Awakening, da vi opsatte det på mit gamle gymnasie? Jeg var ikke særlig god, og måtte ikke være med året efter. Men jeg husker det som sjovt, og den dag i dag kan jeg stadig en del af sangene på dansk. Good times!

Hvilken musical var den første, du så på Broadway?
Tro det eller ej – men jeg har aldrig set en musical på Broadway. Til min store fortrydelse, for åh – hvor ville jeg gerne. Til gengæld har jeg dog været i New York i sommeren 2009, hvor jeg gik forbi virkelig mange teatre og sådan håbede på, vi kunne nå det. Det kunne vi ikke, men så tog jeg et par billeder eller fyrre istedet.

Til gengæld var min første musical i Londons teaterdistrikt, West End, The Lion King. Hvis du er førstegangs-musicalseer og ikke er helt sikker på, at det syngende teater er noget for dig – så gå lige ind og se dén forestilling (hvis du altså kan få billetter). Det var så magisk og flot, at min mor, søster og jeg dagen efter måtte se endnu en musical. Og så så vi Hairspray. Siden dengang har jeg været i London (lidt for) mange gange for at se musicals. Rar by. ❤︎

Hvis du kunne være hvilken som helst kvindelige rolle i en musical – hvilken en skulle det så være?
Hæ. Nemt spørgsmål. Elphaba fra Wicked, selvfølgelig – mest bare så jeg kunne få lov til at opleve, hvordan jeg ville se ud som grønt menneske. (Og så er jeg også ret sikker på, at jeg næsten kan alle replikkerne udenad og kunne synge en mean Defying Gravity (med alle stemmerne)).

Kan I se det for jer? 

Yndlingsmusical-shower-song?
Af en eller anden grund tager jeg altid mig selv i at synge She Used to be Mine fra Waitress. I ved, sådan et øjeblik, hvor man ikke rigtig tænker på noget, men man bare begynder at synge… Håber folk sætter pris på det.

Hvilken musical du bare se?
En dag håber jeg, at jeg har rigtig mange penge, kan flyve til New York og opleve Waitress i virkeligheden. Det er sådan en fin, rørende og hjertevarm musical med musik af Sara Bareilles. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har lyttet til soundtracket, og den er helt sikkert blevet til én af mine favoritter – det kunne være så fantastisk at se den i virkeligheden!

Hvilken musical er den mest overvurderede musical?
Altså, jeg anerkender helt sikkert Oklahoma! for alt det, den har gjort for musicalgenren. Det var en de første integrerede musicals, hvor både musik, sang, dialog og dans alle var med til at fortælle historien (deraf integreret) og forestillingen markerer startskuddet på den nye era af (amerikanske) musicals. Men hold nu OP, hvor er den kedelig…

divider

Og så er der vist ikke andet at sige end – følg med næste gang, hvor jeg svarer på endnu flere spændende spørgsmål! Og nå ja, har I en yndlingsmusical?