Har du brug for et boost?

Jeg er hverken god til at give råd om kost, søvnvaner eller hvor mange liter vand, man skal drikke om dagen. For det aner jeg (lykkeligt) intet om. Til gengæld kan jeg fortælle, hvor mange kopper kaffe, man burde drikke ifølge mig, og så har jeg altid en god musicalsang eller to klar, man kan høre når vejret er gråt og humøret i bund. Det giver vel også et form for boost? Ikke?

Dagens anbefaling er derfor: Lyt til castet fra Dear Evan Hansen synge sangen You will be found.

Det er sådan en sang, jeg sætter på, når det er mandag, jeg kan fornemme modvind og jeg ved, jeg skal ud og cykle, men også en sang jeg lytter til, når jeg er træt, kommer hjem og bare vil høre noget rart. Sådan en sang, jeg synger med på og kun bliver i godt humør af; den er livsbekræftende, og bare helt igennem velkomponeret og GOD.

Gi’ den et lyt og tak mig senere. You’re welcome (… will be found).

‘Klokkeren fra Notre Dame’ på Gamle Scene, Det Kongelige Teater

Hvordan anmelder man noget, der er så godt, at man ikke kan få armene ned, tonerne ud af kroppen eller ryste hele stemningen af sig? Dét spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg trådte ud af Det Kongelige Teater og begav mig hjem efter at have oplevet Fredericia Teaters produktion af Disneys Klokkeren fra Notre Dame.
Det var anden gang, jeg blev transporteret med til Paris kæmpe katedral og snævre gader, da jeg også oplevede musicalen i Fredericia sidste efterår, men det betyder ikke, at det ikke var en ligeså stor oplevelse – jeg har næsten lyst til at sige, at den var endnu bedre.

Klokkeren fra Notre Dame omhandler den pukkelrykkede klokker Quasimodo, der drømmer om at blive en del af den verden, han hver dag kigger ned på fra sit hjem allerøverst i Paris domkirke og som han holdes indespærret i af sin værge, ærkediakon Frollo. En dag bliver drømmen til virkelighed og han møder den smukke sigøjner Esmeralda, som både betager Quasimodo, Frollo og soldaten Phoebus…
Selvom Klokkeren fra Notre Dame indeholder de velkendte sange fra tegnefilmen, er historien dog baseret på Victor Hugos roman af samme navn. Tegnefilmen har altid været dyster, men i denne udgave blive det hele mørkere – og mere fortvivlende. Men historien bliver også på sin vis smukkere, og vigtigere.

Indrømmet, jeg har det tit lidt svært med Disney-musicals. Jeg elsker filmene, men når de bliver overført til scenen, føler jeg tit, at det bliver en for poleret. Der mangler noget kant og dybde – noget som Klokkeren fra Notre Dame i dén grad får ved at trække på originalhistorien, og særligt Quasimodos entre som almindeligt menneske, der forvandler sig til den velkendte, pukkelrykkede klokker for øjnene af publikum, stiller spørgsmålet og cementerer temaet: Hvem er er et monster og hvem er en mand? 

I Klokkeren fra Notre Dame går scenografi, skuespil, sang op i en højere enhed på smukkeste vis. Scenografien slog benene væk under mig gang på gang, når man blev transporteret fra Paris gader til toppen af Notre Dame, eller når verden (føltes det som) blev badet i flammer, som Frollo sang sin vrede og lidenskab ud i sangen Hellfire. Alle øjeblikke var akkompagneret af ensemblet, som er med til at give liv og storhed til de smukke, gåsehudsfremkaldende sange og formidle de store følelser, som musicalen indeholder.

Skuespilpræstationerne har en stor andel i historiens dybde, og særligt rollen som Quasimodo spilles fantastisk af Lars Mølsted. Ikke nok med, at han synger flot og sikkert, så spiller han også, så man mærker ensomheden, men også den indre styrke hos den pukkelrykkede klokker; han formår at gøre Quasimodo både skrøbelig og handlekraftig på én og samme tid, så man sidder og hepper og græder. På en og samme tid.
Quasimodo er en karakter, der er historiens outsider, men i samspil med Bjørg Gamsts sikre, hjertevarme Esmeralda og Mads M. Nielsens nuancerede, men ubehagelige Frollo, ender han med at blive historiens og musicalens midt- og højdepunkt.

Klokkeren fra Notre Dame er en musical og en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Den har sat standarden for musicalgenren i Danmark – ikke kun med sin kreative, flotte scenografi, men også med sit ambitionsniveau. Det er en musical, der beder om at blive taget seriøst – trods sin Disney-indpakning. Og det bliver den. På smukkeste, mest triste og bedste vis og jeg kan ikke anbefale den nok.

❤︎❤︎❤︎❤︎❤︎
5 ud af 5

 


‘Klokkeren fra Notre Dame’ spiller indtil d. 13. august på Gamle Scene i Det Kongelige Teater og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Lars Mølsted, Bjørg Gamst, Mads M. Nielsen, Christian Lund m.fl. Instruktør: Thomas Agerholm. Tekst og musik: Alan Menken og Stephen Schwarts. Produceret af Fredericia Teater.

Min første (grønne) kærlighed

Approved_Wicked_DefyingGravity_optomisedWicked NY

Tilbage i 2009 var jeg i London med min mor og søster, og som alle ved, så bugner Londons undergrund med musicalplakater. Når man står dér på de alen lange rulletrapper op ad og ned fra dybet, kan man ikke undgå at lægge mærke til mindst én plakat. Og jeg lagde især mere til én bestemt.

Det var en plakat for en forestilling, der åbenbart hed Wicked. Jeg var ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, men jeg bed mærke i navnet, den grønne farve og syntes, at plakaten var anderledes i forhold til så meget andet. Og så skete der ikke så meget andet på dén front, end at jeg undrede mig og vi gik ind og så The Lion King og Hairspray i stedet (ikke at de ikke var gode, naturligvis).

Det var først engang i 2012, at jeg rent faktisk satte mig ned og besluttede mig for, at finde ud af, hvad det hele gik ud på. Hvorfor hviskede den hvide heks til den grønne, smilende heks? Hvorfor var hun grøn? Og hvad var det egentlig der skete, før Dorothy kom ind i billedet (og hvem var Dorothy…)?
I starten satte jeg mig ned for at lytte til cd’en, for jeg havde gennem Glee fået kendskab til en del af sangene, men opgav hurtigt, fordi Defying Gravity lød så langt fra dét, jeg kendte fra serien.
Og så! Så skete det. En kold vinterdag cyklede jeg i skole og lyttede til musik på shuffle og den begyndte at spille musicalens åbningssang, No One Mourns the Wicked. Udover at holde øje med trafikken (selvfølgelig!), havde jeg ikke så meget andet at tage mig til, så jeg lyttede opmærksomt og besluttede mig for, at nu var det altså på tide, at jeg fandt ud af hvad hele det dér Wicked var – behøver jeg at sige, at jeg efter skole skyndte mig hjem og gennemhørte hele albummet? Det blev en ret god dag.

Musicalen er en slags forhistorie til alt, hvad der sker i The Wizard of Oz – det vil sige, at Wicked forklarer, hvorfor den grønne heks blev grøn, men også hvorfor hun blev ond og musicalen sætter i virkeligheden et stort spørgsmålstegn ved, om hun reelt er så “wicked”, som folk siger, hun er.

Sommeren 2012 var første gang, jeg så forestillingen. I mega dårlig kvalitet, for det var en optagelse én havde sneget sig til at lave helt tilbage fra dengang, hvor forestillingen lige var åbnet på Broadway i 2003. Til gengæld var det med det originale cast, og det var ret så godt!
Siden dengang tog det fart, og da jeg i 2013 sad i Apollo Victoria-teatret i London med min veninde og orkestret slog de første toner an – well, så begyndte tårerene at presse sig på og gåsehuden kom snigende.

For Wicked er og bliver nok én af mine største musicalforelskelser. Ikke nok med, at den er noget nær verdens flotteste forestilling, så er jeg vild med sangene, historien, budskabet og ikke mindst dét, at selvom jeg har lyttet og set den i utallige versioner nu – så bliver jeg bare aldrig træt af den. Og dét, synes jeg er smukt.

Siden 2013 har jeg været så heldig at opleve forestillingen igen i 2014, 2015 og så sent som januar dette år. Og jeg er sikker på, det ikke bliver sidste gang. For jeg er vist blevet changed for good – og det er helt ok med mig!

photo

Rebecca præsenterer: Alt det I garanteret ikke vidste, I havde brug for at vide

I morges da jeg vågnede slog det mig: I dag vil jeg snakke om musicals. Hvilket ikke rigtig er noget nyt. Til gengæld har jeg gjort mig det besvær, at finde et musical theatre tag, og nu har jeg brugt en god del af morgenen på at tyvstjæle og oversætte nogle af spørgsmålene.

Så without further ado, lad mig præsentere: The musical theatre tag – Alt det, I garanteret ikke vidste, I havde brug for at vide om mig og musicals, volume 1 (for så har jeg også til et senere indlæg. Det er jo ikke for ingenting, at min blog hedder fortsættelse følger, vel?).

***

Hvilke musical var din yndlings, da du var lille?
Gælder Disney-film? For Skønheden & Udyret og Askepot har altid været mine yndlings – og de er vel også musicals? Ikke?

Hvilken musical var den første du så?
Det er sjovt – jeg husker egentlig ikke, at jeg som lille var særlig meget i teatret med mine forældre (ingen ved, hvordan jeg egentlig kom på, at jeg skulle studere teater…), men vi så ret mange musicals/teaterforestillinger i folkeskolen i de mindre klasser; særligt én sad fast, som jeg ikke kan huske navn på eller historie til. Jeg var dog så forgabt, at jeg husker, jeg flere dage efter gik rundt og ville genopsætte den.

Har du nogensinde været med i en musical?
Tæller dengang jeg var med i koret til Spring Awakening, da vi opsatte det på mit gamle gymnasie? Jeg var ikke særlig god, og måtte ikke være med året efter. Men jeg husker det som sjovt, og den dag i dag kan jeg stadig en del af sangene på dansk. Good times!

Hvilken musical var den første, du så på Broadway?
Tro det eller ej – men jeg har aldrig set en musical på Broadway. Til min store fortrydelse, for åh – hvor ville jeg gerne. Til gengæld har jeg dog været i New York i sommeren 2009, hvor jeg gik forbi virkelig mange teatre og sådan håbede på, vi kunne nå det. Det kunne vi ikke, men så tog jeg et par billeder eller fyrre istedet.

Til gengæld var min første musical i Londons teaterdistrikt, West End, The Lion King. Hvis du er førstegangs-musicalseer og ikke er helt sikker på, at det syngende teater er noget for dig – så gå lige ind og se dén forestilling (hvis du altså kan få billetter). Det var så magisk og flot, at min mor, søster og jeg dagen efter måtte se endnu en musical. Og så så vi Hairspray. Siden dengang har jeg været i London (lidt for) mange gange for at se musicals. Rar by. ❤︎

Hvis du kunne være hvilken som helst kvindelige rolle i en musical – hvilken en skulle det så være?
Hæ. Nemt spørgsmål. Elphaba fra Wicked, selvfølgelig – mest bare så jeg kunne få lov til at opleve, hvordan jeg ville se ud som grønt menneske. (Og så er jeg også ret sikker på, at jeg næsten kan alle replikkerne udenad og kunne synge en mean Defying Gravity (med alle stemmerne)).

Kan I se det for jer? 

Yndlingsmusical-shower-song?
Af en eller anden grund tager jeg altid mig selv i at synge She Used to be Mine fra Waitress. I ved, sådan et øjeblik, hvor man ikke rigtig tænker på noget, men man bare begynder at synge… Håber folk sætter pris på det.

Hvilken musical du bare se?
En dag håber jeg, at jeg har rigtig mange penge, kan flyve til New York og opleve Waitress i virkeligheden. Det er sådan en fin, rørende og hjertevarm musical med musik af Sara Bareilles. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har lyttet til soundtracket, og den er helt sikkert blevet til én af mine favoritter – det kunne være så fantastisk at se den i virkeligheden!

Hvilken musical er den mest overvurderede musical?
Altså, jeg anerkender helt sikkert Oklahoma! for alt det, den har gjort for musicalgenren. Det var en de første integrerede musicals, hvor både musik, sang, dialog og dans alle var med til at fortælle historien (deraf integreret) og forestillingen markerer startskuddet på den nye era af (amerikanske) musicals. Men hold nu OP, hvor er den kedelig…

divider

Og så er der vist ikke andet at sige end – følg med næste gang, hvor jeg svarer på endnu flere spændende spørgsmål! Og nå ja, har I en yndlingsmusical?

Tredje gang er en tradition – Musicalakademiets Showcase 2017

IMG_5157

Indenfor en måned har jeg været to gange i Jylland for at se musicals. Først Jesus Christ Superstar i Aarhus og senest i går, hvor turen gik til Fredericia for at opleve musicalakademiets showcase 2017. Hvis du havde sagt til mig for 3 år siden, at jeg på dette tidspunkt ville rejse land og rige rundt efter musicals – så havde jeg nok grint en lille smule af dig, men inderst inde tænkt: Tjo, det lyder som noget, jeg godt kunne finde på.

Hvert år laver Musicalakademiet i Fredericia en showcase, der indeholder to forestillinger, som præsenterer de nye uddannede musicalperformere – og i år var ingen undtagelse. Det var tredje gang min veninde og jeg drog til Fredericia for at opleve det – og det er nok den hidtil bedste showcase jeg har set! Ikke nok med at alle var virkelig dygtige til at synge, danse og spille skuespil – så var det virkelig også nogle vilde musicals: Dogfight og Pippin. To forestilinger som fik mit musicalhjerte til at banke ekstra hurtigt, da det blev offentliggjort, at det var dem, de skulle spille.

Dogfight opdagede jeg en sen nat tilbage i 2014. Lige siden har den været fast inventar på min musicalspilleliste, for ikke nok med at historien om marinesoldaten Eddie og servictricen Rose er så fin og gribende, så er musikken af Pasek & Paul fangede, smuk og rammer lige dér, hvor den skal. Og i går var ingen undtagelse – det var en stor oplevelse at sidde dér og opleve musicalens sange og karakterer komme til live på scenen.
En ligeså stor oplevelse var Pippin, der omhandler prinsen Pippin, der bare gerne vil finde livets mening. Musikken er af verdens bedste Stephen Schwartz (som også har skrevet musikken til verdens bedste Wicked) og et udpluk af sangene, har været en del af mine sommerferiesoundtracks. Til gengæld har jeg aldrig kendt historien. Men så kom i går! Og pludselig gav alt mening og da sidste nummer var sunget, sad jeg tilbage og tænkte: Hvor er jeg glad for, at jeg fik lov til at opleve Pippin for første gang lige netop her.

Det er tredje gang, jeg oplever en showcase, men det er helt sikkert ikke sidste gang (er det ikke noget med, at når man har gjort noget tre gange, så er det en tradition?)!

IMG_5159

Stort tillykke til alle nyuddannede – og tak!

En musical der blev taget seriøst

Den 8. juni 2017 spillede Jesus Christ Superstar for sidste gang på Aarhus Teater. Den 24. maj var jeg så heldig at opleve forestillingen. Egentlig var det meningen, at jeg ville have skrevet en anmeldelse, men pludselig var jeg midt i en eksamen, min hjerne var krøllet og tiden løb fra mig.
Alligevel har forestillingen ikke sluppet mine tanker. Ikke kun fordi, at den var katalysator for en virkelig hyggelig tur til og dag i Aarhus med min veninde, men også fordi, den bare ramte plet.

Når jeg ser musicals i Danmark, føler jeg tit, at udgangspunktet for dem er, at de skal passe ned i en særlig kasse med genretræk for musicals: Store dansenumre, overdådige kostumer, helst lidt glitter og noget, der ikke tager sig selv alt for højtideligt. Man skal helst anlægge en lidt ironisk distance til det hele, for man ved godt, at musicals jo bare er let ‘underholdning’ (selvom vi jo alle sammen godt ved, at det ikke er dét! Hmprft!).

Men ikke Jesus Christ Superstar. Jo, historien om Jesus, der bliver forrådt af Judas, og hans sidste dage inden korsfæstelsen er selvfølgelig en dyster historie – men man kunne være bange for, at forestillingen, historien til trods, ville falde i musicalfælden, nu hvor det er en syngende forestilling (og af de storslåede musicals mester, Andrew Lloyd Webber). Gøre det hele lidt mere rosenrødt, glitterende og glorificeret. Tvært i mod. Scenografien afspejlede i sine mørke nuancer, den dystre stemning, der hang over historien. Skuespillerne gav alt, hvad de kunne – så man helt øverst oppe, hvor jeg sad, fik kuldegysninger og ondt i hjertet. Musikken var rocket, men med sjæl. Det var stort, men ikke påklistret stort.

Det var en musical, der tog sig selv seriøst.

Og for det vil jeg bare gerne sige tak! Tak for en musical, hvor musik, scenografi og historie gik op i en højere enhed. Tak for oplevelsen!

at_jcs_foto-rumle-skafte16at_jcs_foto-rumle-skafte25at_jcs_foto-rumle-skafte23

Natasha, Pierre and The Great Comet of 1812 – og Tony Awards 2017

MUSICAL MANDAG! Jeg har jo helt glemt det (eller også havde jeg travlt) – undskyld! Så I fortjener et indlæg, og det får I her. Det er godt nok ikke mandag, men musicals kan jeg altid snakke om, så måske det egentlig er meget fint.

Sidste år, da jeg sad og så Tony Awards, sad jeg og ærgede mig virkelig meget over, at jeg ikke havde sat mig bedre ind i de forestillinger, der var blevet nomineret og kunne være potentielle vindere. Så I år er jeg gået all in – jeg har fulgt denne sæson på Broadway tæt, lyttet til nye musicals og generelt bare opdaget så meget godt; for er der noget, der karakteriserer dette års musicalsæson på Broadway, så er det altså kvalitet. Hold nu op!

Musicalen der har fået allerflest nomineringer i år er Natasha, Pierre and The Great Comet of 1812, som er baseret på en del af Tolstojs Krig og Fred, med hele 12 nomineringer. Det er en kærlighedhistorie og handlingen bliver beskrevet som følgende: “Natasha is young, Anatole is hot, and Andrey isn’t here… But what about Pierre?” Musicalen minder mest af alt om en rock-opera og indeholder ikke rigtig dine go-to musicalsange, men de er gode og og allerede dér skiller den sig ud (lyt blandt andet til ‘Letters‘, der handler om, hvordan alle russere i det 19. århundrede sendte breve til hinanden, eller lyt til den følsomme ‘Dust and Ashes‘, som jeg elsker heltvildtovermeget).

Men det er nok helt sikkert ikke kun derfor, den er blevet nomineret; for hvad der er specielt ved musicalen er, at den har en lidt anderledes scenenografi. Skuespillerne spiller blandt publikum, som de interagerer med og på den måde blive de også en del af handlingen. Og det er vel egentlig ret nyskabende på Broadway, hvor jeg har på fornemmelsen, at der ikke er plads til meget eksperimentering, men hvor man blot spiller på en helt klassisk scene. Det eneste jeg sidder og tænker er dog bare, om jeg egentlig synes det er så nyskabende igen – jeg mener, når man går i teatret i Danmark i dag, så kan man næsten ikke undgå, at publikum bliver en del af forestillingen. Det er næsten et must. Men hvem ved – måske det er en hel fantastisk oplevelse at sidde dér og blive sunget til i et teatret, der mest af alt ligner en gammel, russisk natklub? Af en eller anden grund, kunne jeg godt forestille mig det…

Natasha, Pierre and The Great Comet of 1812

Men det ærger mig, at der i år er mange gentagelser i nomineringerne; det er stor set den samme håndfuld af musicals, der er nomineret i de forskellige kategorier. Det er ærgerligt, når der har været (og er!) så mange fine forestillinger og skuespillere denne sæson på Broadways skrå brædder! Det er godt nok en kun en strøtanke, men jeg tænker, at det i princippet ikke er dét at vinde, der er det afgørende for en forestilling; det nomineringen og dét skulderklap, som det er et symbol for. Det er en blåstempling af dét arbejde, der er blevet langt bag og er et signal udadtil om, at det er en musical, der er værd at se – også selvom den er ny og ikke én af de klassikere, der konstant bliver genopsat. Det er dét, der kan være med til at afgøre om en forestilling får lov til at leve videre, eller om den skal dreje nøglen om. I dag har fx musicalen Amélie (ja, baseret på dén film) annonceret, at de spiller sidste forestilling i slutningen af maj – efter kun 56 forestillinger, fordi de ikke har fået nogle nomineringer… Vi kan selvfølgelig godt snakke om, om det er fordi forestillingerne reelt er dårlige, men det jeg egentlig bare vil frem til er bare, at jeg synes det er ærligt, at forskelligheden, al den kreativitet og modet til at gå all in på Broadway i år ikke bliver hædret på en eller anden måde.

Indtil videre er Dear Evan Hansen vist en storfavorit, og så er musicalen Come From Away vist også godt på vej deropad. Uanset hvad bliver det spændende at se, hvem der vinder hvilke kategorier – nu hvor Hamilton i hvert fald IKKE kan dominere i år (… det var lidt overkill. I’m sorry, but it’s true).

Én ting er sikkert – jeg sidder spændt klar den 12. juni!