Skønheden & Udyret

beauty-and-the-beast-hi-res-stills

Selvom jeg sidste weekend havde travlt med at bage kager og gøre klar til fødselsdag, betød det dog ikke, at jeg ikke havde tid nok til at cykle spontant i biografen og se Skønheden & Udyret. Midt i forberedelser og mørdej lørdag aften besluttede min veninde og jeg at drøne til Palads og se, om filmen virkelig var så god, som alle sagde og se filmen – og som jeg har ventet på i tusinde år (føles det i hvert fald som…).

Skønheden & Udyret har nok egentlig altid været en af mine ultimative yndlings-Disneyfilm. Jeg så den alt for meget, da jeg var lille (hvis man overhovedet kan dét?) og bare ved lyden af titel-melodien, bliver jeg sådan helt-ind-i-knoglerne nostalgisk. Der er et eller andet magisk over filmen, der bare gør den et tak bedre end alle andre (skarpt efterfulgt af Askepot!). Udover Skønheden & Udyret var Emma Watson også en stor ting i min verden da jeg var lille og nyudklækket-kæmpe Harry Potter-fan. Jeg husker, jeg klippede billeder ud af hende fra alle mulige blade (for hun var så sej!) og sendte vist også et fan-brev eller to. Oversat fra dansk til engelsk af min søde, tålmodige mor. Så kort fortalt: Det var lidt af en drømmekombination, da castet i tidernes morgen blev offentliggjort med selvsamme Emma Watson i rollen som Disneyprinsessen over dem alle, Belle.

Og i lørdags så jeg så filmen. Og jeg syntes faktisk, at den var rigtig god – det er en god, ny fortolkning af det gamle eventyr – med rigtige mange fine detaljer, som gav mening i forhold til historien. Jeg sad endda og fik en lille tårer i øjet op til flere gange, for hvis der var noget, jeg satte pris på, så var det, hvor menneskelig historien pludselig var blevet.
Jo, vi kan godt snakke om, at udyret ikke var særlig udyr-agtigt (måske en pointe, der gik over mit hovedet?) og det hele måske var en smule animeret. Vi kan også godt snakke lidt om, at øjeblikke fra tegnefilmen overført til live-action bliver en anelse for clichéfyldte, når det er rigtige mennesker, der skal føre ordet og agere; for det gør de. Øjeblikke, som er mine yndlings i filmen (sne-scenen fx) bliver en smule forceret. Heldigvis glemmer man det næste øjeblik, når udyret og Belle pludselig snakker om bøger – og man begynder at forstå, hvorfor det egentlig er, hun vil være sammen med ham. Hvorfor det ender med at blive Skønheden & Udyret – og ikke alle mulige andre.

MEN! Uanset hvor god den var – og hvor nostalgisk og magisk det var at se det hele blive vakt til live med et nyt tag på materialet – så synes jeg nu stadig, der er noget helt særligt over tegnefilmen… men sådan vil det vel altid være, tænker jeg, når det er dén, man er vokset op med. Måske denne nye udgave bliver en ny generations udgave af eventyret? Potentialet og muligheden er der!