Siden sidst har jeg …

siden sidst.png

… været i teatret og se forestillingen Monster. Det var mit teaterårs anden forestilling, og det var så godt. Skuespil og musik gik op i en højere enhed, som historien om USAs første kvindelige seriemorder udfoldede sig med blandt andet dygtige Lise Baastrup i hovedrollen. Jeg ville virkelig gerne anbefale jer alle at se den, men det var desværre allersidste forestilling, suk!

… meldt mig ind i FitnessWorld. Igen. Jeg meldte mig egentlig ud sidste forår og var glad for min beslutning, men så var der et januartilbud (ja, jeg er sådan et menneske) og en del yogahold i mit stamcenter – og det kan jeg ret godt lide. Så nu arbejder jeg med at fortælle mig selv, at det er ok, at jeg kun bruger mit medlemskab til dét – og det altså ikke er ensbetydende med, at jeg skal ned og løbe eller løfte tunge ting. For det gider jeg ikke.

… været et smut i biografen og se The Greatest Showman – som nok mest af alt efterlod mig en smule forvirret og skuffet. Jo, jo – musikken er fin! Men, hvad handlede filmen egentlig om? Hvad var konflikten? (Og hvorfor er det bare som om, at Hugh Jackman ikke kan synge på film, når han ellers er så fin på en scene?) Det hele virkede ærligtalt bare lidt for usammenhængende, cheesy og som en undskyldning for at synge nogle sange (som også virkede ret så malplaceret!?).

… færdiglæst årets første bog. Det blev The Blazing World af Siri Hustved, der fik æren. En meget anderledes, men virkelig god bog, der handler om kunst, køn og folks opfattelse af hinanden og verden! Og nu er jeg så gået igang med årets anden bog, der er Swing Time af Zadie Smith. Jeg læste et par kapitler i efteråret, men måtte indse, jeg ikke kunne nå at læse den færdig, inden biblioteksafleveringsdatoen – så nu har jeg købt den, og har alt den tid, jeg har brug for. Det er rart! Og så er den til og med også virkelig god! Hurra!

… endelig set Mockingjay – part 2. Det gik op for mig her til aften, da jeg rastløst scrollede gennem Netflix, at jeg faktisk aldrig nåede at se den sidste del af Hunger Games-serien i biografen. Jeg aner ikke hvorfor, for jeg så trolig alle de andre på premieredatoen, but no. Men nu har jeg set den, og holdnuop hvor havde jeg bare glemt, hvor trist en slutning historien faktisk har. Men det er også ret befriende egentlig; at det hele ikke automatisk bliver godt igen, men at krig også har en konsekvens – selv for en heltinden.

Og ellers holder jeg bare ferie. Det er rart.

Reklamer

Læseåret der gik

Jeg må vist bare indrømme, at jeg ikke er den store læser mere. Jeg elsker at læse, men jeg gør det alt for sjældent – også selvom 2017 blev året, hvor jeg fik en lænestolt og havde store planer om, at dét var stedet, der skulle få min læselyst tilbage.

Med dét in mente, synes jeg faktisk, det er ret flot præsteret, at jeg har fået læst 8 bøger i 2017. Det lyder ikke af mange – og det er det nok heller ikke. Til gengæld har de alle stort set været rigtig gode – og hvis I spørger mig, så synes jeg altså, at dét kan kategoriseres som en succes. Så her får I en lille re-cap af læseåret, der gik!

Jeg startede året ud med Us af David Nicholls. Det var en sød, fin og sjov bog. Nicholls skriver på sådan en god, lidt quirky måde, som jeg ret godt kan lide og som er god til at kickstarte ens læselyst.

Bagefter læste jeg Pigerne af Emma Cline. Den stod så fint dér på hylden på biblioteket, da jeg en dag havde forvildet mig derhen. Og så tog jeg den med hjem og læste den. Det var en anderledes og barsk læseoplevelse, men jeg kunne rigtig godt lide den.

Og så gik der lidt tid, inden jeg hev fat i og blev færdig med Det jeg elskede af Siri Hustvedt. Jeg har længe gerne ville læse noget af Hustvedt, og selvom det tog mig et par måneder at færdiggøre denne, er jeg slet ikke i tvivl om, at det har været én af mine yndlingsbøger i 2017. Den er skrevet så smukt og genialt, og jeg var vild med kombinationen af det intellektuelle og det emotionelle!

Dernæst stod det på en god, gammel kending i form af en genlæsning af Vampire Academy af Richelle Mead. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fik tanken; men det var en god beslutning og et rart gensyn med et univers, der bare holder! Mit mål var at genlæse hele serien over sommeren, men det skete ikke rigtig… Måske en anden god gang?

Leave Me af Gayle Forman læste jeg en sommerferienat, hvor jeg ikke kunne sove og kom i tanke om, at jeg ejede en Kindle (hvilket jeg stadig gør – jeg er bare blevet så dårlig til at bruge den. Andre med samme problem?). Jeg elsker Formans bøger, og Leave Me er ingen undtagelse – det var sådan en god historie, som jeg ikke kunne slippe før jeg havde vendt sidste side og lige hvad jeg havde brug for at læse!

I sommers var jeg på ferie på Kreta og havde taget Half of a Yellow Sun af Chimamanda Ngozi Adiche med som sommerferielæsning. Half of a Yellow Sun handler om borgerkrigen i Nigeria, så det er ikke som sådan let læsning ved poolen – men hold nu OP, hvor var den god, og hvor kom jeg bare til at holde af alt og alle i bogen. Adiche skriver virkelig fængende!

The Marriage Plot af Jeffrey Eugenides var den bog, jeg gik igang med efter Half of a Yellow Sun. En svær efterfølger til en enorm god bog, og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes den var fin – men ikke mere end dét. Jeg læste hans Middlesex sidste år, som nok var 2016 bedste læseoplevlese; The Marriage Plot føltes lidt flad i forhold til, hvad jeg havde forventet.

Årets sidste bog blev Turtles all the Way Down af John Green. Jeg har ventet i 4 år på den her bog, og den skuffede absolut ikke! John Green skriver fantastisk, historien er så fin og vigtigt – og jeg tænker, at jeg 2018 helt klart skal byde på en genlæsning.

Og så nåede vi til enden på mit læseår. Jeg håber, jeg får flere ligeså gode læseoplevelser i 2018! Hvad er det bedste I har læst i år?

TURTLES ALL THE WAY DOWN af John Green

Der er et eller andet helt specielt ved at bruge en hel dag på at læse. Bare fordi man ikke kan lade være – og med den eneste, simple grund at bogen er for god til at slippe. Sådan en dag havde jeg i selskab med John Greens nyeste bog, Turtles All the Way Down. Der er gået seks år siden Green udgav sin sidste bog, The Fault in Our Stars – dengang var jeg teenager og stor John Green-fan, der fulgte begejstret med i alt, hvad han lavede og følte, at han om nogen kunne sætte ord på, hvordan det var at være ung. Kort sagt: Jeg var et andet sted i mit liv. Det var derfor med forbehold, at jeg vendte første side i den nyeste bog i Green-familien.

Turtles All the Way Down møder vi 16-årige Aza, der kæmper med ar være den perfekte datter, veninde og studerende. Alt imens hun kæmper med sit eget hovede, der er fuld af tanker, der bliver ved med at trække hende længere og længere ned i en spiral af tanker, der aldrig løsnes, men kun strammes. Og nå ja, så er Aza og hendes veninde Daisy også igang med at skaffe oplysninger om en forsvunden millionær til politiet gennem et venskab med hans søn, så de kan få fat i den udloddede dusør… Intet under at det hele synes svært og meget for Aza.

Efter endt læsning af bogen kan jeg konkludere, at 1.) John Green stadig skriver fangende og helt fantastisk og 2.) jeg bliver aldrig for gammel til hans bøger.

Selvom Turtles All the Way Down er en ungdomsroman, er det samtidig også en roman, der med sin historie og tematik indeholder noget universielt. Den handler kort sagt om at være menneske. John Greens unge er aldrig rigtig helt unge; de er altid dét klogere, dét mere filosoferende end alle andre. De er gamle sjæle i unge kroppe, der på fineste (og klareste!) vis kan sætte ord på de svære og store følelser i livet (noget man kunne lære noget af) som når fx Aza beskriver forholdet til millinonærsønnen Davis: Anybody can look at you. It’s quite rare to find someone who sees the same world you see.

Turtles All the Way Downs største styrke, og det jeg holdt allermest af ved bogen, var måden hvorpå, John Green tager et så vigtigt emne som psykiske lidelser op. Aza har OCD, og det er her tankespiralerne kommer ind i billedet. Hun er bange for bakterier, og når hun først er igang – så kan hun ikke slippe tankerne. Og det kan vi som læsere hellere ikke. Vi er inde i Azas hovede; pludselig var jeg – uden at have opdaget det – også fanget i Azas tankespiral. Det er på én og samme tid beskrevet så naturligt og hjerteskærende, men uden at glorificere eller dramatisere det. Det optræder som en naturlig – men hæmmende – ting. Det er blot en del af dét at være Aza, som læseren får lov til at opleve.

Og så vil jeg ikke skrive mere, for jeg synes selv I skal have lov til at opleve bogen; blive opslugt og pludselig opdage, at en hel dag er gået. Komme under huden på karaktererne, løse mysteriet med Aza og Daisy, fælde en tårer eller to og håbe på det bedste. Turtles All the Way Down er både humoristisk, rørende og vigtig. Og ligeså vidunderlig og befriende rigtig, som en bog af John Green er.

Turtles All the Way Down af John Green. Udgivet på engelsk af Dutton (2017). 286 sider.

Om reading challenges, realistiske mål og gode bøger

I kender nok den dér reading challenge, man hvert år ved årsskifte kan indstille på Goodreads… ikke? Ja, altså. Det er en meget god motivation for at få læst lidt mere, men den får mig også altid til at indse, hvor langsomt og stillestående mit reading-game er. Jeg kan huske, at jeg engang havde et mål om at læse 100 bøger om året. Det skete ikke, men jeg var tæt på. Året efter nedjusterede jeg det til “kun” 50 bøger – og jeg husker, at jeg i et par år kom op omkring dét antal. Indtil livet blev travlt, og jeg blev enig med mig selv om, at 25 bøger på et år var et lidt mere realistisk mål.

Indtil det igen blev nedjusteret – og jeg stadig er ved dét antal: 12 bøger om året. Én for hver måned… det er da lidt nemmere at klare, ikke? Målet giver en god struktur, og en måned varer jo laaaang tid. Nope. Jeg sidder her, i juli måned og burde have læst 6 allerede. Jeg er kun lige kommet op på 5 bøger, og tror ærligt ikke, at jeg når de 12 bøger. 7 bøger mere virker som så mange… Men måske det er også er fordi, jeg er begyndt at føle, der er blevet langt mellem de gode, der fastholder min interesse og giver mig lyst til at bruge min aften med en bog, istedet for foran min skærm og åndssvage youtube-videoer af folk, der laver mad eller tester underlige ting.

Én af de bøger, der senest fik mig til at droppe skærmen var dog Leave Me af Gayle Forman, som siden for altid (eller bare 2011, hvor jeg læste If I Stay og blev helt solgt) har været én af mine yndlingsforfattere. Hun er sådan én, hvis bøger jeg venter med spænding på udkommer, for de skuffer aldrig – uanset genre og indhold. Hun kan noget med sproget og sine karakterer og jeg er stor fan!

kindle leave me

I Leave Me møder vi Maribeth, der midt i sit hektiske business-woman i New York, kone og mor til to-liv får et hjertestop og bliver nødt til at reevaluere sit liv – selvom det måske betyder, at hun bliver nødt til at flygte fra alt dét, hun har lagt så mange kræfter og så meget tid i. Og selvom emnet er til den tungere side, så er bogen også så fin og livsbekræftende, at den ene side tager den anden – og inden jeg vidste af det, var klokken halv fire om natten og jeg havde færdiggjort årets femte bog.
Desuden er jeg ret sikker på, at den ville egne sig ret perfekt som feriebog, hvis man nu var én af de dér personer, der endnu ikke har været ude og rejse, men snart skal, og agter at ligge ved en strand (… mig lige om lidt – men må finde en anden bog. Nogle forslag?).

Så konklusionen? Jeg er ikke sikker på, jeg når de 12 bøger… men hvis en bog er god og fanger, så læser jeg den.

Hvorfor eje én, når man kan eje tre?

… Ovenstående er et spørgsmål jeg sådan cirka stiller mig selv, hver gang jeg er ved at købe endnu et eksemplar af Jane Eyre af Charlotte Brontë. Jeg har aldrig læst bogen, men filmatiseringen fra 2011 er én af mine yndlingsfilm, og en dag vil jeg altså gerne læse bogen.

Og så er det jo godt, at jeg allerede i min samling af Jane Eyre-bøger har hele tre styks. Nej, ikke én bog – tre. Og hvorfor det, når jeg ikke har læst den endnu? Jeg ved det faktisk ikke. Noget i mig siger, det er fordi jeg venter på den helt rigtige udgave af bogen, før jeg kommer igennem den (men finder man nogensinde den helt rigtige?) – en anden del af mig kan bare rigtig godt lide at eje pæne bøger… Og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg faktisk, jeg er indehaver af en ret pæn samling.

Så skal jeg bare lige tage mig sammen til at vende første side og gå igang, ikke?

IMG_1878 2IMG_1854

Sommergenlæsning når det er bedst

Skærmbillede 2017-07-18 kl. 00.42.01
Sidste år var det Twilight, jeg brugte min sommer på at genlæse; i år er det Vampire Academy. Det er en serie, jeg har brugt mange timer og nætter på at læse – men for virkelig mange år siden.

Jeg husker, hvordan jeg i 2010 gik og ventede spændt på syvende og sidste bog i serien, Last Sacrifice, og løb op til posthuset hele to gange for at tjekke, om de havde modtaget mit bestilte eksemplar uden at komme forbi min postkasse med en seddel. Jeg var vist lidt desperat… men med god grund. For det er en virkelig god serie, og her – syv år efter – som jeg genlæser de scener, jeg engang næsten kunne udenad, bliver jeg stadig helt forgabt og forelsket i den verden, som Richelle Mead har skabt; jeg vender stadig spændt den næste side, ivrig efter at finde ud af, hvad der nu sker, for jeg har glemt ret meget, og det er lidt fantastisk at få lov til at opleve det hele igen. Perfekt gensyn og genlæsning!

Indtil videre er jeg kun to bøger inde i serien, men med regnvejrsprognoser, ferietid og en tur til et sted, hvor der er varmt og solrigt, så tænker jeg, der er god chance for, jeg får læst en masse den her ferie. Især nu hvor jeg har tiden til det – årh, det er rart! Gid man altid kunne have ferie… (og altid læse gode bøger!)

US af David Nicholls

David Nicholls er en forfatter, der har fulgt mig i lang tid; sådan en forfatter, som jeg altid vender tilbage til; sådan en hvis bøger man altid køber uden egentlig at kigge på bagsiden, fordi man ved, at det vil være en god bog! Og det var også sådan, jeg valgte at købe Us, da jeg stod i en boghandel i London tidligere på året og skulle finde en bog – pludselig stod den dér og så tænkte jeg, why not? Det plejer jo at være godt.

Us handler om Douglas og hans familie. Hans kone Connie nævner op til deres store familietur rundt i Europa, at hun vil gå fra ham. Pludselig ser verden anderledes ud, men Douglas er fast besluttet på, at Europaturen, the grand tour, skal være så perfekt at Connie glemmer alt om hendes tanker og teenagesønnen Albie endelige begynder at synes, at han er ok af en far at være. Spørgsmålet er bare, om the grand tour virkelig kan redde familien, der måske – måske ikke – er ved at gå i opløsning?

Us er en roman, der har fokus på de dynamikker, der findes i en familie, men det er også fortællingen om, hvordan mennesker mødes, finder sammen og bliver til os – for historien er fortalt, så man både får hele Douglas og Connies forhistorie med, som historien skrider frem. Det er et smart træk, for tilbageblikket ind i livet før ægteskab og børn gør, at man langsomt får mere og mere sympati med karaktererne. Douglas og Connie, der i starten virker en anelse karikerede, bliver langsomt opblødt, så man til sidst sidder og har helt ondt i maven over, at man skal sige farvel til dem. Man forstår dem – for det er dét, der er sat tid af til i Nicholls roman, der trods alt breder sig over hele 400 sider! For det er dét Nicholls kan; skabe et troværdigt persongalleri, der langsomt kommer under huden på en.

Det er ikke spændingen der er i højsædet i Us, men det er den gode, bittersøde historie og de virkelige karakterer, der gør, at jeg stadig tænker tilbage på romanen. Us er skrevet i en let, humoristisk tone, men den taber dog aldrig dybde – og på den måde er det den perfekte bog, hvis man vil hvile hovedet efter en lang dag, men stadig vil have en god historie.

Us af David Nicholls. Udgivet på engelsk af Hodder & Stoughton (2014). 400 sider.

PIGERNE af Emma Cline

Skærmbillede 2017-04-10 kl. 00.31.32

Hele sidste efterår snakkede alle stort set ikke om andet end Pigerne af Emma Cline, føler jeg. Af denne grund tog jeg også et skridt baglæns da jeg så bogens karakteristiske cover på reolen, mens jeg var på vej ud ad biblioteksdøren – og så havde jeg lånt den!

Romanen bygger løst på historien om Charles Manson, hans kvinder og mord, der blev begået i Californien tilbage i 1960’erne. Men mest af alt er det en bog om at være pige – om at finde sig selv og sit sted i livet – der er omdrejningspunktet for romanen.
Pigerne handler om Evie. Hun er 14 år, har en lang sommerferie, en familie der ikke er helt som den skal være og bliver draget af nogle piger, særligt pigen Suzanna, som hun en dag ser i byen. Snart er hun en del af deres liv – på godt og ondt.

I og for sig er historien ret simpel og psykologisk funderet, hvilket også er en af de rigtig fine ting ved romanen; det er karaktererne, der kommer i centrum. Dette understreges ved Emma Clines fine sprog, som hun virkelig formår at bruge til at skrive utallige facetter og nuancer frem i persongalleriet. Samtidig er Pigerne også et godt eksempel på, hvordan et sprog, der kan være så fint og beskrivende, samtidig også virkelig kan være ubehageligt udtryksfuldt. Op til flere gange sad jeg og følte mig helt nedtrykt af den deprimerende, lurvede, rå og barske stemning, der hænger over siderne jo længere man kommer ind i romanen. Man kan næsten smage det fordærvede mad, mærke det slidte tøj på kroppen og føle rod, der hersker i Evies indre. Alt sammen ved hjælp af Emma Clines fine beherskelse af sproget.
Men uanset hvor stort fokus på Evie og hendes indre er der trods alt et plot, der i sit udgangspunkt er ét stort mysterie. Man får at vide, at Evie har været indblandet i en stor mordsag – men hvor meget hun har været til og hvorfor er det store spørgsmål, man som læser stiller sig selv. Langsomt bliver hele historien bygget op omkring dette, til Pigerne når sit endelige klimaks – og spændingen (måske) bliver forløst.

Jeg må indrømme, at jeg syntes slutningen var en smule flad og jeg savnede dén dybde, som var at finde andre steder i romanen, men når det er sagt, så syntes jeg i det store og hele, at Pigerne er en bog, der er værd at læse. Er man til det beskrivende, psykologiske og anderledes, så er Pigerne en virkelig god bog, der både er spændende, udfordrende, anderledes og giver stof til eftertanke.

Pigerne af Emma Cline. Originaltitel: The Girls (2016). Udgivet på dansk af Lindhardt & Ringhof (2016). 272 sider.

 

Bedste læseoplevelser i 2016

Engang var jeg sådan et menneske, der satte mig for at læse 50 bøger om året. Det var et overkommeligt mål, der sagtens kunne nås! Faktisk nåede jeg på et tidspunkt op på hele 88 bøger, og var ret ked af det over, at jeg aldrig rundede de 100 bøger, nu hvor jeg var så tæt på! 20 bøger… de var jo hurtigt læst!
Nu er jeg sådan et menneske, der ikke går i folkeskolen mere, ikke gider bruge tid på dårlige bøger… og måske jeg også er blevet sådan et menneske, der faktisk har en lille smule travlt i hverdagen, og ikke mere har tid til at sidde en hel dag og læse, som mit yngre jeg yndede at gøre flere dage i træk. Faktisk er jeg blevet sådan et menneske, der har ret svært ved bare at læse én bog om måneden. Af den grund satte jeg sidste år et mål om, at jeg bare skulle læse 12 bøger om året. Én hver måned. Et nogenlunde overskueligt mål. Eller måske ikke – det viste sig at være svære end forventet.

Heldigvis (?) tog jeg tilvalg på litteraturvidenskab sidste semester (… men det skal jeg ikke igen) og blev tvunget til at læse en masse; fint for mit læsemål, stressende for mig. Jeg fik dog nogle rigtig fine læseoplevelser med, selvom en del af bøgerne var svære og jeg faktisk ikke rigtig bryder mig om at blive tvunget til at læse. Én af disse var Mrs. Dalloway af Virginia Woolf.
Lige siden jeg havde en lille smule om hende i engelsk i gymnasiet (hold nu op, det føles som lang tid siden!), har jeg villet læse noget af hende. Én gang var jeg vist også gået igang, men kom aldrig længere end de første par sider. Men – nu var det altså en del af pensum at læse en roman af hende, så det gjorde jeg og satte et par uger af. Jo, jeg brugte lang tid på den, men hvor var jeg glad for, jeg tog tiden til det. Den var virkelig-virkelig god og sådan en roman, der sidder i en længe efter, man har færdiglæst den. Vi kan godt blive enig om, at sproget er kringlet – men omvendt er der også noget meditativt over at læse den. Man kommer virkelig ind i sin egen lille bobbel, og faktisk er det nok én af de bedste læse oplevelser, jeg har haft i 2016 (hvis man altså ikke tæller min genlæsning af Twilight sagaen med – once a fan, always a fan!).

fullsizerender-1

En anden bog, jeg også brugte rigtig lang tid på, men som jeg stadig går og tænker på efter endt læsning tilbage i foråret 2016, er bogen Middlesex af Jeffrey Eugenides. Jeg brugte hele efteråret af 2015 og en god bid af 2016 på at læse den færdig. Jo, der er mange sider – det er nok også derfor, men det var nok ligeså meget også fordi, jeg ikke ville sige farvel til dens karakterer og univers.
Middlesex er en slags familiekrønike og strækker sig helt fra familiens forfædre i Grækenland til livet i Detroit, USA. Den tager udgangspunkt i karakteren Calliope Stephanides og gennem familiens kringlede, og spøjse, slægthistorie får læseren præsenteret hvordan hun bliver til manden Cal. Det er en roman, der tager en vidt omkring og er fortalt på en måde, så man ikke kan slippe den igen! Gid jeg kunne læse den for første gang én gang til…

fullsizerender

To måske egentlig vidt forskellige bedste læseoplevelser i 2016. Både i forhold til handling og genre, men egentlig også i forhold til, hvad jeg plejer at læse (… alle de ungdomsbøger). Men måske det er meget godt – I ved, at udvide sin horisont og læse noget, man ikke plejer at sætte sig ned med. Man kan i hvert fald ikke andet end at blive positivt overrasket, og sådan noget er rart!