Tid, liv & mer’ podcast

Skærmbillede 2018-05-01 kl. 21.32.02

Halløj! Lever I? Jeg gør. Næsten. Det er som om, at livet lige pludselig gik lidt hurtigt; jeg har haft en masse deadlines, skriverier og ting der skulle ordnes. Men det er jo det fine ved den her blog, jeg er her jo bare – for en fortsættelse følger altid… Eller noget. Nogle gange tænker jeg, om jeg er den eneste, der synes navnet er ligeså fedt, som jeg gør (undskyld til alle jer, der både skal skrive ae og oe i adresselinjen, når I vil finde mig) – jeg kan godt lide friheden, selvom jeg også savner at skrive… nogle gange tager alt det, der sker rundt om mig bare lige lidt tiden og pusten fra mig.

Nå, men jeg ville egentlig bare lige hoppe forbi og fortælle jer alle sammen, at jeg stadig ånder, lever og cykler til uni (vigtig detalje, selvom regnen muligvis tog lidt af gejsten fra mig i dag – men prøv lige at overvej, at jeg faktisk har gjort det i et helt år nu. Wow!). Og så er dette indlæg muligvis også for at fortælle, at hvis I nu synes, jeg er lidt stille herinde – så er det altså også fordi, jeg har travlt med at snakke med min veninde Sissel om bøger i vores podcast, Den Rette Hylde. Sidst jeg skrev var vi lige gået igang – nu er vi oppe på hele 8 afsnit, og igen: Jeg forstår ikke, hvor tiden er blevet af!? Men det er stadig sjovt, hyggeligt og lærerigt! Og så har jeg muligvis fået læst en bog eller to, siden vi startede podcasten… hvem skulle nogensinde have troet dét!?

Sidst snakkede vi om alle vores yndlingsforfattere, og dem dér, hvor vi er vilde med én bog af dem, men ikke helt ved, om vi har lyst til at læse andre bøger af dem (Hint: J.K. Rowling … burde jeg dét?). Men vi har også snakket om filmatiseringer (at dele én bog i to film er bare aldrig en god idé), støvede klassikere (og mine mange udgaver af Jane Eyre), læsevaner (de er måske blevet forbedret!), barndomsfavoritter (der var mange!), og så har vi stillet vigtige spørgsmål og udfordret hinanden i vores læsegame; nogle udfordringer mere givende end andre. Og så siger jeg ikke mere…

Er der nogle af jer, der lytter med? Ellers har jeg lavet en meget smuk afspilningsliste, der har samlet det hele (og man kan finde os på iTunes lige her)- bare fordi. Jeg håber, vi lyttes ❤️

Reklamer

Den Rette Hylde – en podcast om (ikke) at læse bøger

Skærmbillede 2018-02-24 kl. 14.06.34

En god idé kommer sjældent alene. Eller – min veninde Sissel og jeg har længe gerne ville lave en podcast, men har aldrig haft ideen. I ved, den idé der giver mening udenfor vores hoveder…

Sidste mandag brainstormede vi igen, skrev alt ned vi kunne komme i tanke om. Og som et lyn fra en klar himmel slog det os: Vi ville gerne snakke om bøger! Men giver det overhovedet mening, når vi aldrig får læst nogle?

Dét er et godt spørgsmål – og nu altså også hele præmissen for vores podcast, vi har valgt at døbe Den Rette Hylde!

Kort sagt er det en podcast om at få læselysten tilbage i en verden, hvor det kan være svært at finde sin rette hylde mellem ambitiøs ønskelæsning og travl hverdag. Og så er det altså også en god undskyldning for at snakke om de dérsens bøger, vi aldrig får læst.

Hver uge vil vi give en update på vores læsning, udfordre hinanden og sammen prøve at få vendt flere sider, end vi hidtil har gjort. Jeg tror, det bliver godt, for det er i hvert fald så hyggeligt at lave!

I kan finde os på Soundcloud og på iTunes, og ellers kan I lytte til første afsnit lige her:

Jeg håber, I vil lytte med! ❤️

Pynt til bogreolen

bøger.png

Min alleryndlings boghandel er den engelske boghandel Waterstone’s. Og helst den på Trafalgar Square – den er så hyggelig! Der er næsten ikke noget bedre end at træde ind ad døren og pludselig være omsluttet af farvefulde bøger på dén måde, som man gør lige netop dér. Det var den første boghandel, jeg var i, dengang jeg første gang rejste til London i 2009. Min søster og jeg havde fået turen i konfirmationsgave af vores mor, og jeg glædede mig især til alle de bøger, jeg skulle købe, ligeså snart mine fødder ramte engelsk grund! Det gjorde jeg vist også. Og lige siden, har jeg ikke været i London uden mindst én bog er kommet med mig hjem.

bog 2

Sidste gang var det dog lidt flere end én bog, der kom med hjem. Og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg faktisk, det er en ret god stak, jeg har fået samlet (og så skulle man tro, jeg havde farvekoordineret – men det har jeg altså ikke!). Størstedelen af forfatterne har jeg læst noget af før, som jeg godt kunne lide (hvilket altid er et godt pejlemærke), mens jeg ikke havde læst andet af Zadie Smith end de 20 sider jeg nåede at læse i Swing Time, inden jeg skulle aflevere den tilbage på biblioteket i november.

Jeg håber, de er gode – og ellers pynter de bare på min bogreol. For der kommer de nok under alle omstændigheder til at bruge lang tid; altså på hylden. Jeg skrev tidligere, jeg gerne ville oppe mit læse-game i januar… det skete ikke rigtig. Men altså, det gode ved bøger er jo, at de ikke løber nogen vegne. Så jeg skal nok få dem læst. En dag.

 

Siden sidst har jeg …

siden sidst.png

… været i teatret og se forestillingen Monster. Det var mit teaterårs anden forestilling, og det var så godt. Skuespil og musik gik op i en højere enhed, som historien om USAs første kvindelige seriemorder udfoldede sig med blandt andet dygtige Lise Baastrup i hovedrollen. Jeg ville virkelig gerne anbefale jer alle at se den, men det var desværre allersidste forestilling, suk!

… meldt mig ind i FitnessWorld. Igen. Jeg meldte mig egentlig ud sidste forår og var glad for min beslutning, men så var der et januartilbud (ja, jeg er sådan et menneske) og en del yogahold i mit stamcenter – og det kan jeg ret godt lide. Så nu arbejder jeg med at fortælle mig selv, at det er ok, at jeg kun bruger mit medlemskab til dét – og det altså ikke er ensbetydende med, at jeg skal ned og løbe eller løfte tunge ting. For det gider jeg ikke.

… været et smut i biografen og se The Greatest Showman – som nok mest af alt efterlod mig en smule forvirret og skuffet. Jo, jo – musikken er fin! Men, hvad handlede filmen egentlig om? Hvad var konflikten? (Og hvorfor er det bare som om, at Hugh Jackman ikke kan synge på film, når han ellers er så fin på en scene?) Det hele virkede ærligtalt bare lidt for usammenhængende, cheesy og som en undskyldning for at synge nogle sange (som også virkede ret så malplaceret!?).

… færdiglæst årets første bog. Det blev The Blazing World af Siri Hustved, der fik æren. En meget anderledes, men virkelig god bog, der handler om kunst, køn og folks opfattelse af hinanden og verden! Og nu er jeg så gået igang med årets anden bog, der er Swing Time af Zadie Smith. Jeg læste et par kapitler i efteråret, men måtte indse, jeg ikke kunne nå at læse den færdig, inden biblioteksafleveringsdatoen – så nu har jeg købt den, og har alt den tid, jeg har brug for. Det er rart! Og så er den til og med også virkelig god! Hurra!

… endelig set Mockingjay – part 2. Det gik op for mig her til aften, da jeg rastløst scrollede gennem Netflix, at jeg faktisk aldrig nåede at se den sidste del af Hunger Games-serien i biografen. Jeg aner ikke hvorfor, for jeg så trolig alle de andre på premieredatoen, but no. Men nu har jeg set den, og holdnuop hvor havde jeg bare glemt, hvor trist en slutning historien faktisk har. Men det er også ret befriende egentlig; at det hele ikke automatisk bliver godt igen, men at krig også har en konsekvens – selv for en heltinden.

Og ellers holder jeg bare ferie. Det er rart.

Læseåret der gik

Jeg må vist bare indrømme, at jeg ikke er den store læser mere. Jeg elsker at læse, men jeg gør det alt for sjældent – også selvom 2017 blev året, hvor jeg fik en lænestolt og havde store planer om, at dét var stedet, der skulle få min læselyst tilbage.

Med dét in mente, synes jeg faktisk, det er ret flot præsteret, at jeg har fået læst 8 bøger i 2017. Det lyder ikke af mange – og det er det nok heller ikke. Til gengæld har de alle stort set været rigtig gode – og hvis I spørger mig, så synes jeg altså, at dét kan kategoriseres som en succes. Så her får I en lille re-cap af læseåret, der gik!

Jeg startede året ud med Us af David Nicholls. Det var en sød, fin og sjov bog. Nicholls skriver på sådan en god, lidt quirky måde, som jeg ret godt kan lide og som er god til at kickstarte ens læselyst.

Bagefter læste jeg Pigerne af Emma Cline. Den stod så fint dér på hylden på biblioteket, da jeg en dag havde forvildet mig derhen. Og så tog jeg den med hjem og læste den. Det var en anderledes og barsk læseoplevelse, men jeg kunne rigtig godt lide den.

Og så gik der lidt tid, inden jeg hev fat i og blev færdig med Det jeg elskede af Siri Hustvedt. Jeg har længe gerne ville læse noget af Hustvedt, og selvom det tog mig et par måneder at færdiggøre denne, er jeg slet ikke i tvivl om, at det har været én af mine yndlingsbøger i 2017. Den er skrevet så smukt og genialt, og jeg var vild med kombinationen af det intellektuelle og det emotionelle!

Dernæst stod det på en god, gammel kending i form af en genlæsning af Vampire Academy af Richelle Mead. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fik tanken; men det var en god beslutning og et rart gensyn med et univers, der bare holder! Mit mål var at genlæse hele serien over sommeren, men det skete ikke rigtig… Måske en anden god gang?

Leave Me af Gayle Forman læste jeg en sommerferienat, hvor jeg ikke kunne sove og kom i tanke om, at jeg ejede en Kindle (hvilket jeg stadig gør – jeg er bare blevet så dårlig til at bruge den. Andre med samme problem?). Jeg elsker Formans bøger, og Leave Me er ingen undtagelse – det var sådan en god historie, som jeg ikke kunne slippe før jeg havde vendt sidste side og lige hvad jeg havde brug for at læse!

I sommers var jeg på ferie på Kreta og havde taget Half of a Yellow Sun af Chimamanda Ngozi Adiche med som sommerferielæsning. Half of a Yellow Sun handler om borgerkrigen i Nigeria, så det er ikke som sådan let læsning ved poolen – men hold nu OP, hvor var den god, og hvor kom jeg bare til at holde af alt og alle i bogen. Adiche skriver virkelig fængende!

The Marriage Plot af Jeffrey Eugenides var den bog, jeg gik igang med efter Half of a Yellow Sun. En svær efterfølger til en enorm god bog, og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes den var fin – men ikke mere end dét. Jeg læste hans Middlesex sidste år, som nok var 2016 bedste læseoplevlese; The Marriage Plot føltes lidt flad i forhold til, hvad jeg havde forventet.

Årets sidste bog blev Turtles all the Way Down af John Green. Jeg har ventet i 4 år på den her bog, og den skuffede absolut ikke! John Green skriver fantastisk, historien er så fin og vigtigt – og jeg tænker, at jeg 2018 helt klart skal byde på en genlæsning.

Og så nåede vi til enden på mit læseår. Jeg håber, jeg får flere ligeså gode læseoplevelser i 2018! Hvad er det bedste I har læst i år?

TURTLES ALL THE WAY DOWN af John Green

Der er et eller andet helt specielt ved at bruge en hel dag på at læse. Bare fordi man ikke kan lade være – og med den eneste, simple grund at bogen er for god til at slippe. Sådan en dag havde jeg i selskab med John Greens nyeste bog, Turtles All the Way Down. Der er gået seks år siden Green udgav sin sidste bog, The Fault in Our Stars – dengang var jeg teenager og stor John Green-fan, der fulgte begejstret med i alt, hvad han lavede og følte, at han om nogen kunne sætte ord på, hvordan det var at være ung. Kort sagt: Jeg var et andet sted i mit liv. Det var derfor med forbehold, at jeg vendte første side i den nyeste bog i Green-familien.

Turtles All the Way Down møder vi 16-årige Aza, der kæmper med ar være den perfekte datter, veninde og studerende. Alt imens hun kæmper med sit eget hovede, der er fuld af tanker, der bliver ved med at trække hende længere og længere ned i en spiral af tanker, der aldrig løsnes, men kun strammes. Og nå ja, så er Aza og hendes veninde Daisy også igang med at skaffe oplysninger om en forsvunden millionær til politiet gennem et venskab med hans søn, så de kan få fat i den udloddede dusør… Intet under at det hele synes svært og meget for Aza.

Efter endt læsning af bogen kan jeg konkludere, at 1.) John Green stadig skriver fangende og helt fantastisk og 2.) jeg bliver aldrig for gammel til hans bøger.

Selvom Turtles All the Way Down er en ungdomsroman, er det samtidig også en roman, der med sin historie og tematik indeholder noget universielt. Den handler kort sagt om at være menneske. John Greens unge er aldrig rigtig helt unge; de er altid dét klogere, dét mere filosoferende end alle andre. De er gamle sjæle i unge kroppe, der på fineste (og klareste!) vis kan sætte ord på de svære og store følelser i livet (noget man kunne lære noget af) som når fx Aza beskriver forholdet til millinonærsønnen Davis: Anybody can look at you. It’s quite rare to find someone who sees the same world you see.

Turtles All the Way Downs største styrke, og det jeg holdt allermest af ved bogen, var måden hvorpå, John Green tager et så vigtigt emne som psykiske lidelser op. Aza har OCD, og det er her tankespiralerne kommer ind i billedet. Hun er bange for bakterier, og når hun først er igang – så kan hun ikke slippe tankerne. Og det kan vi som læsere hellere ikke. Vi er inde i Azas hovede; pludselig var jeg – uden at have opdaget det – også fanget i Azas tankespiral. Det er på én og samme tid beskrevet så naturligt og hjerteskærende, men uden at glorificere eller dramatisere det. Det optræder som en naturlig – men hæmmende – ting. Det er blot en del af dét at være Aza, som læseren får lov til at opleve.

Og så vil jeg ikke skrive mere, for jeg synes selv I skal have lov til at opleve bogen; blive opslugt og pludselig opdage, at en hel dag er gået. Komme under huden på karaktererne, løse mysteriet med Aza og Daisy, fælde en tårer eller to og håbe på det bedste. Turtles All the Way Down er både humoristisk, rørende og vigtig. Og ligeså vidunderlig og befriende rigtig, som en bog af John Green er.

Turtles All the Way Down af John Green. Udgivet på engelsk af Dutton (2017). 286 sider.

Om reading challenges, realistiske mål og gode bøger

I kender nok den dér reading challenge, man hvert år ved årsskifte kan indstille på Goodreads… ikke? Ja, altså. Det er en meget god motivation for at få læst lidt mere, men den får mig også altid til at indse, hvor langsomt og stillestående mit reading-game er. Jeg kan huske, at jeg engang havde et mål om at læse 100 bøger om året. Det skete ikke, men jeg var tæt på. Året efter nedjusterede jeg det til “kun” 50 bøger – og jeg husker, at jeg i et par år kom op omkring dét antal. Indtil livet blev travlt, og jeg blev enig med mig selv om, at 25 bøger på et år var et lidt mere realistisk mål.

Indtil det igen blev nedjusteret – og jeg stadig er ved dét antal: 12 bøger om året. Én for hver måned… det er da lidt nemmere at klare, ikke? Målet giver en god struktur, og en måned varer jo laaaang tid. Nope. Jeg sidder her, i juli måned og burde have læst 6 allerede. Jeg er kun lige kommet op på 5 bøger, og tror ærligt ikke, at jeg når de 12 bøger. 7 bøger mere virker som så mange… Men måske det er også er fordi, jeg er begyndt at føle, der er blevet langt mellem de gode, der fastholder min interesse og giver mig lyst til at bruge min aften med en bog, istedet for foran min skærm og åndssvage youtube-videoer af folk, der laver mad eller tester underlige ting.

Én af de bøger, der senest fik mig til at droppe skærmen var dog Leave Me af Gayle Forman, som siden for altid (eller bare 2011, hvor jeg læste If I Stay og blev helt solgt) har været én af mine yndlingsforfattere. Hun er sådan én, hvis bøger jeg venter med spænding på udkommer, for de skuffer aldrig – uanset genre og indhold. Hun kan noget med sproget og sine karakterer og jeg er stor fan!

kindle leave me

I Leave Me møder vi Maribeth, der midt i sit hektiske business-woman i New York, kone og mor til to-liv får et hjertestop og bliver nødt til at reevaluere sit liv – selvom det måske betyder, at hun bliver nødt til at flygte fra alt dét, hun har lagt så mange kræfter og så meget tid i. Og selvom emnet er til den tungere side, så er bogen også så fin og livsbekræftende, at den ene side tager den anden – og inden jeg vidste af det, var klokken halv fire om natten og jeg havde færdiggjort årets femte bog.
Desuden er jeg ret sikker på, at den ville egne sig ret perfekt som feriebog, hvis man nu var én af de dér personer, der endnu ikke har været ude og rejse, men snart skal, og agter at ligge ved en strand (… mig lige om lidt – men må finde en anden bog. Nogle forslag?).

Så konklusionen? Jeg er ikke sikker på, jeg når de 12 bøger… men hvis en bog er god og fanger, så læser jeg den.

Hvorfor eje én, når man kan eje tre?

… Ovenstående er et spørgsmål jeg sådan cirka stiller mig selv, hver gang jeg er ved at købe endnu et eksemplar af Jane Eyre af Charlotte Brontë. Jeg har aldrig læst bogen, men filmatiseringen fra 2011 er én af mine yndlingsfilm, og en dag vil jeg altså gerne læse bogen.

Og så er det jo godt, at jeg allerede i min samling af Jane Eyre-bøger har hele tre styks. Nej, ikke én bog – tre. Og hvorfor det, når jeg ikke har læst den endnu? Jeg ved det faktisk ikke. Noget i mig siger, det er fordi jeg venter på den helt rigtige udgave af bogen, før jeg kommer igennem den (men finder man nogensinde den helt rigtige?) – en anden del af mig kan bare rigtig godt lide at eje pæne bøger… Og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg faktisk, jeg er indehaver af en ret pæn samling.

Så skal jeg bare lige tage mig sammen til at vende første side og gå igang, ikke?

IMG_1878 2IMG_1854

Sommergenlæsning når det er bedst

Skærmbillede 2017-07-18 kl. 00.42.01
Sidste år var det Twilight, jeg brugte min sommer på at genlæse; i år er det Vampire Academy. Det er en serie, jeg har brugt mange timer og nætter på at læse – men for virkelig mange år siden.

Jeg husker, hvordan jeg i 2010 gik og ventede spændt på syvende og sidste bog i serien, Last Sacrifice, og løb op til posthuset hele to gange for at tjekke, om de havde modtaget mit bestilte eksemplar uden at komme forbi min postkasse med en seddel. Jeg var vist lidt desperat… men med god grund. For det er en virkelig god serie, og her – syv år efter – som jeg genlæser de scener, jeg engang næsten kunne udenad, bliver jeg stadig helt forgabt og forelsket i den verden, som Richelle Mead har skabt; jeg vender stadig spændt den næste side, ivrig efter at finde ud af, hvad der nu sker, for jeg har glemt ret meget, og det er lidt fantastisk at få lov til at opleve det hele igen. Perfekt gensyn og genlæsning!

Indtil videre er jeg kun to bøger inde i serien, men med regnvejrsprognoser, ferietid og en tur til et sted, hvor der er varmt og solrigt, så tænker jeg, der er god chance for, jeg får læst en masse den her ferie. Især nu hvor jeg har tiden til det – årh, det er rart! Gid man altid kunne have ferie… (og altid læse gode bøger!)

US af David Nicholls

David Nicholls er en forfatter, der har fulgt mig i lang tid; sådan en forfatter, som jeg altid vender tilbage til; sådan en hvis bøger man altid køber uden egentlig at kigge på bagsiden, fordi man ved, at det vil være en god bog! Og det var også sådan, jeg valgte at købe Us, da jeg stod i en boghandel i London tidligere på året og skulle finde en bog – pludselig stod den dér og så tænkte jeg, why not? Det plejer jo at være godt.

Us handler om Douglas og hans familie. Hans kone Connie nævner op til deres store familietur rundt i Europa, at hun vil gå fra ham. Pludselig ser verden anderledes ud, men Douglas er fast besluttet på, at Europaturen, the grand tour, skal være så perfekt at Connie glemmer alt om hendes tanker og teenagesønnen Albie endelige begynder at synes, at han er ok af en far at være. Spørgsmålet er bare, om the grand tour virkelig kan redde familien, der måske – måske ikke – er ved at gå i opløsning?

Us er en roman, der har fokus på de dynamikker, der findes i en familie, men det er også fortællingen om, hvordan mennesker mødes, finder sammen og bliver til os – for historien er fortalt, så man både får hele Douglas og Connies forhistorie med, som historien skrider frem. Det er et smart træk, for tilbageblikket ind i livet før ægteskab og børn gør, at man langsomt får mere og mere sympati med karaktererne. Douglas og Connie, der i starten virker en anelse karikerede, bliver langsomt opblødt, så man til sidst sidder og har helt ondt i maven over, at man skal sige farvel til dem. Man forstår dem – for det er dét, der er sat tid af til i Nicholls roman, der trods alt breder sig over hele 400 sider! For det er dét Nicholls kan; skabe et troværdigt persongalleri, der langsomt kommer under huden på en.

Det er ikke spændingen der er i højsædet i Us, men det er den gode, bittersøde historie og de virkelige karakterer, der gør, at jeg stadig tænker tilbage på romanen. Us er skrevet i en let, humoristisk tone, men den taber dog aldrig dybde – og på den måde er det den perfekte bog, hvis man vil hvile hovedet efter en lang dag, men stadig vil have en god historie.

Us af David Nicholls. Udgivet på engelsk af Hodder & Stoughton (2014). 400 sider.