Musicalteatrets ‘Vi maler byen rød: The Musical 2’

I 2010 havde Musicalteatret premiere på forestillingen Vi maler byen rød: The Musical, der blev lidt af en Danmarks-succes. Den så jeg ikke. Til gengæld så jeg i onsdags deres nye musical Vi maler byen rød: The Musical 2, som kører videre i samme spor med ny, selvstændig historie, men stadig ligeså fyldt til randen med melodi grand prix-hits, som dens forgænger.

I Vi maler byen rød 2 bliver vi transporteret tilbage til 1980’ernes ferieparadis Mallorca sammen med historiens omdrejningspunkt: En rigmandsfamilie, hvis familieliv er fyldt med intriger og hemmeligheder. Egentlig et rigtig fint udgangspunkt for en musical; der er lagt op til forvekslinger, dramatik og spænding. Ved første sang lyder det også som, at sangene kommer til at blive en fin del af forestillingen. Det er altid det svære i musicals, når man vælger at gå jukebox-vejen og bruge allerede kendte og skrevne sange; at integrere dem i historien, så det virker naturligt og selvfølgeligt.

Egentlig lykkes det langt hen ad vejen, og jeg var også fint underholdt af både sang og skuespil. Til en hvis grad. Historien er fyldt med humor, og på scenen står der nogle fine skuespillere og virkelig gode sangere, der præsterer. Særligt dem der spiller søskendeflokken i rigmandsfamilien leverede nogle virkelig gode, fine og egentlig ret overbevisende skuespils- og sangpræstationer i forhold til det materiale, de havde at arbejde med. For ærligt, så operer Vi maler byen rød: The Musical 2 ikke med begrebet ‘less is more’. De 25 grandprix-sange, man har valgt at bruge i forestillingen, er bare for mange sange, og når historien så samtidig også kaster den ene sidehistorie ind efter den anden, så forestillingen ikke kun ender med at blive rodet, men også kommer til at vare lige godt og vel 3 timer inklusiv pause…så bliver Vi maler byen rød: The Musical 2 altså en tand for langtrukken og forvirrende. Jeg er helt med på at historien ikke tager sig selv så højtideligt, men jeg ville ønske, det havde været mere stramt. Jeg manglede fokus og en følelse af, der var taget nogle flere kunstneriske valg. For så tror jeg, det kunne have været rigtig godt!

Vi maler byen rød: The Musical 2 er en musical for dig, der kan lide alt det gode (og det mindre gode) grand prix-musik, og for dig, der måske ikke går så meget op i historien, men bare gerne vil træne lattermusklerne. Når det spillede, så spillede det – og ellers var det et nostalgisk gensyn med al den musik, der uundgåeligt er blevet en del af Danmarks musikhistorie. Og så vil jeg også gerne give en cadeau til Musicalteatret for at sætte en nyskrevet musical op!

‘Vi maler byen rød: The Musical 2’ spiller indtil d. 21. april på Folketeatrets Store Turnéscene. Læs mere om forestillingen HER.

Instruktør: John Holmgren Brohammer Jensen. Manuskript: Rasmus Mansachs. Produceret af Musicalteatret.

Reklamer

SKAM på Aveny-T

Det var i juleferien, jeg første gang så et afsnit af SKAM. Indrømmet, jeg kom sent med på bølgen – i måneder havde jeg observeret, hvordan folk begejstret stimlede sammen, ligeså snart der var et nyt klip ude om teenagerne fra skolen i Oslo, men jeg var ikke helt sikker på, at det var noget, jeg gad bruge min tid på. Altså lige indtil jeg altså satte mig ned, blev opslugt og brugte flere aftener i selskab med Eva, Vilde, Noora, Chris, Sana og alle andre. Jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg var fan!

Jeg var til gengæld skeptisk, da Aveny-T annoncerede, at de ville lave et teaterstykke ud fra første sæson. Målet var at få flere unge i teatret, og selvom jeg selvfølgelig synes det er en god idé (for at gå i teatret er noget af det bedste jeg ved!), så syntes jeg også, at det var en lille smule letkøbt at lave SKAM til et teaterstykke. Men trods dette befandt jeg mig dog alligevel i foregårs i en tætpakket teatersal, der summede af forventningsfulde publikummer. Og forventningsfuld – dét var jeg også! Var det stadig SKAM? Ville det stadig være ligeså godt, ægte og indeholde alle de kvaliteter, der har gjort, at jeg holder så meget af den norske serie?

Det er altid farligt at adaptere noget, der er blevet er så stort fænomen, som SKAM er blevet – uanset om det er fra bog til film, eller fra TV-serie til teater. Der vil uundgåeligt altid gå noget tabt – alt vil ikke kunne være med, og særligt når der som her skal koges 5 timers serie ned til en 1,5 times forestilling (uden pause!).

Jeg blev virkelig positivt overrasket.

Holdet bag SKAM har sluppet virkelig godt fra det. Både ved at historien var skåret ind til benet, men stadig indeholdte de vigtigste (og ikoniske!) scener fra første sæson, men også ved hjælp af scenografien.
SKAM er en serie, der lader en komme helt tæt på de unge og ved hjælp af sin karakteristiske æstetik skaber et særligt nærvær, der gør, at man føler man er i samme rum som karaktererne. Men når det skal laves til en forestilling, hvor flere hundrede mennesker sidder i en mørk sal – vil nærværet så gå tabt? Scenografien er relativ enkel og består blot af en tom scene og en catwalk med et podie, der kan hæves og sænkes, som det passer til historien – og på enkel, og illustrativ vis, giver scenografien faktisk plads til og fokus på historie og skuespillere. Lige som nærbillederne og de langsomme scener i serien gør det.

Jo, vi kan godt blive enige om, at det krævede en form for tilvænning de første 10 minutter af stykket. En del af skuespillerne ligner ikke de velkendte ansigter fra serien (selvom kostumerne gør sit bedste!), der snakkes dansk og formatet er anderledes – men trods dette indeholdte forestillingen stadig den genkendelighed og relaterbarhed, som jeg holder allermest af ved serien. At man, uanset hvem man er, kan spejle sig i én af personerne – og for dét kan de fine skuespilspræstationerne tage æren, der både fik nye nuancer frem i karaktererne, men samtidig også var tro mod deres serie-modstykke.

SKAM som forestilling er ikke en 1:1 oplevelse med TV-serien; teaterstykket er et bidrag til universet og anden måde at fortælle historien på – og det er helt fint med mig. Der vil altid blive taget nogle kunstneriske valg, og her synes jeg, at det var de rigtige valg, der var blevet truffet. Det havde hjertet på det rette sted, og jeg glæder mig til at opleve Noora og Williams historie i teatermørket til næste efterår.

Medvirkende: Sylvester Byder, Frieda Krøgholt, Asil Al-Asadi, Mathias Käki, Sofie Salée, Jonathan Stahlschmidt, Nanna Finding Koppel, Karla Rosendahl Rasmussen. Instruktør: Martin Lyngbo. Scenografi: Jon Stephensen. Dramatiker: Line Mørkby. Fotograf: Pernille Kaalund. Produceret af Aveny-T. 

TURTLES ALL THE WAY DOWN af John Green

Der er et eller andet helt specielt ved at bruge en hel dag på at læse. Bare fordi man ikke kan lade være – og med den eneste, simple grund at bogen er for god til at slippe. Sådan en dag havde jeg i selskab med John Greens nyeste bog, Turtles All the Way Down. Der er gået seks år siden Green udgav sin sidste bog, The Fault in Our Stars – dengang var jeg teenager og stor John Green-fan, der fulgte begejstret med i alt, hvad han lavede og følte, at han om nogen kunne sætte ord på, hvordan det var at være ung. Kort sagt: Jeg var et andet sted i mit liv. Det var derfor med forbehold, at jeg vendte første side i den nyeste bog i Green-familien.

Turtles All the Way Down møder vi 16-årige Aza, der kæmper med ar være den perfekte datter, veninde og studerende. Alt imens hun kæmper med sit eget hovede, der er fuld af tanker, der bliver ved med at trække hende længere og længere ned i en spiral af tanker, der aldrig løsnes, men kun strammes. Og nå ja, så er Aza og hendes veninde Daisy også igang med at skaffe oplysninger om en forsvunden millionær til politiet gennem et venskab med hans søn, så de kan få fat i den udloddede dusør… Intet under at det hele synes svært og meget for Aza.

Efter endt læsning af bogen kan jeg konkludere, at 1.) John Green stadig skriver fangende og helt fantastisk og 2.) jeg bliver aldrig for gammel til hans bøger.

Selvom Turtles All the Way Down er en ungdomsroman, er det samtidig også en roman, der med sin historie og tematik indeholder noget universielt. Den handler kort sagt om at være menneske. John Greens unge er aldrig rigtig helt unge; de er altid dét klogere, dét mere filosoferende end alle andre. De er gamle sjæle i unge kroppe, der på fineste (og klareste!) vis kan sætte ord på de svære og store følelser i livet (noget man kunne lære noget af) som når fx Aza beskriver forholdet til millinonærsønnen Davis: Anybody can look at you. It’s quite rare to find someone who sees the same world you see.

Turtles All the Way Downs største styrke, og det jeg holdt allermest af ved bogen, var måden hvorpå, John Green tager et så vigtigt emne som psykiske lidelser op. Aza har OCD, og det er her tankespiralerne kommer ind i billedet. Hun er bange for bakterier, og når hun først er igang – så kan hun ikke slippe tankerne. Og det kan vi som læsere hellere ikke. Vi er inde i Azas hovede; pludselig var jeg – uden at have opdaget det – også fanget i Azas tankespiral. Det er på én og samme tid beskrevet så naturligt og hjerteskærende, men uden at glorificere eller dramatisere det. Det optræder som en naturlig – men hæmmende – ting. Det er blot en del af dét at være Aza, som læseren får lov til at opleve.

Og så vil jeg ikke skrive mere, for jeg synes selv I skal have lov til at opleve bogen; blive opslugt og pludselig opdage, at en hel dag er gået. Komme under huden på karaktererne, løse mysteriet med Aza og Daisy, fælde en tårer eller to og håbe på det bedste. Turtles All the Way Down er både humoristisk, rørende og vigtig. Og ligeså vidunderlig og befriende rigtig, som en bog af John Green er.

Turtles All the Way Down af John Green. Udgivet på engelsk af Dutton (2017). 286 sider.

‘Green Day’s American Idiot’ i Den Grå Hal

press1press8

Green Day har været et band, der har været en del af mit liv i mange år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg (ufrivilligt) har lyttet til deres musik og bedt min søster om at skrue ned. Så havde man spurgt 14-årige Rebecca, om hun nogensinde kunne se sig selv gå ind frivilligt og se en musical med Green Days sange – så havde hun helt sikkert grint og sagt nej. Men det skete altså. I søndags drog ét styks kæmpefan (min søster) og en skeptiker (mig) mod Den Grå Hal på Christiana, hvor Green Day-musicalen American Idiot i øjeblikket spiller.

American Idiot, der har Danmarkspremiere, består først og fremmest af et meget velsunget cast. De er ikke mange mennesker på scenen, men alligevel formår de (godt hjulpet på vej af de energiske sange) at komme ud over scenen og sætte gang i hallen, der ved første øjekast bare synes som et trist og kedeligt sted at spille en musical. Men det passer godt til den verden musicalen foregår i; 00’ernes oprørske, lettere triste og militærfokuserede USA. Her møder vi tre venner, der vil væk fra forstaden og ind til byen, der frister med frihed og en ny start – men hvad er meningen med livet, når livet ikke mere giver mening? Alt sammen akkompagneret af Green Days energiske, lettere aggressive musik og Benjamin La Cours betontunge (men overraskende lette!) scenografi, der på kreativ vis bliver danner rammerne for muligheder, håb og knuste drømme.

Men – for der er et men. Selvom musicalen er velsunget og scenografien virkelig flot, så kan jeg ikke komme udenom, at historien er virkelig tynd – og næsten ikke-eksisterende. Ideen er god, for Green Days musik er fyldt med store følelser og historier, men udførelsen er ikke specielt vellykket.
Jeg har læst nogle kalde musicalen for en teaterkoncert, og jeg kan godt se, hvorfor man vælge netop dén betegnelse. Mest af alt virker hele konceptet bag American Idiot, som én stor undskyldning for at sætte Green Days store bagkatalog af sange op på en scene, når den ene kendte sang efter den anden bliver spillet – kun afbrudt af en smule dialog, som man har valgt at holde på engelsk, der endte med at drukne i mængden af sange, som musicalen skulle igennem på de 90 hæsblæsende minutter, den varede.

Jeg endte med, at stå tilbage med en lidt fragmenteret oplevelse. Som musical-fan savnede jeg en mere sammenhængende historie, hvor musikken blev en mere integreret del af historien, men som ikke-Green Day fan endte jeg med at blive positiv overrasket. Jeg kunne virkelig godt lide musikken! Og et eller andet siger mig, at hvis jeg – som mangeårig skeptiker – kan ende med at blive ‘omvendt’ og skrive, at jeg godt kunne lide Green Days musik… så er jeg næsten sikker på, at der også er noget at komme efter for (nostalgiske) Green Day-fans. American Idiot giver liv til de gamle sange, mulighed for at høre dem igen – og så er der garanteret også en reference eller to, jeg ikke opfattede.

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

 

‘American Idiot’ spiller indtil d. 22. oktober i Den Grå Hal. Læs mere om forestillingen HER.

Medvirkende: Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen, Snorre Tøndel, Frederikke Vedel, Rikke Hvidbjerg, m.fl. Instruktør: Tim Zimmermann. Tekst og musik: Green Day og Billie Joe Armstrong & Michael Mayer. Produceret af Heltemus Productions.

‘Klokkeren fra Notre Dame’ på Gamle Scene, Det Kongelige Teater

Hvordan anmelder man noget, der er så godt, at man ikke kan få armene ned, tonerne ud af kroppen eller ryste hele stemningen af sig? Dét spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg trådte ud af Det Kongelige Teater og begav mig hjem efter at have oplevet Fredericia Teaters produktion af Disneys Klokkeren fra Notre Dame.
Det var anden gang, jeg blev transporteret med til Paris kæmpe katedral og snævre gader, da jeg også oplevede musicalen i Fredericia sidste efterår, men det betyder ikke, at det ikke var en ligeså stor oplevelse – jeg har næsten lyst til at sige, at den var endnu bedre.

Klokkeren fra Notre Dame omhandler den pukkelrykkede klokker Quasimodo, der drømmer om at blive en del af den verden, han hver dag kigger ned på fra sit hjem allerøverst i Paris domkirke og som han holdes indespærret i af sin værge, ærkediakon Frollo. En dag bliver drømmen til virkelighed og han møder den smukke sigøjner Esmeralda, som både betager Quasimodo, Frollo og soldaten Phoebus…
Selvom Klokkeren fra Notre Dame indeholder de velkendte sange fra tegnefilmen, er historien dog baseret på Victor Hugos roman af samme navn. Tegnefilmen har altid været dyster, men i denne udgave blive det hele mørkere – og mere fortvivlende. Men historien bliver også på sin vis smukkere, og vigtigere.

Indrømmet, jeg har det tit lidt svært med Disney-musicals. Jeg elsker filmene, men når de bliver overført til scenen, føler jeg tit, at det bliver en for poleret. Der mangler noget kant og dybde – noget som Klokkeren fra Notre Dame i dén grad får ved at trække på originalhistorien, og særligt Quasimodos entre som almindeligt menneske, der forvandler sig til den velkendte, pukkelrykkede klokker for øjnene af publikum, stiller spørgsmålet og cementerer temaet: Hvem er er et monster og hvem er en mand? 

I Klokkeren fra Notre Dame går scenografi, skuespil, sang op i en højere enhed på smukkeste vis. Scenografien slog benene væk under mig gang på gang, når man blev transporteret fra Paris gader til toppen af Notre Dame, eller når verden (føltes det som) blev badet i flammer, som Frollo sang sin vrede og lidenskab ud i sangen Hellfire. Alle øjeblikke var akkompagneret af ensemblet, som er med til at give liv og storhed til de smukke, gåsehudsfremkaldende sange og formidle de store følelser, som musicalen indeholder.

Skuespilpræstationerne har en stor andel i historiens dybde, og særligt rollen som Quasimodo spilles fantastisk af Lars Mølsted. Ikke nok med, at han synger flot og sikkert, så spiller han også, så man mærker ensomheden, men også den indre styrke hos den pukkelrykkede klokker; han formår at gøre Quasimodo både skrøbelig og handlekraftig på én og samme tid, så man sidder og hepper og græder. På en og samme tid.
Quasimodo er en karakter, der er historiens outsider, men i samspil med Bjørg Gamsts sikre, hjertevarme Esmeralda og Mads M. Nielsens nuancerede, men ubehagelige Frollo, ender han med at blive historiens og musicalens midt- og højdepunkt.

Klokkeren fra Notre Dame er en musical og en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Den har sat standarden for musicalgenren i Danmark – ikke kun med sin kreative, flotte scenografi, men også med sit ambitionsniveau. Det er en musical, der beder om at blive taget seriøst – trods sin Disney-indpakning. Og det bliver den. På smukkeste, mest triste og bedste vis og jeg kan ikke anbefale den nok.


‘Klokkeren fra Notre Dame’ spiller indtil d. 13. august på Gamle Scene i Det Kongelige Teater og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Lars Mølsted, Bjørg Gamst, Mads M. Nielsen, Christian Lund m.fl. Instruktør: Thomas Agerholm. Tekst og musik: Alan Menken og Stephen Schwarts. Produceret af Fredericia Teater.

En musical der blev taget seriøst

Den 8. juni 2017 spillede Jesus Christ Superstar for sidste gang på Aarhus Teater. Den 24. maj var jeg så heldig at opleve forestillingen. Egentlig var det meningen, at jeg ville have skrevet en anmeldelse, men pludselig var jeg midt i en eksamen, min hjerne var krøllet og tiden løb fra mig.
Alligevel har forestillingen ikke sluppet mine tanker. Ikke kun fordi, at den var katalysator for en virkelig hyggelig tur til og dag i Aarhus med min veninde, men også fordi, den bare ramte plet.

Når jeg ser musicals i Danmark, føler jeg tit, at udgangspunktet for dem er, at de skal passe ned i en særlig kasse med genretræk for musicals: Store dansenumre, overdådige kostumer, helst lidt glitter og noget, der ikke tager sig selv alt for højtideligt. Man skal helst anlægge en lidt ironisk distance til det hele, for man ved godt, at musicals jo bare er let ‘underholdning’ (selvom vi jo alle sammen godt ved, at det ikke er dét! Hmprft!).

Men ikke Jesus Christ Superstar. Jo, historien om Jesus, der bliver forrådt af Judas, og hans sidste dage inden korsfæstelsen er selvfølgelig en dyster historie – men man kunne være bange for, at forestillingen, historien til trods, ville falde i musicalfælden, nu hvor det er en syngende forestilling (og af de storslåede musicals mester, Andrew Lloyd Webber). Gøre det hele lidt mere rosenrødt, glitterende og glorificeret. Tvært i mod. Scenografien afspejlede i sine mørke nuancer, den dystre stemning, der hang over historien. Skuespillerne gav alt, hvad de kunne – så man helt øverst oppe, hvor jeg sad, fik kuldegysninger og ondt i hjertet. Musikken var rocket, men med sjæl. Det var stort, men ikke påklistret stort.

Det var en musical, der tog sig selv seriøst.

Og for det vil jeg bare gerne sige tak! Tak for en musical, hvor musik, scenografi og historie gik op i en højere enhed. Tak for oplevelsen!

at_jcs_foto-rumle-skafte16at_jcs_foto-rumle-skafte25at_jcs_foto-rumle-skafte23

‘Into the Woods’ i Glassalen

Når folk spørger mig, hvem Stephen Sondheim er, plejer jeg at svare, at det er den amerikanske Andrew Lloyd Webber. Men det er han jo ikke; de er langt fra hinanden, men begge komponister har tilgengæld spillet en stor rolle for musicalgenren. Lloyd Webber fik succes med sine store, rockede musicals, mens Sondheim blev kendt for at være nyskabende og eksperimenterende.
I fredags var jeg inviteret til premiere på netop én af disse eksperimenterende musicals, Into the Woods, i Tivolis Glassal; en musical, der sørger for, man kommer vidt omkring i brødrene Grimms magiske eventyrverden, men også en musical der kører non-stop fra første tone er slået an.

Musicalen omhandler et stakkels bagerpar, der på grund af en forbandelse ikke kan få børn. De er dog fast besluttet på, at det skal lykkedes og da en heks kommer forbi og tilbyder hjælp, tøver de ikke med at tage alle midler i brug for at få deres drøm opfyldt. Pludselig befinder de sig midt i den dybe skove og møder både Rapunzel, Rødhætte, Askepot, Jack (ham med bønnestagen), to flotte prinser og andet eventyrgodt – og som alle eventyr ender det godt. Eller gør det? For i Into the Woods er ingen sikre, jo længere ind i skoven de kommer.
Til forestillingen er der blevet castet enormt mange dygtige skuespiller, der synger flot og gør sig godt i de forskellige roller – særligt Maria Wichmann er fin som den søde, men bestemte og stærke Askepot, og Johannes Nymark og Silke Biranell giver bagerparret en god portion sødme og desperation, mens Mikkel Moltke Hvilsom stråler igennem i rollen som Jack, der i bedste mening har været oppe og stjæle hos kæmpen.

Men, indrømmet: Jeg blev en smule forpustet. Ikke nok med at handlingen er kompleks, som de forskellige eventyr flettes ind og ud af hinanden, så føltes iscenesættelsen alt for hektisk, på grænsen til det rodede. Resultatet? En historie, jeg oplevede som mere eller mindre fragmenteret. Jeg mistede overblikket. Jo, der var små fine øjeblikke, hvor der var tid til at gå i dybden og lærer nogle af karaktererne at kende, men de mere dybfølte øjeblikke kom ikke rigtig til sin ret. De blev overdøvet af det høje tempo og jeg nåede aldrig helt at føle med hverken bagerparret eller de andre karakterer, trods Into the Woods når alt kommer til alt er en trist og tragisk historie. Historien har masser af potentiale, men opsætningen – og særligt lyden i Glassalen – gjorde ikke specielt meget godt for musicalen, der aldrig rigtig blev helt så eventyrlig, som jeg havde håbet på. Trods dygtige skuespillere, der gjorde alt hvad de kunne med Sondheims kringlede historie og komplicerede, men smukke musik, endte Into the Woods med at blive en splittet oplevelse.

‘Into the Woods’ spiller indtil d. 17. juni i Glassalen og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Johannes Nymark, Silke Biranell, Maria Wichmann, Joachim Knop, Flemming Enevold m.fl. Instruktør: Peter Langdahl. Tekst og musik: Stephen Sondheim og James Lapin (Oversættelse: Thomas Bay og Mads Æbeløe Nielsen). Produceret af Heltemus Production Aps.

 

‘Min arm’ på Edison


Foto: Lis Kasper Bang

‘En makaber komedie om en drengestreg, der bliver trukket for langt’. Sådan bliver forestillingen Min arm, der i øjeblikket spiller på Betty Nansens anneksscene, Edison, beskrevet. At forestillingen er makaber er nok for meget sagt, og måske også at det er en komedie. Men lad nu dét ligge.
Min arm omhandler en dreng, der siden han var 10 år har haft sin arm i vejret. Først som en leg, men siden er det blevet alvor og en måde at give en gestus, der egentlig ikke betyder noget, en betydning. Armen begynder langsomt at styre hans liv og bliver en del af hans identitet – men burde legen måske være stoppet, mens den var god?

Claes Bang er stykkets centrum og leverer et interessant bud på en monolog, som Min arm i bund og grund er, og det er også ham, der i sit skuespil skinner igennem. Det er gennem ham at historien bliver interessant, for jeg må indrømme at historien i sig selv ikke sagde mig meget. Den efterlod mig en anelse forvirret og som jeg cyklede hjem, kunne jeg ikke lade være med at tænke ‘hvad er det lige, jeg har overværet?’. Den prøver på én og samme tid at være dyb, men humoristisk og det er som om, at forestillingen aldrig rigtig kommer til at lette og virkelig lande hos publikum.

Til gengæld er scenografien ret gennemført og er helt klart én af de ting, jeg holdt allermest af. Min første tanke da jeg læste om forestillingen var, at det sikkert var en skuespiller, der fremførte en monolog med armen i vejret under hele forestillingens varighed (jeg er stadig en lille smule skuffet over, at det ikke er tilfældet) – men jeg tog fejl. Vi får fortalt historien gennem en lille træfigur, der fungerer som drengen med armen og personlige genstande, som publikum inden forestillingens start har afleveret i en lille kasse, agerer som resten af persongalleriet. Det er en dynamisk, ny og kreativ måde at fortælle en historie, der giver persongalleriet nuancer og historien liv og farve.

Min arm er en forestilling for dig, der gerne vil se noget anderledes og gerne vil udfordres indenfor monologens rammer. Det er en visuel fin forestilling, men den blev ikke mere end dét for mig.

‘Min arm’ spiller indtil d. 6. maj og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Claes Bang. Instruktør: Mads M. Nielsen. Manuskript: Tim Crouch (oversættelse: Gitte Skytte). Produceret af Team Teatret.

 

US af David Nicholls

David Nicholls er en forfatter, der har fulgt mig i lang tid; sådan en forfatter, som jeg altid vender tilbage til; sådan en hvis bøger man altid køber uden egentlig at kigge på bagsiden, fordi man ved, at det vil være en god bog! Og det var også sådan, jeg valgte at købe Us, da jeg stod i en boghandel i London tidligere på året og skulle finde en bog – pludselig stod den dér og så tænkte jeg, why not? Det plejer jo at være godt.

Us handler om Douglas og hans familie. Hans kone Connie nævner op til deres store familietur rundt i Europa, at hun vil gå fra ham. Pludselig ser verden anderledes ud, men Douglas er fast besluttet på, at Europaturen, the grand tour, skal være så perfekt at Connie glemmer alt om hendes tanker og teenagesønnen Albie endelige begynder at synes, at han er ok af en far at være. Spørgsmålet er bare, om the grand tour virkelig kan redde familien, der måske – måske ikke – er ved at gå i opløsning?

Us er en roman, der har fokus på de dynamikker, der findes i en familie, men det er også fortællingen om, hvordan mennesker mødes, finder sammen og bliver til os – for historien er fortalt, så man både får hele Douglas og Connies forhistorie med, som historien skrider frem. Det er et smart træk, for tilbageblikket ind i livet før ægteskab og børn gør, at man langsomt får mere og mere sympati med karaktererne. Douglas og Connie, der i starten virker en anelse karikerede, bliver langsomt opblødt, så man til sidst sidder og har helt ondt i maven over, at man skal sige farvel til dem. Man forstår dem – for det er dét, der er sat tid af til i Nicholls roman, der trods alt breder sig over hele 400 sider! For det er dét Nicholls kan; skabe et troværdigt persongalleri, der langsomt kommer under huden på en.

Det er ikke spændingen der er i højsædet i Us, men det er den gode, bittersøde historie og de virkelige karakterer, der gør, at jeg stadig tænker tilbage på romanen. Us er skrevet i en let, humoristisk tone, men den taber dog aldrig dybde – og på den måde er det den perfekte bog, hvis man vil hvile hovedet efter en lang dag, men stadig vil have en god historie.

Us af David Nicholls. Udgivet på engelsk af Hodder & Stoughton (2014). 400 sider.

PIGERNE af Emma Cline

Skærmbillede 2017-04-10 kl. 00.31.32

Hele sidste efterår snakkede alle stort set ikke om andet end Pigerne af Emma Cline, føler jeg. Af denne grund tog jeg også et skridt baglæns da jeg så bogens karakteristiske cover på reolen, mens jeg var på vej ud ad biblioteksdøren – og så havde jeg lånt den!

Romanen bygger løst på historien om Charles Manson, hans kvinder og mord, der blev begået i Californien tilbage i 1960’erne. Men mest af alt er det en bog om at være pige – om at finde sig selv og sit sted i livet – der er omdrejningspunktet for romanen.
Pigerne handler om Evie. Hun er 14 år, har en lang sommerferie, en familie der ikke er helt som den skal være og bliver draget af nogle piger, særligt pigen Suzanna, som hun en dag ser i byen. Snart er hun en del af deres liv – på godt og ondt.

I og for sig er historien ret simpel og psykologisk funderet, hvilket også er en af de rigtig fine ting ved romanen; det er karaktererne, der kommer i centrum. Dette understreges ved Emma Clines fine sprog, som hun virkelig formår at bruge til at skrive utallige facetter og nuancer frem i persongalleriet. Samtidig er Pigerne også et godt eksempel på, hvordan et sprog, der kan være så fint og beskrivende, samtidig også virkelig kan være ubehageligt udtryksfuldt. Op til flere gange sad jeg og følte mig helt nedtrykt af den deprimerende, lurvede, rå og barske stemning, der hænger over siderne jo længere man kommer ind i romanen. Man kan næsten smage det fordærvede mad, mærke det slidte tøj på kroppen og føle rod, der hersker i Evies indre. Alt sammen ved hjælp af Emma Clines fine beherskelse af sproget.
Men uanset hvor stort fokus på Evie og hendes indre er der trods alt et plot, der i sit udgangspunkt er ét stort mysterie. Man får at vide, at Evie har været indblandet i en stor mordsag – men hvor meget hun har været til og hvorfor er det store spørgsmål, man som læser stiller sig selv. Langsomt bliver hele historien bygget op omkring dette, til Pigerne når sit endelige klimaks – og spændingen (måske) bliver forløst.

Jeg må indrømme, at jeg syntes slutningen var en smule flad og jeg savnede dén dybde, som var at finde andre steder i romanen, men når det er sagt, så syntes jeg i det store og hele, at Pigerne er en bog, der er værd at læse. Er man til det beskrivende, psykologiske og anderledes, så er Pigerne en virkelig god bog, der både er spændende, udfordrende, anderledes og giver stof til eftertanke.

Pigerne af Emma Cline. Originaltitel: The Girls (2016). Udgivet på dansk af Lindhardt & Ringhof (2016). 272 sider.