Min første (grønne) kærlighed

Approved_Wicked_DefyingGravity_optomisedWicked NY

Tilbage i 2009 var jeg i London med min mor og søster, og som alle ved, så bugner Londons undergrund med musicalplakater. Når man står dér på de alen lange rulletrapper op ad og ned fra dybet, kan man ikke undgå at lægge mærke til mindst én plakat. Og jeg lagde især mere til én bestemt.

Det var en plakat for en forestilling, der åbenbart hed Wicked. Jeg var ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, men jeg bed mærke i navnet, den grønne farve og syntes, at plakaten var anderledes i forhold til så meget andet. Og så skete der ikke så meget andet på dén front, end at jeg undrede mig og vi gik ind og så The Lion King og Hairspray i stedet (ikke at de ikke var gode, naturligvis).

Det var først engang i 2012, at jeg rent faktisk satte mig ned og besluttede mig for, at finde ud af, hvad det hele gik ud på. Hvorfor hviskede den hvide heks til den grønne, smilende heks? Hvorfor var hun grøn? Og hvad var det egentlig der skete, før Dorothy kom ind i billedet (og hvem var Dorothy…)?
I starten satte jeg mig ned for at lytte til cd’en, for jeg havde gennem Glee fået kendskab til en del af sangene, men opgav hurtigt, fordi Defying Gravity lød så langt fra dét, jeg kendte fra serien.
Og så! Så skete det. En kold vinterdag cyklede jeg i skole og lyttede til musik på shuffle og den begyndte at spille musicalens åbningssang, No One Mourns the Wicked. Udover at holde øje med trafikken (selvfølgelig!), havde jeg ikke så meget andet at tage mig til, så jeg lyttede opmærksomt og besluttede mig for, at nu var det altså på tide, at jeg fandt ud af hvad hele det dér Wicked var – behøver jeg at sige, at jeg efter skole skyndte mig hjem og gennemhørte hele albummet? Det blev en ret god dag.

Musicalen er en slags forhistorie til alt, hvad der sker i The Wizard of Oz – det vil sige, at Wicked forklarer, hvorfor den grønne heks blev grøn, men også hvorfor hun blev ond og musicalen sætter i virkeligheden et stort spørgsmålstegn ved, om hun reelt er så “wicked”, som folk siger, hun er.

Sommeren 2012 var første gang, jeg så forestillingen. I mega dårlig kvalitet, for det var en optagelse én havde sneget sig til at lave helt tilbage fra dengang, hvor forestillingen lige var åbnet på Broadway i 2003. Til gengæld var det med det originale cast, og det var ret så godt!
Siden dengang tog det fart, og da jeg i 2013 sad i Apollo Victoria-teatret i London med min veninde og orkestret slog de første toner an – well, så begyndte tårerene at presse sig på og gåsehuden kom snigende.

For Wicked er og bliver nok én af mine største musicalforelskelser. Ikke nok med, at den er noget nær verdens flotteste forestilling, så er jeg vild med sangene, historien, budskabet og ikke mindst dét, at selvom jeg har lyttet og set den i utallige versioner nu – så bliver jeg bare aldrig træt af den. Og dét, synes jeg er smukt.

Siden 2013 har jeg været så heldig at opleve forestillingen igen i 2014, 2015 og så sent som januar dette år. Og jeg er sikker på, det ikke bliver sidste gang. For jeg er vist blevet changed for good – og det er helt ok med mig!

photo

Sommer og sol – og Haim

Jeg ved ikke, hvad der er bedst: At solen skinner eller at Haim har udgivet en ny single? Til sammen er det i hvert fald verdens bedste kombination. Haim minder mig om sommer, sol, lyse aftner og at stå på togstationen, mens jeg venter på dét tog, der skal tage mig til min første dag på universitetet. Årh, der er mange minder forbundet med deres musik!

De tre søstre, som bandet består af, har været stille i alt for lang tid, hvis I spørger mig… De udgav deres debutalbum, Days are Gone, 2013 – og siden da har jeg bare gået og ventet på MERE! Og så skete det; for en lille uge siden udgav de en teaser på deres nye album i form af sangen Right Now, og forleden udkom deres første, nye single. Want You Back.

Den er SÅ mega god, at jeg slet ikke kan få mine arme ned! Den er indbegrebet af solskin og jeg får sådan lyst til at danse og synge med (højt!) hver gang jeg giver den et ekstra lyt – måske ikke så praktisk, når man sidder på en stille læsesal og egentlig burde koncentrere sig om sin eksamensopgave. Med lad nu dét ligge! For den har kørt på repeat de sidste par dage og jeg forudser, at den kommer til at dominere mit sommersoundtrack! Lyt til den HER! 😎 

Skærmbillede 2017-05-08 kl. 21.25.48

Når man ikke kan lade være med at synge med (i metroen…)

img_1242

Sidste gang Ed Sheeran udgav nyt musik var d. 23. juni 2014, da han udgav sit andet album x. Dengang var jeg 19 år og igang med at prøve at læse op på tre års pensum på tre dage til min historieeksamen. Albummets udgivelse var en kærkommen overspringshandling og jeg husker, at jeg med tonerne fra I’m a Mess satte det sidste punktum på mit oplæg til morgendagens eksamen – og håbede på det bedste. Det gik godt, og nu her næsten 3 år efter, sidder jeg her. Om en uge fylder jeg 22 og i dag har Ed Sheeran ugivet sit tredje album, ÷.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle synes om det hele, da han udgav de to første singler fra albummet tilbage i januar, men langsomt sneg sangen Shape of You sig ind på mig – og så gik jeg ellers og glædede sig til marts. I dag.
Min tur til uni i morges gik meget hurtigere end den plejer, for med god musik i ørerne er selv en bus- og metro-tur, hvor der er tid til at lytte, for kort. Jeg havde dog tænkt klogt, og havde taget mine mintgrønne høretelefoner på; så jeg kunne give alle sangene en hel fair chance og de bedste omstændigheder for lyd, trods larmende mennesker og børnehaver på udflugt.

Og så har jeg ellers småsunget og smådanset resten af dagen. Min tur i Netto efter toiletpapir var en fest og min kop te smagte dét bedre med ørerne fyldt med god musik! Man kan godt høre, at han har udviklet sig. Han eksperimenterer mere, udfordrer sig selv og sine fans. Og så er det alligevel bare ham – Ed Sheeran. Man kan høre ham i hver eneste sang, der er en rød tråd – også selvom der er virkelig meget forskelligt på albummet. Indtil videre er jeg positivt overrasket, og sangen Eraser er helt-vildt-meget blevet min nye yndlingssang! HOLDNUOP, hvor er den god. Så den får I selvfølgelig her:

Har I lyttet? Hvad synes I?

Et London-tip: The Breakfast Club

16118347_10154915616863674_1265711863_nimg_0475img_0477img_0485

2017 startede godt ud. Midt i eksamensstress og decembertravlhed (på grund af eksamensstress – en ond cirkel!) besluttede mine tre veninder fra studiet og jeg, at vi skulle til London i starten af januar, når vi alle sammen havde afleveret de sidste opgaver og havde fået ferie! Som sagt, så gjort.
To af mine veninder havde aldrig været i London før, så vi travede byen tyndt, så en masse turistattraktioner og spiste en masse mad, fra nogle af de steder, som man (i følge mig i hvert fald!) skal spise på.

Ét af disse steder er The Breakfast Club, som er en kæde af cafeer i England. Sidste gang jeg var i London kom jeg ved en tilfældighed i tanke om det – og hvor er jeg glad for det, for hvis der er et sted, jeg fra nu af skal besøge hver gang, så er det altså dét her sted!
The Breakfast Club laver vist hovedsageligt morgenmads-mad og brunch. Heltvildtmeget pengene værd! Det er en lille smule i den dyrere ende (altså, man kan jo altid spise billig morgenmad – men har man virkelig lyst til dét, når man er et sted, hvor man har mulighed for at få god morgenmad?) – eller også er det bare fordi, at jeg altid kommer til at vælge for meget, fordi det er så godt (jeg drømmer stadig om deres Eggs Benedict…). Én ting er sikkert – du kommer ikke til at fortryde det! Der er pandekager i lange baner, god kaffe, æg i alle afskygninger, friskpresset juice… behøver jeg at sig mere?
Jeg har besøgt deres café i Soho (som vist er den originale!) og dén ved London Bridge; begge helt vildt hyggelige og stemningsfyldte og lidt hipster-agtige. På den gode måde.

Et lille råd er, at tjekke på google, hvornår der plejer at komme flest mennesker på den pågældende café og så prøve at planlægge at komme udenfor dét tidspunkt – for de to gange, jeg har været der, har der været kø; godt nok ikke i særlig lang tid, men det er aldrig helt så sjovt, når man er sulten.
Så ja – et tip fra mig til jer, hvis I ikke allerede kendte til The Breakfast Club. Og nu er jeg blevet sulten af alle de billeder…

 

En god overspringshandling

– hvis jeg altså selv skal sige det.

1280_the_crown_netflix_trailer2016-01-06-the-crown

Det var egentlig ikke meningen – men reklamen var der. Lige dér midt på facebook, hvor jeg sad og overspringshandlede i min bachelorskrivning (som det desuden går fremad med, bare rolig! Jeg har ikke glemt, at jeg skal tage mig sammen); og jeg er jo en sucker for alt, der har med de kongelige at gøre. Og pæn filmning. Og drama. Og en episk intro-sekvens (selvom den måske er lidt for lang). Så inden jeg havde set mig om, havde jeg set hele første sæson af den nye serie på Netflix: The Crown.

Serien omhandler Dronning Elizabeth II (I ved, hende der stadig sidder og er dronning over England lige nu) og begynder, da hun bliver gift med sin mand Prins Phillip som ung. Første sæson handler primært om, hvordan hun bliver dronning og hvordan dette påvirker ikke blot hende selv, men også landet og menneskerne omkring hende. Jeg ved ikke, hvor meget I er inde i det engelske kongehus, men hold nu op – jeg har fået så meget mere kendskab til det, som jeg garanteret kan bruge næste gang i Trivial Pursuit! For ikke at snakke om, at skuespilpræsentationerne er virkelig gode og jeg i går følte, at Elizabeth og jeg havde fået opbygget et venskab, der blev sat på pause, da jeg havde set sidste afsnit af sæsonen.

Det ligner mig ikke i øjeblikket – det dér med at se serier. Efter at Glee ebbede ud, så har jeg ikke rigtig brugt min tid på trofast at følge med i noget (udover Bagedysten, selvfølgelig – og dén gang i sommers, hvor jeg næsten så en hel sæson af Gilmore Girls på én dag), men et eller andet skete altså forleden, der gjorde, at jeg slet ikke kunne stoppe, da jeg først var igang!
I og med jeg ikke har set så mange serier, så betyder det også, at jeg heller ikke rigtig har været med på nogle af de dér Netflix-hypes … men hold nu op, hvor er det bare smart (og farligt!), at hele sæsonen ligger dér, uden man skal vente på næste afsnit! Det var jo næsten som bare at se én meget lang film. Som så var på 10 timer.

Mit lille, bankende hjerte for alting royalt er i hvert fald stor fan – og giver anbefalingen videre!