Om reading challenges, realistiske mål og gode bøger

I kender nok den dér reading challenge, man hvert år ved årsskifte kan indstille på Goodreads… ikke? Ja, altså. Det er en meget god motivation for at få læst lidt mere, men den får mig også altid til at indse, hvor langsomt og stillestående mit reading-game er. Jeg kan huske, at jeg engang havde et mål om at læse 100 bøger om året. Det skete ikke, men jeg var tæt på. Året efter nedjusterede jeg det til “kun” 50 bøger – og jeg husker, at jeg i et par år kom op omkring dét antal. Indtil livet blev travlt, og jeg blev enig med mig selv om, at 25 bøger på et år var et lidt mere realistisk mål.

Indtil det igen blev nedjusteret – og jeg stadig er ved dét antal: 12 bøger om året. Én for hver måned… det er da lidt nemmere at klare, ikke? Målet giver en god struktur, og en måned varer jo laaaang tid. Nope. Jeg sidder her, i juli måned og burde have læst 6 allerede. Jeg er kun lige kommet op på 5 bøger, og tror ærligt ikke, at jeg når de 12 bøger. 7 bøger mere virker som så mange… Men måske det er også er fordi, jeg er begyndt at føle, der er blevet langt mellem de gode, der fastholder min interesse og giver mig lyst til at bruge min aften med en bog, istedet for foran min skærm og åndssvage youtube-videoer af folk, der laver mad eller tester underlige ting.

Én af de bøger, der senest fik mig til at droppe skærmen var dog Leave Me af Gayle Forman, som siden for altid (eller bare 2011, hvor jeg læste If I Stay og blev helt solgt) har været én af mine yndlingsforfattere. Hun er sådan én, hvis bøger jeg venter med spænding på udkommer, for de skuffer aldrig – uanset genre og indhold. Hun kan noget med sproget og sine karakterer og jeg er stor fan!

kindle leave me

I Leave Me møder vi Maribeth, der midt i sit hektiske business-woman i New York, kone og mor til to-liv får et hjertestop og bliver nødt til at reevaluere sit liv – selvom det måske betyder, at hun bliver nødt til at flygte fra alt dét, hun har lagt så mange kræfter og så meget tid i. Og selvom emnet er til den tungere side, så er bogen også så fin og livsbekræftende, at den ene side tager den anden – og inden jeg vidste af det, var klokken halv fire om natten og jeg havde færdiggjort årets femte bog.
Desuden er jeg ret sikker på, at den ville egne sig ret perfekt som feriebog, hvis man nu var én af de dér personer, der endnu ikke har været ude og rejse, men snart skal, og agter at ligge ved en strand (… mig lige om lidt – men må finde en anden bog. Nogle forslag?).

Så konklusionen? Jeg er ikke sikker på, jeg når de 12 bøger… men hvis en bog er god og fanger, så læser jeg den.

Hvorfor eje én, når man kan eje tre?

… Ovenstående er et spørgsmål jeg sådan cirka stiller mig selv, hver gang jeg er ved at købe endnu et eksemplar af Jane Eyre af Charlotte Brontë. Jeg har aldrig læst bogen, men filmatiseringen fra 2011 er én af mine yndlingsfilm, og en dag vil jeg altså gerne læse bogen.

Og så er det jo godt, at jeg allerede i min samling af Jane Eyre-bøger har hele tre styks. Nej, ikke én bog – tre. Og hvorfor det, når jeg ikke har læst den endnu? Jeg ved det faktisk ikke. Noget i mig siger, det er fordi jeg venter på den helt rigtige udgave af bogen, før jeg kommer igennem den (men finder man nogensinde den helt rigtige?) – en anden del af mig kan bare rigtig godt lide at eje pæne bøger… Og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg faktisk, jeg er indehaver af en ret pæn samling.

Så skal jeg bare lige tage mig sammen til at vende første side og gå igang, ikke?

IMG_1878 2IMG_1854

Sommergenlæsning når det er bedst

Skærmbillede 2017-07-18 kl. 00.42.01
Sidste år var det Twilight, jeg brugte min sommer på at genlæse; i år er det Vampire Academy. Det er en serie, jeg har brugt mange timer og nætter på at læse – men for virkelig mange år siden.

Jeg husker, hvordan jeg i 2010 gik og ventede spændt på syvende og sidste bog i serien, Last Sacrifice, og løb op til posthuset hele to gange for at tjekke, om de havde modtaget mit bestilte eksemplar uden at komme forbi min postkasse med en seddel. Jeg var vist lidt desperat… men med god grund. For det er en virkelig god serie, og her – syv år efter – som jeg genlæser de scener, jeg engang næsten kunne udenad, bliver jeg stadig helt forgabt og forelsket i den verden, som Richelle Mead har skabt; jeg vender stadig spændt den næste side, ivrig efter at finde ud af, hvad der nu sker, for jeg har glemt ret meget, og det er lidt fantastisk at få lov til at opleve det hele igen. Perfekt gensyn og genlæsning!

Indtil videre er jeg kun to bøger inde i serien, men med regnvejrsprognoser, ferietid og en tur til et sted, hvor der er varmt og solrigt, så tænker jeg, der er god chance for, jeg får læst en masse den her ferie. Især nu hvor jeg har tiden til det – årh, det er rart! Gid man altid kunne have ferie… (og altid læse gode bøger!)

Livet på fjerde

I morgen har jeg boet i min lejlighed i et år. Den 6. juli 2016 sagde jeg farvel til mit lillebitte kollegieværelse i Brønshøj, som var mit første eget hjem og slæbte alle mine ting op på fjerde sal i en lille toværelses-lejlighed i Nordvest, hvor jeg nu bor med min veninde. Pludselig var jeg så tæt på alt i København (føltes det som!), at jeg ikke længere behøvede at tage 2A, hver gang jeg skulle nogle steder hen. Årh, den frihed! Og nu er jeg endda blevet sådan en person, der bare cykler. Som tiderne dog ændrer sig!

Det sidste år er virkelig fløjet afsted, og som jeg sidder her i min seng lidt i elleve og kigger rundt på mit værelse, kan jeg ikke helt forstå, at der allerede er gået et år. Jeg kan bo her endnu et år – og hvis det næste bliver fyldt med ligeså mange ting, som det første … så er der et eller andet, der siger mig, at dét også kommer til at gå stærkt.

Men! Det har været et godt år allerøverst i min rare, lyse lejlighed på værelset med en nabo, der altid synger lidt for højt med på radioen (nej, det er altså ikke mig! Det er altså rigtigt!). Her har jeg godt selskab, luft, eftermiddagssol og en pæn udsigt over tagene med de fineste solnedgange. Livet på fjerde er nu meget godt! :)

collage-2017-07-04

Har du brug for et boost?

Jeg er hverken god til at give råd om kost, søvnvaner eller hvor mange liter vand, man skal drikke om dagen. For det aner jeg (lykkeligt) intet om. Til gengæld kan jeg fortælle, hvor mange kopper kaffe, man burde drikke ifølge mig, og så har jeg altid en god musicalsang eller to klar, man kan høre når vejret er gråt og humøret i bund. Det giver vel også et form for boost? Ikke?

Dagens anbefaling er derfor: Lyt til castet fra Dear Evan Hansen synge sangen You will be found.

Det er sådan en sang, jeg sætter på, når det er mandag, jeg kan fornemme modvind og jeg ved, jeg skal ud og cykle, men også en sang jeg lytter til, når jeg er træt, kommer hjem og bare vil høre noget rart. Sådan en sang, jeg synger med på og kun bliver i godt humør af; den er livsbekræftende, og bare helt igennem velkomponeret og GOD.

Gi’ den et lyt og tak mig senere. You’re welcome (… will be found).

‘Klokkeren fra Notre Dame’ på Gamle Scene, Det Kongelige Teater

Hvordan anmelder man noget, der er så godt, at man ikke kan få armene ned, tonerne ud af kroppen eller ryste hele stemningen af sig? Dét spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg trådte ud af Det Kongelige Teater og begav mig hjem efter at have oplevet Fredericia Teaters produktion af Disneys Klokkeren fra Notre Dame.
Det var anden gang, jeg blev transporteret med til Paris kæmpe katedral og snævre gader, da jeg også oplevede musicalen i Fredericia sidste efterår, men det betyder ikke, at det ikke var en ligeså stor oplevelse – jeg har næsten lyst til at sige, at den var endnu bedre.

Klokkeren fra Notre Dame omhandler den pukkelrykkede klokker Quasimodo, der drømmer om at blive en del af den verden, han hver dag kigger ned på fra sit hjem allerøverst i Paris domkirke og som han holdes indespærret i af sin værge, ærkediakon Frollo. En dag bliver drømmen til virkelighed og han møder den smukke sigøjner Esmeralda, som både betager Quasimodo, Frollo og soldaten Phoebus…
Selvom Klokkeren fra Notre Dame indeholder de velkendte sange fra tegnefilmen, er historien dog baseret på Victor Hugos roman af samme navn. Tegnefilmen har altid været dyster, men i denne udgave blive det hele mørkere – og mere fortvivlende. Men historien bliver også på sin vis smukkere, og vigtigere.

Indrømmet, jeg har det tit lidt svært med Disney-musicals. Jeg elsker filmene, men når de bliver overført til scenen, føler jeg tit, at det bliver en for poleret. Der mangler noget kant og dybde – noget som Klokkeren fra Notre Dame i dén grad får ved at trække på originalhistorien, og særligt Quasimodos entre som almindeligt menneske, der forvandler sig til den velkendte, pukkelrykkede klokker for øjnene af publikum, stiller spørgsmålet og cementerer temaet: Hvem er er et monster og hvem er en mand? 

I Klokkeren fra Notre Dame går scenografi, skuespil, sang op i en højere enhed på smukkeste vis. Scenografien slog benene væk under mig gang på gang, når man blev transporteret fra Paris gader til toppen af Notre Dame, eller når verden (føltes det som) blev badet i flammer, som Frollo sang sin vrede og lidenskab ud i sangen Hellfire. Alle øjeblikke var akkompagneret af ensemblet, som er med til at give liv og storhed til de smukke, gåsehudsfremkaldende sange og formidle de store følelser, som musicalen indeholder.

Skuespilpræstationerne har en stor andel i historiens dybde, og særligt rollen som Quasimodo spilles fantastisk af Lars Mølsted. Ikke nok med, at han synger flot og sikkert, så spiller han også, så man mærker ensomheden, men også den indre styrke hos den pukkelrykkede klokker; han formår at gøre Quasimodo både skrøbelig og handlekraftig på én og samme tid, så man sidder og hepper og græder. På en og samme tid.
Quasimodo er en karakter, der er historiens outsider, men i samspil med Bjørg Gamsts sikre, hjertevarme Esmeralda og Mads M. Nielsens nuancerede, men ubehagelige Frollo, ender han med at blive historiens og musicalens midt- og højdepunkt.

Klokkeren fra Notre Dame er en musical og en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Den har sat standarden for musicalgenren i Danmark – ikke kun med sin kreative, flotte scenografi, men også med sit ambitionsniveau. Det er en musical, der beder om at blive taget seriøst – trods sin Disney-indpakning. Og det bliver den. På smukkeste, mest triste og bedste vis og jeg kan ikke anbefale den nok.

❤︎❤︎❤︎❤︎❤︎
5 ud af 5

 


‘Klokkeren fra Notre Dame’ spiller indtil d. 13. august på Gamle Scene i Det Kongelige Teater og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Lars Mølsted, Bjørg Gamst, Mads M. Nielsen, Christian Lund m.fl. Instruktør: Thomas Agerholm. Tekst og musik: Alan Menken og Stephen Schwarts. Produceret af Fredericia Teater.

Den sommer jeg ikke skulle lave noget

Siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg brugte mine sommerferier på at arbejde. Som i rigtig meget, hele tiden og hvor alle andre planer blev klemt ind mellem lange vagter. For jeg skulle jo tjene en masse penge, udnytte at jeg havde fri og ikke skulle tænke studie oveni arbejde. Det er også rart, når man for engangs skyld bare kan fokusere – og ikke have alt muligt i baghovedet, mens man serverer kaffe, langer brød over disken eller prøver at smile til en kunde, der gerne må gå hurtigt, så man selv kan komme hjem og skrive den dér eksamensopgave, der er blevet udskudt lidt for mange dage. Men det er virkelig også rart bare at have FERIE, har jeg indset. Så I år bliver det anderledes!

Jo, jeg har arbejdet en del siden jeg fik ferie, men jeg har også haft dage, hvor jeg overhovedet ikke skulle noget. Det har været en lidt vild følelse, hvis jeg selv skal sige det. Det dér med at have fri, kunne vågne i eget tempo og slet ikke have nogle planer; at mærke sådan helt nede i maven, at jeg har ferie og jeg ikke behøver rejse mig.

Og hvad valgte jeg så at bruge dagene på? Well, jeg har i øjeblikket set næsten to sæsoner af Project Runway og alt for mange afsnit af Say Yes to the Dress – sådan noget TV, der bare er allerbedst, når det regnen trommer mod ruden og man har en kop kaffe i hånden. Og af en eller anden grund, hvis jeg skal tro vejrudsigten, så tænker jeg, at resten af sommeren måske egentlig også kommer til at foregå sådan… But I ain’t complaining!

Men … er der en venlig sjæl, der kan fortælle mig, hvorfor Heidi Klum er så irriterende!?