Cyber fatigue

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 23.38.59
Der er egentlig mange ting, jeg gerne vil dele herinde. Hverdagsøjeblikke, strøtanker og alt det midt imellem. Men kender I det, hvor man løber ind i en mur? Ikke en rigtig mur, og heller ikke Politikens betalingsmur – men en mur, der mest af alt er en mavefornemmelse og en spæd tanke, der siger noget ala: Hvorfor? 

Forleden lærte jeg et nyt ord. Cyber fatigue. Egentlig er det et ord, der bliver brugt i forbindelse med sikkerhedsadvarsler; cyber fatigue er dét den overvældende følelse af, at man hele tiden skal være i beredskab på internettet. Sådan helt simpelt. Og det giver også god mening.

Men jeg er ikke konstant i beredskab, og ærligt tænker jeg ikke særlig meget over sikkerhedsforanstaltninger på nettet (men det burde jeg nok).
Til gengæld har jeg – særligt på det sidste – følt mig overvældet. Overvældet af sociale medier, den konstante nyhedstrøm, følelsen af skulle være på 24/7 (som jo er en dum følelse) og mennesker der viser, hvor uperfekte de er (selvom de gør det i bedste mening). Men mest af alt, overvældet over al den information om mig, der ligger på nettet – frit tilgængeligt. Og når man har levet online siden 2007, postet facebookopdateringer siden 2009, skrevet næsten 50.000 tweets og været på instagram siden 2011 er det altså meget. 

Så for at vende tilbage til mine indledende tanker om at løbe ind i en mur, så indebærer den blandt andet spørgsmålet: Har jeg virkelig lyst til at tilføje mere til min egen Googlesøgning? Nogle dage siger jeg JA, andre dage er det et stort nej. Og så er der dage som fx i dag, hvor jeg bare savner at nedfælde tanker og skrive. Er det mon bare mig, der tænker for meget i en tid hvor alle alligevel har blogs og deler deres liv på de sociale medier?

Reklamer

Hvor blev tiden af?

Bedst som jeg skulle til at skrive, at det for engangs skyld ikke regner udenfor mit vindue, mens jeg sidder og skriver dette – så pausede jeg lige min musik og lyttede en ekstra gang. Og jo, det regner. Pænt meget. Men det er hyggeligt og en lyd, jeg – mest af alt – kommer til at savne.

Nå, men det var noget med, at fortsættelse følger, ikke? I hvert fald er jeg her, små 3 måneder efter sidste indlæg og ved faktisk ikke heeeeelt, hvad jeg skal skrive. Jeg burde jo egentlig fortælle om alt det jeg har lavet siden sidst…for der er godt nok sket meget, og om lidt under 10 dage sidder jeg på et lille fly tilbage til Danmark, og min hverdag derhjemme. Spørgsmålet er, om jeg kan huske, hvordan det er ikke at handle absurd dyre madvarer, altid have en paraply med sig (for hvad nu hvis…) eller hvordan man nu færdes på de dér københavnske cykelstier (er jeg ude af træning!? Ingen ved det).

Men jeg skal i hvert fald hjem. Og én ting er sikkert: Det bliver underligt. 

Hei fra Bergen!

Udenfor siler det ned, og regnen trommer på mit vindue med den fineste udsigt til grøn skov. Sådan har det været de fleste dage, siden jeg for lidt over en måned siden ankom til Bergen i Norge. Allerede da jeg trådte ud af flyvemaskinen, kunne jeg dufte regn – en helt underlig følelse, når man få timer inden havde befundet sig i solskinsrige og grillforbuds-ramte Danmark.

Men her er rart her i Norge, og Bergen er en virkelig, virkelig hyggelig by. Meget hjemligt og velkendt, og så alligevel ikke. Jeg har fundet ud af, at selvom jeg måske nok kan forstå det meste af, hvad folk siger til mig – så har jeg også meget nemmere ved at misforstå. Altså, især når ‘rart’ betyder ‘mærkeligt’ på norsk. Det glemmer jeg stadig ofte. Jeg snakker dog allermest engelsk, for jeg bor på et stort kollegie, hvor alle udvekslingsstudenter bliver sendt hen (…virker det som) – men her er fint, fornuftig husleje og søde mennesker.

Og hvad har jeg så lavet den sidste månedstid? Meget. Jeg kan slet ikke holde styr på det. Det føles som om, at jeg har været her i meget længere tid. På den gode måde, altså. Jeg har oplevet så meget og mødt så mange mennesker… men det er kun godt, selvom jeg stadig ikke helt forstå, at jeg skal være her helt til december. Jeg tror ikke helt, at jeg forstår, at jeg bor her, at det her er mit hjem og hverdag, selvom jeg må indrømme, at efter min undervisning er begyndt, så er det dog blevet mere hverdagsagtigt.

Hvordan har I det i Danmark? Er humøret højt? Jeg vil forlade jer og måske kaste mig ud i en oprydningsprojekt og drikke en kop kaffe, for jeg ville egentlig bare lige hoppe forbi og sige hej og bryde min stilhed. Forhåbentligt kan jeg tage mig sammen til at skrive mere herinde, mens jeg er oppe i det norske – både for jeres skyld, men også for min egen. Men inden da, kan I lige få lidt billeder fra verdens længste (føltes det som!) vandretur, jeg var på i går. 7 timer, 18 kilomenter og en meget træt (men stolt! hvem skulle have troet, jeg kunne sådan noget!?) Rebecca. Vi gik en strækning fra bjerget Fløyen til bjerget Ulrikken som hedder Vidden. Det var virkelig flot på den dér rå og vilde måde. Måske jeg godt lidt forstå, hvorfor folk er bidt af det dér vandring. Især i Norge. Here goes:

IMG_1807IMG_1726IMG_1742IMG_1803IMG_1805IMG_1804IMG_1779

En længe ventet sommerferie

IMG_0130

Ligesom min plante er jeg også ved at komme mig efter en lang eksamensperiode med alt for mange skrevne ord, for lidt søvn og måske også for lidt næring? I hvert fald har jeg nu sommerferie. Jeg forstår ikke, hvor tiden er blevet af… men det gør jeg jo aldrig, så der er ikke rigtig noget nyt dér.

At afslutte det her semester er på én gang rigtig dejligt, men også lidt skørt. For det er faktisk mit sidste semester i KUAs vante lokaler ude på Amager. Til august pakker jeg min lejlighed ned, sætter mig i et fly og drager ud i verden – nærmere betegnet Norge. Jeg skal nemlig et semester på udveksling i Bergen!

Nogle gange tænker jeg lidt, hvad jeg egentlig har rodet mig ud i… men når alt kommer til alt, så glæder jeg mig mest af alt bare rigtig meget. Både til at komme lidt væk fra hverdagen, møde nye mennesker og opleve en hel masse nyt! Og så har jeg altså aldrig været i Norge – forhåbentligt bliver det en god introduktion til landet! Jeg tænker, at I nok kommer til at høre meget mere om det hele, når jeg sidder oppe i det norske, men for nu, så nyder jeg altså bare, at jeg har sommerferie, jeg kan sove længe og jeg ikke længere skal tænke over dårlige opgaver. :)

Maggie Rogers: Fallingwater

Sidste februar ramlede jeg ind i Maggie Rogers fantastiske, musikalske univers og var med det samme tryllebundet. Hendes Alaska gav mig lyst til at danse og tænke en ekstra gang over tilværelsen på én og samme tid, og da hun udgav resten af hendes EP Now That The Lights Are Fading var jeg ikke ét sekund i tvivl om, at hun var én, jeg gerne ville have mere musik fra. I ved, en af de kunstnere, hvor bare ved – sådan helt indeni – at de holder niveauet.

I dag har hun udgivet en ny sang. Fallingwater. Og jeg har den på repeat, for den er perfekt til solskinsaftner som i dag.

Endnu et kongeligt bryllup til samlingen

I 2011 sad jeg klinet op ad en bærbar-computer, som jeg i hastværk havde lånt på skolebiblioteket, smuglet med ind i mit klasseværelse, gemt bag min taske og skruet lyden ned på. Computeren viste en livestream af Prins William og Kates bryllup i London. Eller så godt som, for da de skulle til at sige ja til hinanden, så løb computeren tør for strøm, og jeg måtte finde på noget andet – jeg kan ikke helt huske, hvad jeg endte med, men jeg fik set resten af vielsen og endda lokket min idrætslærer til at give mig tidligere fri, så jeg kunne spurte hjem og nå og se dem vinke på balkonen på et rigtigt TV.

Mary og kronprins Frederiks bryllup i 2005 husker jeg også, omend lidt mindre tydeligt; det var noget med at blive hentet tideligt fra fritidshjem, drikke te og sidde sammen med min søster og papmor i sofaen og se bryllup.

I dag, 19. maj 2018, har der også været kongeligt bryllup i mit TV, da engelske prins Harry og Meghan er blevet gift. Denne gang, har jeg både haft tid (og lov) til at se det, og jeg er sikker på, jeg kommer til at huske det – i hvert fald i et stykke tid. For sikke et fint bryllup med en flot brud, sød brudgom og en helt særlig feststemning. Selv på mit lille værelse, hvor jeg drak kaffe af min yndlingskop og åh-ede med min veninde, da bruden trådte ud foran kirken, og vi så hendes kjole. Jeg ender altid med at få en lille tårer i øjnene, for på underlig vis føles det som om, jeg kender dem –  det er måske også det fine ved de kongelige; man føler, man har en forbindelse til dem… Og nå ja, så var min veninde og jeg netop i Windsor i påsken, hvor vi besøgte dronningens slot, men også så (og beundrede) Sct. George’s Chapel, hvor vielsen fandt sted. Så føltes verden også pludselig lidt mindre – på en eller anden underlig måde.

Nå, hvor vil jeg hen med det her? Ikke rigtig nogle steder. Ikke udover at jeg, trods andres meninger, altså godt kan lide kongehuset. Både vores eget, men også det britiske og alle andre. Især når man som i dag får foræret en ekstra god undskyldning for ikke at lave eksamen, spise et stykke chokolade og drikke en ekstra god kop kaffe.

Skærmbillede 2018-05-19 kl. 18.26.26.png

Det dér med lister…

Engang elskede jeg lister. Eller – det gør jeg jo egentlig stadig. I princippet. Intet er bedre end at lave en to-do-liste med de mest simple opgaver og så – systematisk og næsten helt befriende – sætte et hak i margen, når noget er fuldført (vågn op: √, gå i bad: √ spis morgenmad: √).

På det seneste (og længere tid end dét) har jeg dog haft et had/kærlighedsforhold til lister over bøger – og særligt de lister over bøger, hvor man tæller, hvor mange man har læst indenfor et år (ja, Goodreads Reading Challenge – I’m looking at you! Jeg tror, jeg har nævnt det før herinde). Det er som om, at når det pludselig går fra kvalitet til kvantitet, og man skal konkurrere med sig selv om, hvor meget man læser – så kan jeg næsten ikke overskue at åbne en bog. For nogen har det sikkert den omvendte effekt, men jeg bliver altså bare helt træt indeni (og alligevel udfylder jeg altid et læsemål for året… jeg er så selvmodsigende).

Men altså, selvom jeg har det sådan og måske allerhelst vil gøre op med at det hele skal listes, så er det bare som om, at listerne alligevel ikke helt kan slippe taget i mig. I går optog vi fx et nyt afsnit af vores podcast Den Rette Hylde. Denne gang handlede om det BBCs liste over 100 bøger, man skal have læst inden man dør. Og selvom mit hovede bliver helt træt af at kigge på den lange liste og tænke “den er godt nok lang!”, så er det alligevel som om, der kom et lille konkurrencemenneske op i mig, da jeg talte sammen, hvor mange af bøgerne, jeg reelt har læst…

Suk. Det er ikke nemt. Til gengæld kan du lytte til mig (og min veninde Sissel), der snakker om de 100 bedste bøger i afspilningsboksen lige nedenunder. Og så kan jeg hinte, at vi muligvis også kommer med foreslag til bøger, som vi synes mangler på listen. Jeg håber, vi lyttes! Og så håber jeg, at I ikke er alt for trætte af mine sporadiske indlæg omkring podcast – det er bare fordi, det er sådan en stor del af min hverdag, og jeg så gerne vil dele det med så mange som muligt. :)

Those were the days

Florence and The Machine minder mig om lange, sene nætter på mit teenageværelse, hvor jeg ikke lavede andet end at læse, lytte til musik og tænke, at det her er livet. I ved, de der nætter, hvor man gik igang med en bog, der viste sig at være en, man umuligt kunne slippe og inden man havde set sig om, så var klokken fire om natten, og man havde færdiglæst endnu en bog. Those were the days (og hvordan gør man sådan noget i dag?!).

Forleden udgav Florence and The Machine en ny single. Der har vist været lidt stille fra hende det sidste stykke tid, men hvor længe ved jeg ikke, for jeg glemmer lidt at følge med i sådan noget. Til gengæld er jeg stor fan af den nye, Hunger, som på nostalgisk vis transporterer mig tilbage til mit kælderværelse. Måske fordi den minder lidt om noget af det allerførste, jeg hørte af hende? Uanset hvad, så tror jeg, den skal være dagens soundtrack til min eksamenslæsning.

Jeg håber, I har en go’ weekend! Og nå ja, så er der også kommet et nyt afsnit af min podcast Den Rette Hylde. Klik her hvis I vil lytte til mig snakke om Harry Potter and The Cursed Child, eller find os på iTunes! :)

Tid, liv & mer’ podcast

Skærmbillede 2018-05-01 kl. 21.32.02

Halløj! Lever I? Jeg gør. Næsten. Det er som om, at livet lige pludselig gik lidt hurtigt; jeg har haft en masse deadlines, skriverier og ting der skulle ordnes. Men det er jo det fine ved den her blog, jeg er her jo bare – for en fortsættelse følger altid… Eller noget. Nogle gange tænker jeg, om jeg er den eneste, der synes navnet er ligeså fedt, som jeg gør (undskyld til alle jer, der både skal skrive ae og oe i adresselinjen, når I vil finde mig) – jeg kan godt lide friheden, selvom jeg også savner at skrive… nogle gange tager alt det, der sker rundt om mig bare lige lidt tiden og pusten fra mig.

Nå, men jeg ville egentlig bare lige hoppe forbi og fortælle jer alle sammen, at jeg stadig ånder, lever og cykler til uni (vigtig detalje, selvom regnen muligvis tog lidt af gejsten fra mig i dag – men prøv lige at overvej, at jeg faktisk har gjort det i et helt år nu. Wow!). Og så er dette indlæg muligvis også for at fortælle, at hvis I nu synes, jeg er lidt stille herinde – så er det altså også fordi, jeg har travlt med at snakke med min veninde Sissel om bøger i vores podcast, Den Rette Hylde. Sidst jeg skrev var vi lige gået igang – nu er vi oppe på hele 8 afsnit, og igen: Jeg forstår ikke, hvor tiden er blevet af!? Men det er stadig sjovt, hyggeligt og lærerigt! Og så har jeg muligvis fået læst en bog eller to, siden vi startede podcasten… hvem skulle nogensinde have troet dét!?

Sidst snakkede vi om alle vores yndlingsforfattere, og dem dér, hvor vi er vilde med én bog af dem, men ikke helt ved, om vi har lyst til at læse andre bøger af dem (Hint: J.K. Rowling … burde jeg dét?). Men vi har også snakket om filmatiseringer (at dele én bog i to film er bare aldrig en god idé), støvede klassikere (og mine mange udgaver af Jane Eyre), læsevaner (de er måske blevet forbedret!), barndomsfavoritter (der var mange!), og så har vi stillet vigtige spørgsmål og udfordret hinanden i vores læsegame; nogle udfordringer mere givende end andre. Og så siger jeg ikke mere…

Er der nogle af jer, der lytter med? Ellers har jeg lavet en meget smuk afspilningsliste, der har samlet det hele (og man kan finde os på iTunes lige her)- bare fordi. Jeg håber, vi lyttes ❤️

Musicalteatrets ‘Vi maler byen rød: The Musical 2’

I 2010 havde Musicalteatret premiere på forestillingen Vi maler byen rød: The Musical, der blev lidt af en Danmarks-succes. Den så jeg ikke. Til gengæld så jeg i onsdags deres nye musical Vi maler byen rød: The Musical 2, som kører videre i samme spor med ny, selvstændig historie, men stadig ligeså fyldt til randen med melodi grand prix-hits, som dens forgænger.

I Vi maler byen rød 2 bliver vi transporteret tilbage til 1980’ernes ferieparadis Mallorca sammen med historiens omdrejningspunkt: En rigmandsfamilie, hvis familieliv er fyldt med intriger og hemmeligheder. Egentlig et rigtig fint udgangspunkt for en musical; der er lagt op til forvekslinger, dramatik og spænding. Ved første sang lyder det også som, at sangene kommer til at blive en fin del af forestillingen. Det er altid det svære i musicals, når man vælger at gå jukebox-vejen og bruge allerede kendte og skrevne sange; at integrere dem i historien, så det virker naturligt og selvfølgeligt.

Egentlig lykkes det langt hen ad vejen, og jeg var også fint underholdt af både sang og skuespil. Til en hvis grad. Historien er fyldt med humor, og på scenen står der nogle fine skuespillere og virkelig gode sangere, der præsterer. Særligt dem der spiller søskendeflokken i rigmandsfamilien leverede nogle virkelig gode, fine og egentlig ret overbevisende skuespils- og sangpræstationer i forhold til det materiale, de havde at arbejde med. For ærligt, så operer Vi maler byen rød: The Musical 2 ikke med begrebet ‘less is more’. De 25 grandprix-sange, man har valgt at bruge i forestillingen, er bare for mange sange, og når historien så samtidig også kaster den ene sidehistorie ind efter den anden, så forestillingen ikke kun ender med at blive rodet, men også kommer til at vare lige godt og vel 3 timer inklusiv pause…så bliver Vi maler byen rød: The Musical 2 altså en tand for langtrukken og forvirrende. Jeg er helt med på at historien ikke tager sig selv så højtideligt, men jeg ville ønske, det havde været mere stramt. Jeg manglede fokus og en følelse af, der var taget nogle flere kunstneriske valg. For så tror jeg, det kunne have været rigtig godt!

Vi maler byen rød: The Musical 2 er en musical for dig, der kan lide alt det gode (og det mindre gode) grand prix-musik, og for dig, der måske ikke går så meget op i historien, men bare gerne vil træne lattermusklerne. Når det spillede, så spillede det – og ellers var det et nostalgisk gensyn med al den musik, der uundgåeligt er blevet en del af Danmarks musikhistorie. Og så vil jeg også gerne give en cadeau til Musicalteatret for at sætte en nyskrevet musical op!

‘Vi maler byen rød: The Musical 2’ spiller indtil d. 21. april på Folketeatrets Store Turnéscene. Læs mere om forestillingen HER.

Instruktør: John Holmgren Brohammer Jensen. Manuskript: Rasmus Mansachs. Produceret af Musicalteatret.