Livets store spørgsmål

På min gamle blog, breakingfree.dk, kunne jeg rigtig godt lide at være lidt filosofisk og vise, at jeg også tænkte lidt over det dér liv. Det resulterede tit i lidt svævende indlæg om alt og intet mellem mine med utallige indlæg om Twilight, Edward og hvor irriterende, det var når folk stavede Stephenie Meyers navn forkert (… hvilket jeg stadig synes er irriterende – var inde på en side i dag, der gjorde det. Det kriblede helt i mine fingre efter at skrive til vedkommende og gøre opmærksom på det).

Særligt i bloggens spæde start i 2009 kunne jeg rigtig godt lide at stille de helt store  eksistentielle (i følge mig…) spørgsmål. Og dem har jeg selvfølgelig gravet frem fra gemmerne! Så jeg tænkte det kunne være lidt sjovt – her 8 år efter – at se, om jeg måske nu er i stand til at svare på livets store spørgsmål (som jeg kaldte dem). Nu er jeg trods alt ældre og forhåbentligt har jeg lært lidt, but let’s se! Here goes:

Skal man blogge om mode for at blive populær?
Måske, men noget siger mig, at det også er en fordel at kunne lave sirlige kager og tage flotte, pastelfarvede billeder. Alternativt kan man også blive kendt fra TV, oprette en blog og skrive om sit liv. Hvis man vælger at følge denne vej, er der en lille ekstra bonus i form af, at man ikke behøver at kunne sit nutids-r eller sætte komma. Win-win!

Skal man virkelig altid følge sit hjerte?
Ja. Især når du skal cykle på arbejde, men alligevel allerhelst vil tage bussen. Mine erfaringer siger mig, at det chancerne for at bliver regnvejr altid er markant større på sådan nogle dage.

Burde man købe en ny smart telefon for sine konfirmationspenge?
Det gjorde jeg aldrig – men 2 år efter fik jeg en aflagt, men brugbar (og smart, may I add!) iPhone 3gs i julegave. Den holdt i næsten 4 år. Istedet brugte jeg mine penge på koncertbilletter og andet sjovt, der garanteret havde noget med Twilight at gøre. Så nej – all good things come to those who wait.

Hvorfor flyder døde fisk altid med strømmen?
De er døde. Ergo kan de ikke svømme.

Hvorfor er det at folk skal bestemme, om man er god til at synge eller ej?
Se, det forstår jeg faktisk stadig ikke helt. Til gengæld må man godt selv bestemme, om man er god til at synge eller ej – og jeg har bestemt, at det er jeg faktisk ikke særlig god til. Og det gør ikke noget! Så længe jeg har det sjovt, og jeg stadig godt må synge musicalsange, så højt jeg har lyst til.

Er man kedelig, når man hellere vil læse en bog end at være sammen med en ven?
Jeg dømmer ikke! Du har min fulde opbakning! Jeg gad dog godt snart lige en bog igen, der gav mig lyst til at droppe alle aftaler, krybe sammen i min lænestol og bare sidder dér hele dagen. Nogle forslag?

Hvorfor bliver man altid så pokkers addicted til facebook?
I 2009 prøvede jeg at deaktivere min facebook-profil – det holdte i én uge. Så et meget validt spørgsmål! Jeg aner det ikke, men mine statusopdateringer tilbage fra 2009 vidner om, at jeg virkelig ikke kunne lade være med at gå derind og lette mit hjerte (om Twilight)…

Og sidst, men ikke mindst: Hvorfor sover jeg ikke lige nu?
Ha. Og ud fra det spørgsmål må konklusionen være, at jeg ikke er blevet klogere med årene – men jeg prøver virkelig.

Skærmbillede 2017-11-16 kl. 23.48.01.png

Reklamer

Så gik der et år…

IMG_6963

Hip-hip-HURRAAAAA!

Så gik der lige et år og bloggen her har vel egentlig dét som man kalder for en fødselsdag. Hold nu helt op, hvor er tiden bare gået stærkt – jeg føler virkelig, det var i går jeg sad en kold og mørk novembernat og fik en åbenbaring i form af et nyt blog-navn. Det havde hele tiden været min hurdle; jeg ville gerne tilbage, jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle hedde – eller hvad jeg skulle skrive. Men så slog det mig, fortsættelse følger – and the rest is history…

Nogle gange kan jeg stadig ikke helt finde ud af, hvad jeg skal skrive herinde – og andre gange har jeg en god idé. Men det er okay, for det er netop også pointen med denne blog; det hele må godt være lidt sporadisk og uforpligtende, men en fortsættelse følger altid. Og så er det bare rart at have et sted, hvor jeg kan snakke og skrive så meget, jeg har lyst til om teater, musicals, musik, bøger og alt andet godt i verden, som jeg rigtig godt kan lide – uden at det skal munde ud i en opgave, nogen skal bedømme og vurdere, om jeg er klog nok. Det er faktisk helt okay!

Så tak til jer, der i løbet af året har fulgt med i min famlende start på livet som endnu en blogger i mængden og læst mine indlæg om alt og intet. I er altså søde!

Taylor Swift er ved at blive voksen – og det er helt okay

Taylor Swift - reputation

Det er lørdag, jeg har sovet længe efter verdens længste uge – og i går udkom Taylor Swifts sjette album. Jeg har før nævnt, at jeg har været fan i lang tid – men jeg har også nævnt, at jeg var ret skeptisk, da hun udgav sine nye singler fra albummet, reputation – det var ikke lige dén slags musik, jeg forbandt med Taylor Swift. Ikke kun fordi, at jeg forbinder hendes musik med country (for that’s long gone!), men hun har altid haft styr på sin historiefortælling og hendes tekster – og melodier. Den første single, Look what you made me do, levede bare ikke helt op til dét.

Men nu har jeg altså givet det nye album en chance. Og faktisk er jeg ret positivt overrasket – Look what you made me do er stadig den dårligste sang på albummet (så jeg forstår slet ikke, hvorfor den overhovedet var førstesinglen!?), men der er en del andre gode sange på det! Særligt er jeg vild med Don’t blame me, Getaway Car og Call It What You Want – og førstnævnte har jeg lyttet alt for meget til siden igår. Den er så dejlig dramatisk!
Generelt synes jeg, at reputation minder en del om hendes forrige album 1989, som jeg har hørt til uigenkendelighed – men lidt mere eksperimenterende, for formålet er jo at ryste den gamle Taylor af sig.  Jeg kunne nu godt lide den gamle Taylor, så jeg glad for, at det nu også virker som om, at hun ikke er helt død endnu; der er også blevet plads til de mere stille sange med teksten og stemmen i fokus.

Som en anmelder på Gaffa skrev, så er Taylor Swift ved at blive mere voksen i sin nye musik – og det er måske også helt okay, når alt kommer til alt. Selvom jeg elskede hendes første albums, så er det måske også meget fint, at vi alle udvikler os – og jeg heller ikke selv sidder fast dér.

 

I øjeblikket lytter jeg til…

Jeg lytter altid mere til musik, når kalenderen rammer de mørke efterårsmåneder. I ved, på den der lidt intense og høje måde – der er et eller andet ved at sidde helt i mørket med en kop te, høretelefoner og virkelig højt musik, mens man glemmer verden omkring en. Måske det også er derfor, at jeg har en spilleliste på Spotify, der hedder Februar, som er fyldt med alle de sange, jeg allerbedst kan lide at lytte til, når jeg trænger til bare at lytte og ikke lave så meget andet.

Den her november er ingen undtagelse – især ikke med alt det nye, gode musik der bliver ved med at udkomme! Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte, eller hvad jeg skal have på repeat (som er den ultimative kærlighedserklæring!)… Til gengæld har jeg prøvet at gøre et forsøg for jer, og har samlet tre af de sange, jeg konstant vender tilbage til i øjeblikket – og det er godt!

Mø – When I Was Young. Jeg elsker MØ! Hendes energi, hendes tekstunivers, hendes musik! Selvom stort set alle nu ved, hvem hun er, så har hun stadig formået at bevare sin helt egen lyd på sin nye EP, og det er jeg ret så stor fan af. Det samme er jeg af den her sang, der giver mig lyst til at synge højt-højt-HØJT med!

Sam Smith – Pray. Jeg har egentlig aldrig rigtig lyttet særlig meget til Sam Smith – hans tidligere sange, har ikke sagt mig så meget. Til gengæld er hans nye album, The Thrill of It All, heltvildtgodt og så er jeg især vild med den her sang fra det. Bare vent til gospelkoret starter; så er I også solgt!

Blaue Blume – Ebony. Jeg kunne desværre ikke finde en video til denne sang på Youtube, men til gengæld kan I lytte til den på Spotify HER. Blaue Blume hørte jeg første gang tilbage i 2014, da jeg lige havde fået min radio. De er anderledes, helt deres egne og ret kreative – og ‘Ebony’ er sådan en sang, hvor man både får lyst til at danse, men også tænke lidt over tilværelsen. Den bedste kombination!

Hvad lytter I til?

SKAM på Aveny-T

Det var i juleferien, jeg første gang så et afsnit af SKAM. Indrømmet, jeg kom sent med på bølgen – i måneder havde jeg observeret, hvordan folk begejstret stimlede sammen, ligeså snart der var et nyt klip ude om teenagerne fra skolen i Oslo, men jeg var ikke helt sikker på, at det var noget, jeg gad bruge min tid på. Altså lige indtil jeg altså satte mig ned, blev opslugt og brugte flere aftener i selskab med Eva, Vilde, Noora, Chris, Sana og alle andre. Jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg var fan!

Jeg var til gengæld skeptisk, da Aveny-T annoncerede, at de ville lave et teaterstykke ud fra første sæson. Målet var at få flere unge i teatret, og selvom jeg selvfølgelig synes det er en god idé (for at gå i teatret er noget af det bedste jeg ved!), så syntes jeg også, at det var en lille smule letkøbt at lave SKAM til et teaterstykke. Men trods dette befandt jeg mig dog alligevel i foregårs i en tætpakket teatersal, der summede af forventningsfulde publikummer. Og forventningsfuld – dét var jeg også! Var det stadig SKAM? Ville det stadig være ligeså godt, ægte og indeholde alle de kvaliteter, der har gjort, at jeg holder så meget af den norske serie?

Det er altid farligt at adaptere noget, der er blevet er så stort fænomen, som SKAM er blevet – uanset om det er fra bog til film, eller fra TV-serie til teater. Der vil uundgåeligt altid gå noget tabt – alt vil ikke kunne være med, og særligt når der som her skal koges 5 timers serie ned til en 1,5 times forestilling (uden pause!).

Jeg blev virkelig positivt overrasket.

Holdet bag SKAM har sluppet virkelig godt fra det. Både ved at historien var skåret ind til benet, men stadig indeholdte de vigtigste (og ikoniske!) scener fra første sæson, men også ved hjælp af scenografien.
SKAM er en serie, der lader en komme helt tæt på de unge og ved hjælp af sin karakteristiske æstetik skaber et særligt nærvær, der gør, at man føler man er i samme rum som karaktererne. Men når det skal laves til en forestilling, hvor flere hundrede mennesker sidder i en mørk sal – vil nærværet så gå tabt? Scenografien er relativ enkel og består blot af en tom scene og en catwalk med et podie, der kan hæves og sænkes, som det passer til historien – og på enkel, og illustrativ vis, giver scenografien faktisk plads til og fokus på historie og skuespillere. Lige som nærbillederne og de langsomme scener i serien gør det.

Jo, vi kan godt blive enige om, at det krævede en form for tilvænning de første 10 minutter af stykket. En del af skuespillerne ligner ikke de velkendte ansigter fra serien (selvom kostumerne gør sit bedste!), der snakkes dansk og formatet er anderledes – men trods dette indeholdte forestillingen stadig den genkendelighed og relaterbarhed, som jeg holder allermest af ved serien. At man, uanset hvem man er, kan spejle sig i én af personerne – og for dét kan de fine skuespilspræstationerne tage æren, der både fik nye nuancer frem i karaktererne, men samtidig også var tro mod deres serie-modstykke.

SKAM som forestilling er ikke en 1:1 oplevelse med TV-serien; teaterstykket er et bidrag til universet og anden måde at fortælle historien på – og det er helt fint med mig. Der vil altid blive taget nogle kunstneriske valg, og her synes jeg, at det var de rigtige valg, der var blevet truffet. Det havde hjertet på det rette sted, og jeg glæder mig til at opleve Noora og Williams historie i teatermørket til næste efterår.

Medvirkende: Sylvester Byder, Frieda Krøgholt, Asil Al-Asadi, Mathias Käki, Sofie Salée, Jonathan Stahlschmidt, Nanna Finding Koppel, Karla Rosendahl Rasmussen. Instruktør: Martin Lyngbo. Scenografi: Jon Stephensen. Dramatiker: Line Mørkby. Fotograf: Pernille Kaalund. Produceret af Aveny-T. 

TURTLES ALL THE WAY DOWN af John Green

Der er et eller andet helt specielt ved at bruge en hel dag på at læse. Bare fordi man ikke kan lade være – og med den eneste, simple grund at bogen er for god til at slippe. Sådan en dag havde jeg i selskab med John Greens nyeste bog, Turtles All the Way Down. Der er gået seks år siden Green udgav sin sidste bog, The Fault in Our Stars – dengang var jeg teenager og stor John Green-fan, der fulgte begejstret med i alt, hvad han lavede og følte, at han om nogen kunne sætte ord på, hvordan det var at være ung. Kort sagt: Jeg var et andet sted i mit liv. Det var derfor med forbehold, at jeg vendte første side i den nyeste bog i Green-familien.

Turtles All the Way Down møder vi 16-årige Aza, der kæmper med ar være den perfekte datter, veninde og studerende. Alt imens hun kæmper med sit eget hovede, der er fuld af tanker, der bliver ved med at trække hende længere og længere ned i en spiral af tanker, der aldrig løsnes, men kun strammes. Og nå ja, så er Aza og hendes veninde Daisy også igang med at skaffe oplysninger om en forsvunden millionær til politiet gennem et venskab med hans søn, så de kan få fat i den udloddede dusør… Intet under at det hele synes svært og meget for Aza.

Efter endt læsning af bogen kan jeg konkludere, at 1.) John Green stadig skriver fangende og helt fantastisk og 2.) jeg bliver aldrig for gammel til hans bøger.

Selvom Turtles All the Way Down er en ungdomsroman, er det samtidig også en roman, der med sin historie og tematik indeholder noget universielt. Den handler kort sagt om at være menneske. John Greens unge er aldrig rigtig helt unge; de er altid dét klogere, dét mere filosoferende end alle andre. De er gamle sjæle i unge kroppe, der på fineste (og klareste!) vis kan sætte ord på de svære og store følelser i livet (noget man kunne lære noget af) som når fx Aza beskriver forholdet til millinonærsønnen Davis: Anybody can look at you. It’s quite rare to find someone who sees the same world you see.

Turtles All the Way Downs største styrke, og det jeg holdt allermest af ved bogen, var måden hvorpå, John Green tager et så vigtigt emne som psykiske lidelser op. Aza har OCD, og det er her tankespiralerne kommer ind i billedet. Hun er bange for bakterier, og når hun først er igang – så kan hun ikke slippe tankerne. Og det kan vi som læsere hellere ikke. Vi er inde i Azas hovede; pludselig var jeg – uden at have opdaget det – også fanget i Azas tankespiral. Det er på én og samme tid beskrevet så naturligt og hjerteskærende, men uden at glorificere eller dramatisere det. Det optræder som en naturlig – men hæmmende – ting. Det er blot en del af dét at være Aza, som læseren får lov til at opleve.

Og så vil jeg ikke skrive mere, for jeg synes selv I skal have lov til at opleve bogen; blive opslugt og pludselig opdage, at en hel dag er gået. Komme under huden på karaktererne, løse mysteriet med Aza og Daisy, fælde en tårer eller to og håbe på det bedste. Turtles All the Way Down er både humoristisk, rørende og vigtig. Og ligeså vidunderlig og befriende rigtig, som en bog af John Green er.

Turtles All the Way Down af John Green. Udgivet på engelsk af Dutton (2017). 286 sider.

‘Green Day’s American Idiot’ i Den Grå Hal

press1press8

Green Day har været et band, der har været en del af mit liv i mange år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg (ufrivilligt) har lyttet til deres musik og bedt min søster om at skrue ned. Så havde man spurgt 14-årige Rebecca, om hun nogensinde kunne se sig selv gå ind frivilligt og se en musical med Green Days sange – så havde hun helt sikkert grint og sagt nej. Men det skete altså. I søndags drog ét styks kæmpefan (min søster) og en skeptiker (mig) mod Den Grå Hal på Christiana, hvor Green Day-musicalen American Idiot i øjeblikket spiller.

American Idiot, der har Danmarkspremiere, består først og fremmest af et meget velsunget cast. De er ikke mange mennesker på scenen, men alligevel formår de (godt hjulpet på vej af de energiske sange) at komme ud over scenen og sætte gang i hallen, der ved første øjekast bare synes som et trist og kedeligt sted at spille en musical. Men det passer godt til den verden musicalen foregår i; 00’ernes oprørske, lettere triste og militærfokuserede USA. Her møder vi tre venner, der vil væk fra forstaden og ind til byen, der frister med frihed og en ny start – men hvad er meningen med livet, når livet ikke mere giver mening? Alt sammen akkompagneret af Green Days energiske, lettere aggressive musik og Benjamin La Cours betontunge (men overraskende lette!) scenografi, der på kreativ vis bliver danner rammerne for muligheder, håb og knuste drømme.

Men – for der er et men. Selvom musicalen er velsunget og scenografien virkelig flot, så kan jeg ikke komme udenom, at historien er virkelig tynd – og næsten ikke-eksisterende. Ideen er god, for Green Days musik er fyldt med store følelser og historier, men udførelsen er ikke specielt vellykket.
Jeg har læst nogle kalde musicalen for en teaterkoncert, og jeg kan godt se, hvorfor man vælge netop dén betegnelse. Mest af alt virker hele konceptet bag American Idiot, som én stor undskyldning for at sætte Green Days store bagkatalog af sange op på en scene, når den ene kendte sang efter den anden bliver spillet – kun afbrudt af en smule dialog, som man har valgt at holde på engelsk, der endte med at drukne i mængden af sange, som musicalen skulle igennem på de 90 hæsblæsende minutter, den varede.

Jeg endte med, at stå tilbage med en lidt fragmenteret oplevelse. Som musical-fan savnede jeg en mere sammenhængende historie, hvor musikken blev en mere integreret del af historien, men som ikke-Green Day fan endte jeg med at blive positiv overrasket. Jeg kunne virkelig godt lide musikken! Og et eller andet siger mig, at hvis jeg – som mangeårig skeptiker – kan ende med at blive ‘omvendt’ og skrive, at jeg godt kunne lide Green Days musik… så er jeg næsten sikker på, at der også er noget at komme efter for (nostalgiske) Green Day-fans. American Idiot giver liv til de gamle sange, mulighed for at høre dem igen – og så er der garanteret også en reference eller to, jeg ikke opfattede.

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

 

‘American Idiot’ spiller indtil d. 22. oktober i Den Grå Hal. Læs mere om forestillingen HER.

Medvirkende: Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen, Snorre Tøndel, Frederikke Vedel, Rikke Hvidbjerg, m.fl. Instruktør: Tim Zimmermann. Tekst og musik: Green Day og Billie Joe Armstrong & Michael Mayer. Produceret af Heltemus Productions.

Fra bachelor til kandidat

Jeg startede på universitet i 2014. Før sommerferien var jeg blevet student, og jeg havde brugt et halvt år forinden på at overveje og tage stilling til, hvad jeg egentlig skulle med mit liv, når den røde og hvide hue sad på mit hovede og jeg pludselig havde verden for mine fødder. Jeg endte med universitetet, og blev én ud af de tre på min årgang, der startede lige efter – intet sabbatår, bare videre.

Nu læser jeg på kandidaten på mit studie, og det dér med at tage den lige vej fra gymnasie til bachelor til kandidat har fyldt ret meget hos mig det sidste stykke tid. Ikke fordi jeg fortryder det, som jeg ellers har gået og sagt et stykke tid – for det gør jeg ikke. Mere. Jeg er glad for mit valg, mit studie, min årgang. Jeg har været heldig, fået så mange muligheder og lært så meget (tænk at få lov til at skrive så mange eksamensopgaver om musicals!). Men jeg kan godt mærke, at jeg hviler mere i dét at være universitetsstuderende nu, end jeg gjorde dengang, hvor jeg kom lige fra gymnasiets trygge rammer. Uni var – og er – noget helt andet; det er en hel anden måde at lære på. Spørgsmålet er, om jeg mon ville have nået til dét punkt tidligere, hvis jeg havde ventet lidt – eller om det bare er sådan det er?

Og sådan er der så meget, man kan gå og spekulere på om var blevet anderledes, hvis man havde valgt en anden vej. Så derfor har jeg fra i dag af taget en beslutning om, at jeg ikke mere skal tænke på, hvad jeg kunne have gjort – men bare gøre det, jeg kan nu og lægge min energi i dét.
I dag fik jeg mit fysiske bachelorbevis ind ad døren. Og da jeg åbnede konvolutten, læste papirerne igennem og kiggede på min fine, nyerhvervede titel, var det som om at alle mine tanker om uddannelsesvalg blev manet til jorden. Jeg kan ikke se mig selv være nogle som helst andre steder, end hvor jeg er nu – og det er rart!

Skærmbillede 2017-09-28 kl. 21.04.45

En ny version: Verdens bedste 5 musicalsange i følge Katja

Landet ligger sådan, at jeg var så heldig, dengang jeg startede på mit studie, at møde min musical-ligemand… eller burde jeg sige kvinde? Allerede første dag da vi mødte hinanden, 3 år tilbage, faldt snakken på musicals og vores fælles kærlighed for genren that keeps on giving (and singing), og lige siden har vi sunget højt med på vores yndlingssange, set dårlige optagelser og rejst land og rige rundt efter gode musicals og gode oplevelser!

Så selvfølgelig havde min veninde Katja – som hun hedder – også SINE bud på de famøse verdens bedste 5 bedste musicalssange, da jeg en sen aften sendt dét link til hende, der førte til Silas Holst top 5. Og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for, så without further ado – Katjas top 5:

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

Det her er nok den sværeste liste, jeg har lavet i hele mit liv… der er så mange gode musicals med så mange gode sange, nye som gamle, og det var en næsten umulig opgave kun at vælge fem af dem. Men efter lang tids overvejen, frustrationer og granskning af min Spotify-playliste kom jeg frem til, at det skulle være de her fem. :)

5 – “Mama who bore me (reprise)” fra Spring Awakening. Lyt til den HER

Jeg elsker ensemblesange virkelig højt, og det overraskede mig faktisk, at der endte med kun at være en enkelt rigtig ensemblesang på min top 5-liste. Denne her er dog også helt speciel. Jeg så Spring Awakening første gang som en amatøropsætning i Odense tilbage i 2013, og det var en af de første mindre musicals, jeg oplevede. Det var helt fantastisk! Musikken er så smuk, skuespillerne var super gode, og temaet var helt rigtigt for 18-årige mig, der let kunne relatere til karaktererne og deres problemstillinger.

Forestillingen starter med, at den kvindelige hovedperson Wendla synger ”Mama who bore me”, som er en stille, fin sang. Efter en akavet scene hvor hun forgæves prøver at få sin mor til at forklare, hvor babyer kommer fra, kommer alle forestillingens piger på scenen og synger denne fantastiske reprise af sangen, som pludselig er fyldt med harmonier, korsvar og en brændende energi, så man virkelig mærker, hvor frustrerede de er, og hvad de har på hjerte. Fra dette øjeblik var jeg fuldstændig investeret i forestillingen, og jeg har hørt den om og om igen.

Jeg ville kun ønske, at den var længere end de 1 minut og 16 sekunder, som den varer, men måske er det også netop noget af det, der gør, at den er så speciel <3 

4 – ”Give Way” fra Dogfight. Lyt til den HER.

Jeg blev introduceret til Dogfight af den søde ejer af denne blog og har været forelsket i forestillingen og især denne sang lige siden. I sommers var vi endda så heldige at få lov til at opleve musicalakademiet i Fredericia opføre den som showcase, og det har kun fået mig til at elske den endnu højere!

Historien er egentlig simpel nok og minder om mange af de teenagefilm, jeg så, da jeg var yngre. En usikker pige møder tilsyneladende selvsikker (men selvfølgelig misforstået) dreng, som inviterer hende ud på grund af et væddemål, og så er der ellers lagt op til de helt store følelser. I Dogfight bliver det hele bare så fint og ægte, og den berører også mere alvorlige emner som krig og PTSD.

Det er en af de musicals, hvor næsten alle sangene bare er gode, men ”Give Way” er helt klart min yndlings. Den kvindelige hovedperson Rose har selv skrevet den, og hun spiller den for Eddie aftenen før, han skal i krig. Hvis man nogensinde har skrevet en sang, ved man, hvor sårbart det er at spille den for nogen for første gang, og al den sårbarhed, usikkerhed, men alligevel håb bliver udtrykt på fineste vis her. Jeg kneb vist en tåre eller to, da jeg hørte den i Fredericia, og jeg kan kun anbefale den!

santa fe

3 – ”Santa Fe” fra Rent. Lyt til den HER.

Hvem elsker ikke Rent?! Det er en fantastisk musicals med rigtig mange sange, og selvom de allesammen er virkelig gode, synes jeg tit, at man overser “Santa Fe”. Personligt er jeg vild med de mere stille musicalsange, men jeg synes, at de lidt mere up beat kan udtrykke lige så meget! Og så er de vildt gode at cykle eller løbe til ;)

”Santa Fe” er faktisk en af de mere glade øjeblikke, som gruppen i Rent har. Alle er gode venner, og alle er i live (endnu…). Alligevel handler den om, at Tom Collins drømmer, at han åbner en restaurant i Santa Fe og dermed undslipper sit nuværende arbejde og liv. Det er en sang fyldt med håb, glæde og lækre korstemmer, og man kan virkelig danse og synge med hjemme i køkkenet, mens man tager opvasken. Samtidig skærer den lidt i hjertet, i hvert fald hvis man ved, hvad der sker senere i musicalen :’(

Åh ja, og så er den en af de eneste sange, som Collins synger næsten alene, og han synger for lækkert <3

2 – ”Dead Girl Walking” fra Heathers: The Musical. Lyt til den HER.

Endnu en musical som jeg blev introduceret til af den sødeste Rebecca <3 Jeg havde et stort crush på Christian Slater, da jeg var teenager, så derfor havde jeg selvfølgelig set filmen Heathers, men jeg anede ikke, at det også var en musical, før hun fortalte mig om den. Og heldigvis er den det! Nu venter vi i spænding på, at den bliver opsat i Danmark første gang, og selvom det er i Aalborg, bliver det forhåbentlig startskuddet til, at Fredericia eller et andet professionelt teater indser, at de også skal gøre det!

Heathers: The Musical handler om Veronica, der er del af en venindegruppe, som styrer hele skolen med hård, snobbet og ubarmhjertig hånd. De tre andre i gruppen hedder alle sammen Heather og er derfor kendt som ”the Heathers”. Veronica er ved at være godt træt af deres tyranni, og da J.D. – en mystisk, flot, lidt ”farlig” type – starter på deres skole, får hun en forbundsfælle og et romantisk forhold. Det hele går dog over gevind, og før Veronica ved af det, er der både mord, selvmord og bomber i spil.

”Dead Girl Walking” er helt klart den bedste sang i hele musicalen. Det er her, Veronica beslutter sig for at tage sagen i egne hænder og samtidig indlede et forhold med J.D. Den er energifuld, fængende, og så synger Barrett Wilbert Weed FOR VILDT! Endnu en sang som er god at cykle, løbe eller vaske op til.

Jeg hører den nok hver dag, og jeg tror ikke, jeg nogensinde kan blive træt af den!

1 – ”Made of Stone” fra The Hunchback of Notre Dame. Lyt til den HER.

SÅ er vi nået til nummer 1, og den eneste sang på listen som er sunget af en mand! Det er egentlig ret tilfældigt, for jeg elsker også mange mandlige musicalperformere (Ramin Karimloo, Aaron Tveit, Emil Birk Hartmann, just to name a few) og deres sange. Mærkeligt! :D

Anyways, jeg ELSKER Klokkeren fra Notre Dame, og jeg ELSKER, ELSKER, ELSKER denne her sang! Jeg har set Fredericia Teaters opsætning fire gange (heldigvis har jeg kun betalt for en af gangene!), og jeg så den gerne hundrede gange mere. Næsten alt er fantastisk! Scenografien, musikken, performerne og ikke mindst den gode balance mellem Disney-historien og Victor Hugo-historien. Den er sjov, rørende, fantastisk, overvældende, og jeg har grædt fire ud af fire gange. Den fik endda min ellers så seje kæreste til at græde allerede under første nummer, fordi han blev så overvældet af musikken og koret ;) Det er virkelig en fantastisk forestilling! Og så spiller ensemblet en stor rolle og har masser af sang, hvilket jeg elsker!

I ”Made of Stone” har Quasimodo givet op. Esmeralda er taget til fange, og det er hans skyld. Nu vil han hellere være en sten ligesom sine gargoil-venner, og han nægter at høre på dem, når de prøver at overtale ham til at tage sig sammen og kæmpe for kvinden, han elsker. Lars Mølsted vandt en Reumert for Årets Sanger, og det er især i denne sang, at han virkelig gjorde sig fortjent til den. Man kunne høre smerten, frustrationen og selvhadet så tydeligt, og mit hjerte blødte for ham. Ensemblet er en del af næsten alle sangene i forestillingen, og det giver en fantastisk kontrast og dynamik i sangen. Hver gang jeg lytter til den (og det må være over hundrede gange efterhånden), får jeg et sug i maven af medlidenhed og gåsehud af, hvor fantastisk den er. Musikken er intet mindre end magisk i denne forestilling, og derfor får denne sang førstepladsen!

Det var min top 5. Der er rigtig mange andre gode sange og musicals, som også fortjener at blive anerkendt (alene på min Spotify-playliste har jeg 459 af dem…), men for nu må det være det. God fornøjelse med dem! :D

En lille anbefaling på falderebet: Diana – med egne ord

Jeg er sådan et menneske, der først blev født i 1995. Det betyder, at der er mange ting, jeg har oplevet (synes stadig det er vildt, at jeg har været med til at hoppe ind i et nyt årtusinde – og at jeg kan huske aftenen!), men også at der er mange ting, jeg – surprise! – aldrig har oplevet.

Én af de ting er Prinsesse Diana. Det hele har (stort set) været før min tid, og derfor er det også underligt at lytte til og læse om, hvor stor en betydning og indflydelse, hun har haft for og på så mange mennesker over hele verden – for jeg aner faktisk ikke særlig meget om hende og hendes hendes historie (selvom jeg er selv proklameret royalist).

Men – det gør jeg nu. Og det er faktisk også grunden til det her indlæg. I år er det nemlig 20 år siden, hun tragisk døde i et biluheld Paris i 1997. I den forbindelse har National Geographic lavet en ret så vild dokumentar, hvis jeg selv skal sige det. Den hedder Diana – med egne ord, og hele dokumentaren er baseret på hemmelige optagelser af samtaler, hun havde med en ven i forbindelse med en bog, der blevet skrevet om hende. Det vil sige, at dokumentaren indeholder samtaler, som aldrig har været offentliggjort – før nu.

Men det er ikke som sådan dét, jeg synes der er det vilde (og gode) ved den – for det hele er som sagt ret nyt for mig. Til gengæld er det imponerende, hvor godt den er lavet; hvordan de får det Diana fortæller om, til at virke som om, at det var optaget specifikt til dokumentaren; hvor effektfuldt det er, når hendes ord og historier bliver kombineret med (smilende) billeder fra pressen – hvordan de private og følelsesladet samtaler siger én ting, og billederne viser noget helt andet. Det er så fint og trist lavet. Og samtidig er det også bare gjort så effortless, at jeg sad dér i 1 time og 52 minutter – klistret til skærmen og sugede alt til mig.

Så hermed en lille anbefaling, hvis I mangler noget at lave de næste par dage – for den kan ses indtil d. 5. september på DR.DK.

Skærmbillede 2017-09-03 kl. 23.53.55