Om cykler og biblioteker og det midt imellem

I dag burde i princippet være en dårlig dag – I ved, sådan en, hvor man går hjem og trøstedrikker kaffe og spiser chokolade (- hvilket jeg, trods dårlig dag eller ej, nu alligevel har gjort). Min cykel punkterede i dag på vej til arbejde. Det er anden gang indenfor tre dage. Ja. 2/3 dage har jeg levet med en punkteret cykel den her uge, og 2/3 gange har jeg måtte betale alt for mange penge for hjælp, fordi jeg simpelthen ikke forstår mig på cykler. Først fordi den skulle lappes, så fordi den skulle have et nyt dæk. Hvorfor den først cykelhandler ikke fortalte mig, at den ikke kun kunne reddes med en lapning forstår jeg ikke – men altså, det må være som det er. Og udover dét, så har vejret været trist og gråt (i hvert fald i morges), og jeg kom alt for sent i seng i går, fordi jeg var i Odense og se musical (mere om dét senere!) og vi tog et tog hjem, der først var i København klokken to om natten. Så er der ligesom lagt an til en dag, der ikke helt går, som man gerne vil have det, ikke?

Men underligt nok, har jeg været i overraskende godt humør i dag. Det var som om, at alle mine yndlingssange blev spillet, da jeg trak min cykel mod arbejdet og dagen alligevel gik meget hurtigt. Og som om det ikke var nok, så fik jeg studierabat og lyn-service hos cykelmanden, så jeg straks på nye dæk kunne trille hjemad – med et pitstop på biblioteket. For sådan ét er jeg åbenbart (?) begyndt at bruge igen. Pludselig gik det op for mig, en sen lørdag nat, at verden bogstaveligtalt er for mine fødder, når jeg logger ind på bibliotek.dk; så nu har jeg en vindueskarm fyldt med lånte bøger (får jeg nogensinde dem alle læst?) og er indtil videre blevet én læseoplevelse rigere. Jeg ved ikke, om det også er derfor, dagen har været helt okay i dag – men måske det er en del af det.

… og sådan gik jeg fra cykler til bøger. As usual. Skriver jeg om andet herinde? Jeg tror det ikke, men håber at dagen i morgen bliver ligeså god!

IMG_5856.JPG

Verdens længste januar

Det var egentlig først, da jeg forleden læste hos nogen, at de synes, at januar havde varet i flere år, at det gik op for mig, at jeg egentlig har haft det lidt på samme måde. Jo, jeg ved, at det bliver lysere dag for dag; jeg ved også godt, at vejret egentlig har været fint og tørt og solrigt på det sidste. Men det ændrer stadig ikke på, det er koldt og mørkt om morgenen og dagene i øjeblikket varer evigt (selvom det netop er blevet lyst, mens jeg har siddet og skrevet dette på et par minutter).

Måske det i bund og grund handler om, at jeg i et forsøg på at tage det stille og roligt gennem min kandidat, kun har ét fag det her semester. Som først starter i slutningen af marts. Hvad skal jeg dog bruge al den tid på? Kan jeg overhovedet administrere det? Det kan jeg nok godt. Men først skal jeg lige have kastet den sidste januar og ferie-stemning af mig, pudse mine briller og gå igang med noget fornuftigt. Godt der stadig er lidt tid til februar…

Skærmbillede 2019-01-24 kl. 08.12.27.png

Lyden af mit Norge

Jeg er sådan et menneske, der husker… godt, meget og detaljeret. Det siger folk i hvert fald. Og tit er det underlige facts. Måske det også er derfor, jeg godt kan lide at spille Bezzerwizzer… Nå, men i hvert fald – og særligt – husker jeg også stemninger og humør gennem musik, og egentlig er det lidt fantastisk at bare én melodi kan sende en et helt andet sted hen. Både sådan mentalt, men også geografisk.

Og det skete også i går. Altså, at jeg pludselig befandt mig et helt andet sted. For da Spotify pludselig på min cykeltur hjem i fygende sne spillede én af de sange, som jeg hørte tit, mens jeg sad i Bergen, så var jeg pludselig ikke på kolde Amager mere… Så fordi, jeg jo lovede, at jeg ville dele mere fra mit udvekslingsophold, men aldrig fik gjort det, får I hermed en lille liste over lyden af mit Norge.

New Again af Fay Wildhagen – min cykelsang. Kan du lide en god blanding af det fine, storslåede og melodiske, så er det sangen for dig. Egentlig er den lidt Sigur Rós-agtig; bare på engelsk… og så er det simpelthen bare sådan en smuk sang. Hver gang jeg lytter til den, bliver jeg transporteret op i de norske fjelde, med vind i håret og sol i ansigtet!

Åh, Sigrid. Mit allerbedste norske jam – som endda spillede gratis udendørs koncert i Bergen! Hurra! Hendes Don’t Kill My Vibe har efterhånden et par år på bagen, men det gør den ikke mindre genial og giver mig ikke mindre lyst til at synge med så højt jeg kan og danse, hver gang de første toner slås an.

Jeg har ingen idé om, hvordan jeg opdagede Inge Bremnes – men pludselig havde jeg hørt hans musik på repeat i flere timer og var helt forelsket. Det er popmusik på nordnorsk, og det har simpelthen sådan en fin kerne, og så elsker jeg, at det bliver sunget på norsk – det gør det bare dét mere fint og poetisk. Hans sang Ikaros er min alleryndlings – og nå ja, så var jeg også så heldig at opleve ham live i Bergen! Krydser virkelig meget fingre for, at han en dag og lægger turen forbi København… så ved I i hvert fald, hvor jeg er.

Så there you go. Tre sange fra mit norske soundtrack. Egentlig er det lidt skørt, hvor meget man egentlig kan forbinde med bare én sang – og så igen, det er også bare sådan en fin indkapsling af et øjeblik i ens liv. Og så kan jeg kun anbefale at give dem et lyt… naturligvis.

Leave what’s heavy…

Er åbenbart blevet sådan et menneske (blogger? er egentligt dét, når jeg kun skriver så sporadisk?), der kun kan sætte mig ved tasterne, når det hele er lidt nostalgisk og vemodigt – og sent på aftenen, ikke mindst.

For her sidder jeg. Midt i en form for limbo-land. Rundt om mig er der skraldeposer, kufferter og ting, jeg egentlig burde tage mig af. Om 2 dage drager jeg mod det danske igen, og pludselig er jeg blevet konfronteret med det alt for store spørgsmål: Hvordan pakker man egentlig 5 måneders liv ned i 2 kufferter?

Lige nu synes det en kende uoverskueligt og umuligt, og egentlig burde jeg nok bare sove på det, men lige nu lytter jeg til denne sang, som egentlig er meget passende – også i forhold til mine pakke-skills: Leave what’s heavy, what’s heavy behind…

Cyber fatigue

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 23.38.59
Der er egentlig mange ting, jeg gerne vil dele herinde. Hverdagsøjeblikke, strøtanker og alt det midt imellem. Men kender I det, hvor man løber ind i en mur? Ikke en rigtig mur, og heller ikke Politikens betalingsmur – men en mur, der mest af alt er en mavefornemmelse og en spæd tanke, der siger noget ala: Hvorfor? 

Forleden lærte jeg et nyt ord. Cyber fatigue. Egentlig er det et ord, der bliver brugt i forbindelse med sikkerhedsadvarsler; cyber fatigue er dét den overvældende følelse af, at man hele tiden skal være i beredskab på internettet. Sådan helt simpelt. Og det giver også god mening.

Men jeg er ikke konstant i beredskab, og ærligt tænker jeg ikke særlig meget over sikkerhedsforanstaltninger på nettet (men det burde jeg nok).
Til gengæld har jeg – særligt på det sidste – følt mig overvældet. Overvældet af sociale medier, den konstante nyhedstrøm, følelsen af skulle være på 24/7 (som jo er en dum følelse) og mennesker der viser, hvor uperfekte de er (selvom de gør det i bedste mening). Men mest af alt, overvældet over al den information om mig, der ligger på nettet – frit tilgængeligt. Og når man har levet online siden 2007, postet facebookopdateringer siden 2009, skrevet næsten 50.000 tweets og været på instagram siden 2011 er det altså meget. 

Så for at vende tilbage til mine indledende tanker om at løbe ind i en mur, så indebærer den blandt andet spørgsmålet: Har jeg virkelig lyst til at tilføje mere til min egen Googlesøgning? Nogle dage siger jeg JA, andre dage er det et stort nej. Og så er der dage som fx i dag, hvor jeg bare savner at nedfælde tanker og skrive. Er det mon bare mig, der tænker for meget i en tid hvor alle alligevel har blogs og deler deres liv på de sociale medier?

Hvor blev tiden af?

Bedst som jeg skulle til at skrive, at det for engangs skyld ikke regner udenfor mit vindue, mens jeg sidder og skriver dette – så pausede jeg lige min musik og lyttede en ekstra gang. Og jo, det regner. Pænt meget. Men det er hyggeligt og en lyd, jeg – mest af alt – kommer til at savne.

Nå, men det var noget med, at fortsættelse følger, ikke? I hvert fald er jeg her, små 3 måneder efter sidste indlæg og ved faktisk ikke heeeeelt, hvad jeg skal skrive. Jeg burde jo egentlig fortælle om alt det jeg har lavet siden sidst…for der er godt nok sket meget, og om lidt under 10 dage sidder jeg på et lille fly tilbage til Danmark, og min hverdag derhjemme. Spørgsmålet er, om jeg kan huske, hvordan det er ikke at handle absurd dyre madvarer, altid have en paraply med sig (for hvad nu hvis…) eller hvordan man nu færdes på de dér københavnske cykelstier (er jeg ude af træning!? Ingen ved det).

Men jeg skal i hvert fald hjem. Og én ting er sikkert: Det bliver underligt. 

Hei fra Bergen!

Udenfor siler det ned, og regnen trommer på mit vindue med den fineste udsigt til grøn skov. Sådan har det været de fleste dage, siden jeg for lidt over en måned siden ankom til Bergen i Norge. Allerede da jeg trådte ud af flyvemaskinen, kunne jeg dufte regn – en helt underlig følelse, når man få timer inden havde befundet sig i solskinsrige og grillforbuds-ramte Danmark.

Men her er rart her i Norge, og Bergen er en virkelig, virkelig hyggelig by. Meget hjemligt og velkendt, og så alligevel ikke. Jeg har fundet ud af, at selvom jeg måske nok kan forstå det meste af, hvad folk siger til mig – så har jeg også meget nemmere ved at misforstå. Altså, især når ‘rart’ betyder ‘mærkeligt’ på norsk. Det glemmer jeg stadig ofte. Jeg snakker dog allermest engelsk, for jeg bor på et stort kollegie, hvor alle udvekslingsstudenter bliver sendt hen (…virker det som) – men her er fint, fornuftig husleje og søde mennesker.

Og hvad har jeg så lavet den sidste månedstid? Meget. Jeg kan slet ikke holde styr på det. Det føles som om, at jeg har været her i meget længere tid. På den gode måde, altså. Jeg har oplevet så meget og mødt så mange mennesker… men det er kun godt, selvom jeg stadig ikke helt forstå, at jeg skal være her helt til december. Jeg tror ikke helt, at jeg forstår, at jeg bor her, at det her er mit hjem og hverdag, selvom jeg må indrømme, at efter min undervisning er begyndt, så er det dog blevet mere hverdagsagtigt.

Hvordan har I det i Danmark? Er humøret højt? Jeg vil forlade jer og måske kaste mig ud i en oprydningsprojekt og drikke en kop kaffe, for jeg ville egentlig bare lige hoppe forbi og sige hej og bryde min stilhed. Forhåbentligt kan jeg tage mig sammen til at skrive mere herinde, mens jeg er oppe i det norske – både for jeres skyld, men også for min egen. Men inden da, kan I lige få lidt billeder fra verdens længste (føltes det som!) vandretur, jeg var på i går. 7 timer, 18 kilomenter og en meget træt (men stolt! hvem skulle have troet, jeg kunne sådan noget!?) Rebecca. Vi gik en strækning fra bjerget Fløyen til bjerget Ulrikken som hedder Vidden. Det var virkelig flot på den dér rå og vilde måde. Måske jeg godt lidt forstå, hvorfor folk er bidt af det dér vandring. Især i Norge. Here goes:

IMG_1807IMG_1726IMG_1742IMG_1803IMG_1805IMG_1804IMG_1779

En længe ventet sommerferie

IMG_0130

Ligesom min plante er jeg også ved at komme mig efter en lang eksamensperiode med alt for mange skrevne ord, for lidt søvn og måske også for lidt næring? I hvert fald har jeg nu sommerferie. Jeg forstår ikke, hvor tiden er blevet af… men det gør jeg jo aldrig, så der er ikke rigtig noget nyt dér.

At afslutte det her semester er på én gang rigtig dejligt, men også lidt skørt. For det er faktisk mit sidste semester i KUAs vante lokaler ude på Amager. Til august pakker jeg min lejlighed ned, sætter mig i et fly og drager ud i verden – nærmere betegnet Norge. Jeg skal nemlig et semester på udveksling i Bergen!

Nogle gange tænker jeg lidt, hvad jeg egentlig har rodet mig ud i… men når alt kommer til alt, så glæder jeg mig mest af alt bare rigtig meget. Både til at komme lidt væk fra hverdagen, møde nye mennesker og opleve en hel masse nyt! Og så har jeg altså aldrig været i Norge – forhåbentligt bliver det en god introduktion til landet! Jeg tænker, at I nok kommer til at høre meget mere om det hele, når jeg sidder oppe i det norske, men for nu, så nyder jeg altså bare, at jeg har sommerferie, jeg kan sove længe og jeg ikke længere skal tænke over dårlige opgaver. :)

Maggie Rogers: Fallingwater

Sidste februar ramlede jeg ind i Maggie Rogers fantastiske, musikalske univers og var med det samme tryllebundet. Hendes Alaska gav mig lyst til at danse og tænke en ekstra gang over tilværelsen på én og samme tid, og da hun udgav resten af hendes EP Now That The Lights Are Fading var jeg ikke ét sekund i tvivl om, at hun var én, jeg gerne ville have mere musik fra. I ved, en af de kunstnere, hvor bare ved – sådan helt indeni – at de holder niveauet.

I dag har hun udgivet en ny sang. Fallingwater. Og jeg har den på repeat, for den er perfekt til solskinsaftner som i dag.