En lille anbefaling på falderebet: Diana – med egne ord

Jeg er sådan et menneske, der først blev født i 1995. Det betyder, at der er mange ting, jeg har oplevet (synes stadig det er vildt, at jeg har været med til at hoppe ind i et nyt årtusinde – og at jeg kan huske aftenen!), men også at der er mange ting, jeg – surprise! – aldrig har oplevet.

Én af de ting er Prinsesse Diana. Det hele har (stort set) været før min tid, og derfor er det også underligt at lytte til og læse om, hvor stor en betydning og indflydelse, hun har haft for og på så mange mennesker over hele verden – for jeg aner faktisk ikke særlig meget om hende og hendes hendes historie (selvom jeg er selv proklameret royalist).

Men – det gør jeg nu. Og det er faktisk også grunden til det her indlæg. I år er det nemlig 20 år siden, hun tragisk døde i et biluheld Paris i 1997. I den forbindelse har National Geographic lavet en ret så vild dokumentar, hvis jeg selv skal sige det. Den hedder Diana – med egne ord, og hele dokumentaren er baseret på hemmelige optagelser af samtaler, hun havde med en ven i forbindelse med en bog, der blevet skrevet om hende. Det vil sige, at dokumentaren indeholder samtaler, som aldrig har været offentliggjort – før nu.

Men det er ikke som sådan dét, jeg synes der er det vilde (og gode) ved den – for det hele er som sagt ret nyt for mig. Til gengæld er det imponerende, hvor godt den er lavet; hvordan de får det Diana fortæller om, til at virke som om, at det var optaget specifikt til dokumentaren; hvor effektfuldt det er, når hendes ord og historier bliver kombineret med (smilende) billeder fra pressen – hvordan de private og følelsesladet samtaler siger én ting, og billederne viser noget helt andet. Det er så fint og trist lavet. Og samtidig er det også bare gjort så effortless, at jeg sad dér i 1 time og 52 minutter – klistret til skærmen og sugede alt til mig.

Så hermed en lille anbefaling, hvis I mangler noget at lave de næste par dage – for den kan ses indtil d. 5. september på DR.DK.

Skærmbillede 2017-09-03 kl. 23.53.55

Reklamer

… Ready for it?

Svaret er både ja og nej.

Og hvad snakker jeg overhovedet om? Taylor Swift – og hendes to nye sange.

Den første, Look what you made me dohørte jeg første gang, mens jeg var på ferie. Mit internet var tvivlsomt, men intet kunne stoppe mig, nu hvor Taylor Swift endelig havde udgivet nyt musik efter tre lange år! Som inkarneret Swift-fan, sad jeg dér. Med hjertet i halsen (eller I ved…) og trykkede spændt ‘afspil’. De første par sekunder var gode, I was into it. God melodi og det hele, jeg kunne godt se mig selv lytte til den. Og så kom omkvæddet. Og den famøse linje “The old Taylor can’t come to the phone right now because she is dead“. Og så gjorde mit fangirl-hjerte et lille smule ondt.

Selvom jeg har hørt den en del siden, så er jeg stadig ikke helt sikker på, jeg er virkelig vild med den. Og det er ikke kun fordi, Taylor Swift har skiftet stil og blevet mere… edgy (og den gamle Taylor er død – åbenbart). Okay, jo – jeg savner country-Taylor, men hun har været long gone, siden hun udgav Red – så dén del af hendes sangunivers har jeg savnet i lang tid. Jeg synes bare virkelig, at Look what you made me do er en rodet sang. Taylor plejer at være så god til at opbygge sine sange og fortælle historier gennem dem – og det mangler den altså. Genreskift eller ej.
Og så var der jo også lige den dér musikvideo til den, der (igen) føltes som et lille stik i hjertet, som trofast fan siden 2008, da alle hendes gamle ‘karakterer’ dukkede op og blev afskrevet. Én efter en.

Skærmbillede 2017-09-03 kl. 23.15.19Skærmbillede 2017-09-03 kl. 23.08.35

Nå, men i dag er hendes anden single udkommet. Den hedder … Ready for it? og jeg ved (som sagt) altså ikke, hvor klar jeg egentlig er. Jeg synes til gengæld at sangen er væsentlig bedre end den første single, så måske det går i den rigtige retning? Selvom det (stadig) er meget anderledes, kan jeg genkende lidt mere af Taylor i den, end jeg kunne med den første – så nu er jeg semi-håbefuld og spændt på at høre resten af albummet Reputation, når det udkommer til november.

Og imens lytter jeg til en masse af hendes gamle sange, og synger allerhøjest med på Should’ve said no, som er min alleryndlings Taylor Swift-sang!

Her er verdens 5 bedste musicalsange!

… sådan lyder overskriften på en artikel fra DR.dk, jeg faldt over forleden, hvor Silas Holst præsenterer hans top 5 over verdens bedste musicalsange.

Silas bud spænder sig over alt fra den klassiske, knipsende (og ikoniske) prolog til West Side Story til det nyere musicalmusik i form af sangen “Man Up” fra musicalsucceen The Book of Mormon. Men sådan noget er jo subjektivt, og hvis I spørger mig, så synes jeg altså ikke helt, han rammer plet. Jo, de er gode – men verdens bedste musicalsange? Nej.

Så inspireret af Silas, og fordi jeg er uenig i hans valg af sange, kommer her min liste over de 5 musicalsange, som JEG synes er verdens bedste!

If I loved you

5. If I Loved You – komponeret af Rodgers & Hammerstein. Lyt til den HER.

Indrømmet: Jeg var lidt i tvivl omkring, hvilken sang af komponistparret Rodgers & Hammerstein, jeg egentlig ville have med på min liste. De ‘klassiske’ musicalkomponister, hvis musical jeg allerbedst kan lide; de formår at kombinere den gode historie, med smukt og storslået musik – lige som jeg allerbedst kan lide det. De er allermest kendte for The Sound of Music, men valget er dog faldet på “If I Loved You” fra deres musical Carousel, som nok egentlig er min favorit Rodgers & Hammerstein-musical og dette er min yndlingssang fra den.

Carousel omhandler Julie Jordan, der møder karussel-passeren Billy Bigalow. Hurtigt får de et godt øje til hinanden – og hele “If I Loved You” handler (som titlen også indikerer) om, hvad de ville sige til hinanden, hvis de nu elskede hinanden. Der er et eller andet over kombinationen af, hvordan sangen langsomt går fra et spinkelt håb til en kærlighedserklæring og hvordan musikkens progression virkelig understreger det. Årh, det er så fint – og jeg bliver så glad og helt følelsesladet af den!

one second

4. One Second and a Million Miles – komponeret af Jason Robert Brown. Lyt til den HER.

Da jeg skulle lave denne liste herskede der ingen tvivl om, at denne sang fra The Bridges of Madison County skulle med! Musicalen er, hvis I spørger mig, ret undervurderet og overset, men indeholder ikke desto mindre det smukkeste musik komponeret af Jason Robert Brown.

Musicalen er baseret på bogen af samme navn af Robert James Wallance og handler om Francesca fra Madison County, Iowa, der er træt af familielivet og tilværelsens trivialitet. Bedst som hun er allermest træt (og hendes mand og børn er væk i en uge!), møder hun fotografen Robert…. I “One Second and a Million Miles” må Francesca vælge mellem at blive hos sin familie eller at stikke af med Robert – og få mulighed for at leve det liv, hun måske altid har drømt om.

Én af mine yndlingsting (og det geniale) ved musicalens musik er, hvordan Francesca og Roberts individuelle sange starter ud med at være i hver sin genre – indtil de til sidst sammensmeltes i “One Second and a Million Miles”, der er så afgørende for historien, og for mig er musicalens allerbedste sang. Det er storslået, det er romantisk – men uden at blive en kliché. Og det er jeg stor fan af!

seasons of love

3. Seasons of love – komponeret af Jonathan Larson. Lyt til den HER.

Det kan ikke være en liste over verdens bedste musicalsange, hvis “Seasons of Love” fra RENT ikke er at finde på listen; det er sådan en sang, der altid får mig til at smile og grunden til, at jeg ved, hvor mange minutter, der er på ét år. Desuden er det sådan en sang, jeg altid synger HØJT med på og som automatisk kan vende en dårlig dag til en god én af slagsen med sit livsbekræftende budskab.

“Seasons of Love” var min egentlige introduktion til musicalen RENT og hele den bølge af musicals, som fulgte efter dens premiere, som jeg holder så meget af; nyskabende musicals, der har noget på hjerte og som ikke er bange for at sætte ord på det svære som fx AIDS i RENT, depressive lidelser i Next to Normal og senest social angst i Dear Evan Hansen.

she used to be mine

2. She used to be mine – komponeret af Sara Bareilles. Lyt til den HER.

En af mine alleryndlingsmusicals i øjeblikket er Waitress – og “She Used to Be Mine” er min alleryndlingssang fra forestillingen, der er baseret på filmen af samme navn fra 2007. I musicalen møder man Jenna, der arbejder i en diner og bager (og opfinder) tærter for at glemme sit triste liv med en mand, hun ikke elsker, en uønsket graviditet og en affære med sin (gifte) gynækolog. Da det hele ramler og livet synes meningsløs synger hun om, hvordan hun ikke kan genkende sig selv og sit liv mere i “She Used to Be Mine”.

Sara Bareilles har på én og samme tid formået at skrive en sang, der ikke bare er fængende (og som man har lyst til at synge med på ekstra-ekstra højt!), men også på gåsehudsfremkaldende og smukkeste vis formidler Jennas fortvivlelse, så selv én, der bare sidder og lytter ved en computerskærm mærker det helt ind i hjertet. Og når jeg ser Jessie Mueller synge den til sidste års Tony Awards, så får jeg altså en lille tåre i øjenkrogen.

deying gravity

1. Defying Gravity – komponeret af Stephen Schwartz. Lyt til den HER.

Jeg er ret sikker på, at hvis man bare kender mig en lille smule, så er det ingen overraskelse, at der selvfølgelig er en sang fra Wicked på listen – og at den kommer på førstepladsen.

Wicked er min alleryndlings musical, der fortæller historien om, hvordan den grønne heks fra The Wizard of Oz, Elphaha, blev ond – eller, så ond man nu bliver, når man egentlig bare prøver på at gøre det rigtige – og er en magisk kombination af sang, musik og dans!
I “Defying Gravity” tager Elphaba beslutningen om at forlade vennen Glinda og kæmpe for det hun har kært: Retfærdighed. Sangen handler i bund og grund om at tro på sig selv, følge sit hjerte og gøre det rigtige. Uanset hvad.

Det er nok én af de mest kendte sange fra musicalen og med sit signatur-riff er det også den sang, der afslutter første akt med et brag – og en flyvetur op i luften. Selvom jeg snart ikke længere har tal på, hvor mange gange jeg har lyttet og set musicalen, så giver øjeblikket mig stadig tårer i øjnene og gåsehud over hele kroppen. Det er musicalmagi, når det er bedst, hvor iscenesættelse og sang går op i en højere enhed – og jeg bliver aldrig træt af at se og høre en ny version og fortolkning af sangen. Hvis jeg kunne, ville jeg give komponisten Stephen Schwartz et kæmpe kram bare for dén oplevelse, men istedet nøjes jeg vist bare med at synge ekstra højt med på “Defying Gravity” og drømme om at få lov til at opleve det hele endnu engang.

divider

Har I nogle favoritter? Eller er I enige med Silas Holst?

Og som en lille slutnote vil jeg bare lige tilføje, at det var svært at lave listen, så selvom min liste er prioriteret på én måde i dag, kan det helt sikkert ændre sig i morgen. Alle er gode på hver deres måde, og det er det smukke ved musicals – variationen, talentet og historierne. Giv dem et lyt, I vil ikke fortryde det! ❤️

Om reading challenges, realistiske mål og gode bøger

I kender nok den dér reading challenge, man hvert år ved årsskifte kan indstille på Goodreads… ikke? Ja, altså. Det er en meget god motivation for at få læst lidt mere, men den får mig også altid til at indse, hvor langsomt og stillestående mit reading-game er. Jeg kan huske, at jeg engang havde et mål om at læse 100 bøger om året. Det skete ikke, men jeg var tæt på. Året efter nedjusterede jeg det til “kun” 50 bøger – og jeg husker, at jeg i et par år kom op omkring dét antal. Indtil livet blev travlt, og jeg blev enig med mig selv om, at 25 bøger på et år var et lidt mere realistisk mål.

Indtil det igen blev nedjusteret – og jeg stadig er ved dét antal: 12 bøger om året. Én for hver måned… det er da lidt nemmere at klare, ikke? Målet giver en god struktur, og en måned varer jo laaaang tid. Nope. Jeg sidder her, i juli måned og burde have læst 6 allerede. Jeg er kun lige kommet op på 5 bøger, og tror ærligt ikke, at jeg når de 12 bøger. 7 bøger mere virker som så mange… Men måske det er også er fordi, jeg er begyndt at føle, der er blevet langt mellem de gode, der fastholder min interesse og giver mig lyst til at bruge min aften med en bog, istedet for foran min skærm og åndssvage youtube-videoer af folk, der laver mad eller tester underlige ting.

Én af de bøger, der senest fik mig til at droppe skærmen var dog Leave Me af Gayle Forman, som siden for altid (eller bare 2011, hvor jeg læste If I Stay og blev helt solgt) har været én af mine yndlingsforfattere. Hun er sådan én, hvis bøger jeg venter med spænding på udkommer, for de skuffer aldrig – uanset genre og indhold. Hun kan noget med sproget og sine karakterer og jeg er stor fan!

kindle leave me

I Leave Me møder vi Maribeth, der midt i sit hektiske business-woman i New York, kone og mor til to-liv får et hjertestop og bliver nødt til at reevaluere sit liv – selvom det måske betyder, at hun bliver nødt til at flygte fra alt dét, hun har lagt så mange kræfter og så meget tid i. Og selvom emnet er til den tungere side, så er bogen også så fin og livsbekræftende, at den ene side tager den anden – og inden jeg vidste af det, var klokken halv fire om natten og jeg havde færdiggjort årets femte bog.
Desuden er jeg ret sikker på, at den ville egne sig ret perfekt som feriebog, hvis man nu var én af de dér personer, der endnu ikke har været ude og rejse, men snart skal, og agter at ligge ved en strand (… mig lige om lidt – men må finde en anden bog. Nogle forslag?).

Så konklusionen? Jeg er ikke sikker på, jeg når de 12 bøger… men hvis en bog er god og fanger, så læser jeg den.

Hvorfor eje én, når man kan eje tre?

… Ovenstående er et spørgsmål jeg sådan cirka stiller mig selv, hver gang jeg er ved at købe endnu et eksemplar af Jane Eyre af Charlotte Brontë. Jeg har aldrig læst bogen, men filmatiseringen fra 2011 er én af mine yndlingsfilm, og en dag vil jeg altså gerne læse bogen.

Og så er det jo godt, at jeg allerede i min samling af Jane Eyre-bøger har hele tre styks. Nej, ikke én bog – tre. Og hvorfor det, når jeg ikke har læst den endnu? Jeg ved det faktisk ikke. Noget i mig siger, det er fordi jeg venter på den helt rigtige udgave af bogen, før jeg kommer igennem den (men finder man nogensinde den helt rigtige?) – en anden del af mig kan bare rigtig godt lide at eje pæne bøger… Og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg faktisk, jeg er indehaver af en ret pæn samling.

Så skal jeg bare lige tage mig sammen til at vende første side og gå igang, ikke?

IMG_1878 2IMG_1854

Sommergenlæsning når det er bedst

Skærmbillede 2017-07-18 kl. 00.42.01
Sidste år var det Twilight, jeg brugte min sommer på at genlæse; i år er det Vampire Academy. Det er en serie, jeg har brugt mange timer og nætter på at læse – men for virkelig mange år siden.

Jeg husker, hvordan jeg i 2010 gik og ventede spændt på syvende og sidste bog i serien, Last Sacrifice, og løb op til posthuset hele to gange for at tjekke, om de havde modtaget mit bestilte eksemplar uden at komme forbi min postkasse med en seddel. Jeg var vist lidt desperat… men med god grund. For det er en virkelig god serie, og her – syv år efter – som jeg genlæser de scener, jeg engang næsten kunne udenad, bliver jeg stadig helt forgabt og forelsket i den verden, som Richelle Mead har skabt; jeg vender stadig spændt den næste side, ivrig efter at finde ud af, hvad der nu sker, for jeg har glemt ret meget, og det er lidt fantastisk at få lov til at opleve det hele igen. Perfekt gensyn og genlæsning!

Indtil videre er jeg kun to bøger inde i serien, men med regnvejrsprognoser, ferietid og en tur til et sted, hvor der er varmt og solrigt, så tænker jeg, der er god chance for, jeg får læst en masse den her ferie. Især nu hvor jeg har tiden til det – årh, det er rart! Gid man altid kunne have ferie… (og altid læse gode bøger!)

Livet på fjerde

I morgen har jeg boet i min lejlighed i et år. Den 6. juli 2016 sagde jeg farvel til mit lillebitte kollegieværelse i Brønshøj, som var mit første eget hjem og slæbte alle mine ting op på fjerde sal i en lille toværelses-lejlighed i Nordvest, hvor jeg nu bor med min veninde. Pludselig var jeg så tæt på alt i København (føltes det som!), at jeg ikke længere behøvede at tage 2A, hver gang jeg skulle nogle steder hen. Årh, den frihed! Og nu er jeg endda blevet sådan en person, der bare cykler. Som tiderne dog ændrer sig!

Det sidste år er virkelig fløjet afsted, og som jeg sidder her i min seng lidt i elleve og kigger rundt på mit værelse, kan jeg ikke helt forstå, at der allerede er gået et år. Jeg kan bo her endnu et år – og hvis det næste bliver fyldt med ligeså mange ting, som det første … så er der et eller andet, der siger mig, at dét også kommer til at gå stærkt.

Men! Det har været et godt år allerøverst i min rare, lyse lejlighed på værelset med en nabo, der altid synger lidt for højt med på radioen (nej, det er altså ikke mig! Det er altså rigtigt!). Her har jeg godt selskab, luft, eftermiddagssol og en pæn udsigt over tagene med de fineste solnedgange. Livet på fjerde er nu meget godt! :)

collage-2017-07-04