Only now do I see the big picture…

I øjeblikket er jeg ret stor fan af sangen ‘Big Picture’ af London Grammar; faktisk er jeg så meget fan, at jeg har den på repeat når jeg cykler, går og sidder. Så stort set altid. Der er et eller andet over at have den i ørerne og solskin i ansigtet, der kun gør glad. Og derfor er overskriften taget fra selvsamme sang!

Egentlig er det en meget passende overskrift, for en god bid af min dag i dag er gået med at få tjekket mit syn. Ser I, jeg har længe gået og syntes, at mit ene fag – selvom det er spændende – var en lille smule irriterende. Dels fordi, at vi altid skal sidde i et rum med enorme mac-skærme, der stort set skygger for hele tavlen, men også fordi min underviser har det med at bruge en virkelig lille skriftstørrelse på ALLE sine powerpoints. Troede jeg. For så lånte jeg min venindes briller et kort sekund og pludselig var det hele skarpt igen og jeg kunne næsten læse det (for skriftstørrelsen er altså stadig alt, alt for lille i forhold til, at det er et powerpoint).
Synstesten sagde, at jeg både er lang- og nærsynet. Hurra! Egentlig vidste jeg jo nok egentlig godt, der var noget galt med mine øjne; jeg har en bygningsfejl og har brugt briller en stor del af mit liv, indtil at jeg ligepludselig ikke mere skulle i følge en øjenlæge (… lidt spøjst. Min familie og jeg snakker stadig om, at det var underligt). Hm! Men som min mor sagde, synet udvikler sig jo også og nu er jeg her.

Men fordi jeg først har fået sådan en rigtig synsprøve-test i næste uge og nok først dér, finder ud af med briller og det hele, tænkte jeg, at jeg kunne tage i Tiger og se, om de havde et eller andet, der kunne bruges indtil videre. Så nu har jeg nogle briller, der er lidt for stærke og ikke passer helt, men som jeg tænker, jeg kan bruge til når teksten bliver lidt for lille og utydelig – for de gør det hele lidt mere klart, og det er jo det vigtigste.

Jeg håber, I har haft en god påske! Og jeg ikke har kedet jer til døde med historien om mine øjne… måske vi snart ses (hæ) igen.

Skærmbillede 2017-04-19 kl. 17.46.29
Prinsesse-Rebecca, 5 år

 

PIGERNE af Emma Cline

Skærmbillede 2017-04-10 kl. 00.31.32

Hele sidste efterår snakkede alle stort set ikke om andet end Pigerne af Emma Cline, føler jeg. Af denne grund tog jeg også et skridt baglæns da jeg så bogens karakteristiske cover på reolen, mens jeg var på vej ud ad biblioteksdøren – og så havde jeg lånt den!

Romanen bygger løst på historien om Charles Manson, hans kvinder og mord, der blev begået i Californien tilbage i 1960’erne. Men mest af alt er det en bog om at være pige – om at finde sig selv og sit sted i livet – der er omdrejningspunktet for romanen.
Pigerne handler om Evie. Hun er 14 år, har en lang sommerferie, en familie der ikke er helt som den skal være og bliver draget af nogle piger, særligt pigen Suzanna, som hun en dag ser i byen. Snart er hun en del af deres liv – på godt og ondt.

I og for sig er historien ret simpel og psykologisk funderet, hvilket også er en af de rigtig fine ting ved romanen; det er karaktererne, der kommer i centrum. Dette understreges ved Emma Clines fine sprog, som hun virkelig formår at bruge til at skrive utallige facetter og nuancer frem i persongalleriet. Samtidig er Pigerne også et godt eksempel på, hvordan et sprog, der kan være så fint og beskrivende, samtidig også virkelig kan være ubehageligt udtryksfuldt. Op til flere gange sad jeg og følte mig helt nedtrykt af den deprimerende, lurvede, rå og barske stemning, der hænger over siderne jo længere man kommer ind i romanen. Man kan næsten smage det fordærvede mad, mærke det slidte tøj på kroppen og føle rod, der hersker i Evies indre. Alt sammen ved hjælp af Emma Clines fine beherskelse af sproget.
Men uanset hvor stort fokus på Evie og hendes indre er der trods alt et plot, der i sit udgangspunkt er ét stort mysterie. Man får at vide, at Evie har været indblandet i en stor mordsag – men hvor meget hun har været til og hvorfor er det store spørgsmål, man som læser stiller sig selv. Langsomt bliver hele historien bygget op omkring dette, til Pigerne når sit endelige klimaks – og spændingen (måske) bliver forløst.

Jeg må indrømme, at jeg syntes slutningen var en smule flad og jeg savnede dén dybde, som var at finde andre steder i romanen, men når det er sagt, så syntes jeg i det store og hele, at Pigerne er en bog, der er værd at læse. Er man til det beskrivende, psykologiske og anderledes, så er Pigerne en virkelig god bog, der både er spændende, udfordrende, anderledes og giver stof til eftertanke.

Pigerne af Emma Cline. Originaltitel: The Girls (2016). Udgivet på dansk af Lindhardt & Ringhof (2016). 272 sider.

 

At trække stikket

Skærmbillede 2017-04-11 kl. 13.07.30

Både frivilligt og ufrivilligt.

I sidste uge var det fx ufrivilligt, da der var bøvl med vores internet, der først blev løst (på mirakuløs vis!) efter, at jeg havde ringet ind til Yousee 3 gange og fået 3 forskellige mennesker i røret, der alle bad mig om at genstarte min router, tjekke om mit tv-signal virkede og slå internettet til og fra på min computer. Ingen vidste, hvad der var galt, men pludselig virkede det igen. Jeg blev lidt træt.

I denne uge er det dog helt frivilligt. Det er påske og jeg har lagt planer om, at jeg ikke skal noget. Så indtil videre har jeg læst én bog (ja, jeg ved heller ikke helt selv, hvad der sker!?), været ude i solen (når den har været der…) og drukket en kop kaffe eller to for meget. Det er sådan, det skal være – og så satser jeg på den, at den her uge kan give mig lidt fornyet energi til når hele det dér eksamensræs snart starter.

Og af den grund har (og er) jeg måske heller ikke været så aktiv herinde. Jeg glemte faktisk også at udgive en musical-mandag, selvom den var skrevet og klar til jer. Det må blive næste gang. Vi tager det stille og roligt, ikke? Det tror jeg er godt!

‘Jeg Misforstår Gerne Det Hele’ på Edison

Skærmbillede 2017-04-09 kl. 23.55.55

20 minutter var hvad jeg nåede at opleve af Jeg Misforstår Gerne Det Hele på Edison i tirsdags. Der var mikrofonproblemer og derfor vendte jeg stærkt tilbage fredag med et brændende ønske om, at stykket ville fortsætte i dét fine spor, jeg havde set tirsdag – et ønske, der desværre ikke helt blev opfyldt, som uret tikkede og forestillingen gik igang.

Jeg Misforstår Gerne Det Hele er ‘hybridteater’ baseret på sangeren Marie Keys sange; hende, der med sine rammende og skæve tekster, formår at bruge poppen til sin fordel og skabe noget svævende, men samtidig utrolig nærværende, når hun folder sig ud i sit musikunivers.
Kort sagt er det en forestilling med fortolkninger af hendes sange – både ved hjælp af sang, musik, ord og dans bliver der tolket på Marie Keys sangtekster, og man får blandt andet serveret hittet “Landet” i en fin, men en lille smule for føle-føle, monolog og en dramatisk version af “Hjerte der banker”.

Jeg er godt klar over, at det ligger implicit i betegnelsen ‘hybridteater’ (som forestillingen bliver beskrevet som), at det er forskellige elementer, der er sat sammen til teater, men jeg havde dog stadig svært ved at finde en sammenhæng i forestillingen, den røde tråd. Jeg savnede et større billede og overgange, der gav mig lyst til mere og åbnede rigtigt op for Marie Keys sange, som skuespillerne (der dog var dygtige) bevægede sig ud og ind mellem sange, monologer og messende kor. Sammenhængen og den store åbenbaring kom aldrig – udover at musikken selvfølgelig stammer fra Marie Key.
Og det syntes jeg på sin vis var ærgerligt, for Marie Key er en musiker, der om nogen er karakteristisk; ikke kun i sin musik, men også i sin personlighed. Man kunne have taget så mange (vigtige) emner op med udgangspunkt i hendes sange.

Ligesom Keys tekster var forestillingen til den skæve side, men den virkede desværre lidt for usammenhængende til jeg egentlig følte, at jeg reelt fik noget ud af at overvære den. Iscenesættelsen var dog flot, og jeg var vild med scenografien og pastelfarverne, som hele stykket var holdt i; som var man trådt ind i en fantasiverden, der gav plads til at lege og eksperimentere med sangene. Og det blev der som sagt også gjort – alt respekt for det! Jeg er vild med grundideen, og jeg synes, at Marie Keys musik netop har potentiale til en masse iscenesættelser – desværre blev det hele bare lidt for fragmenteret, og jeg savnede måske faktisk bare mest af alt noget nærvær.

Sig JA!

I morgen er det den allersidste dag i marts; en måned der på én og samme tid har gået helt vildt stærkt, men også ret langsomt. Sådan synes jeg altid det er – jeg går og tæller ned til min fødselsdag og ugerne flyver afsted, og så pludselig er den overstået, og så går det hele bare langsomt.
Marts er dog også en måned, jeg har prøvet at nyde ekstra meget – så måske det egentlig har været fint nok, det hele har været lidt sløvt til sidst. Marts er sådan en måned, der ligger lige mellem semesterstart og eksamensstress; det er sådan en måned, hvor man ikke helt skal tænke så meget på det dér studie og forestående eksamensopgaver, men blot sørge for at følge med og læse sine ting. Det hele begynder først at blive dét mere vigtigt i april – jeg skal allerede til at have valgt eksamensemne i mit ene fag og eksamensgruppe i mit andet en gang i næste uge. Godt det snart er påskeferie!

Til gengæld får vi løn i morgen (hurraaa!), og så kiggede jeg en ekstra gang på tavlen i mit og min venindes køkken i dag, hvor vi i det nye år skrev nytårsforsæt op. Ét af dem er sig ja – og jeg tror, jeg vil tænke lidt mere over dét i april. Glasset skal være lidt mere fyldt end tomt – og hey, eksamener er da også en god ting. Man bliver så meget klogere – ikke? Og så overser vi lige, at der står “mere fitness”, når jeg nu lige har meldt mig ud…. (Og ja, det er mig, der har skrevet “drik mere kaffe”)

IMG_4275.JPG

Vredens Druer på Betty Nansen Teatret

al4w1759_lilleal4w2995_lille

For et par uger siden var jeg placeret i Betty Nansens Teatret i en blød stol med ansigtet vendt mod en rå, smal og høj scenografi, der tårnede sig op over publikum og ventede på at forestillingen Vredens druer skulle gå igang.
Forestillingen er en dramatisering af John Steinbecks klassiker af samme navn og er instrueret af Katrine Wiedemann. Vi befinder os under 30’ernes Depression i USA og følger familien Joad, der – drevet fra deres hjem i Oaklahoma – nu er draget på vej mod arbejde, et nyt hjem og lysere tider. Men virkeligheden matcher ikke altid drømmene.

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med Vredens druer; jeg har aldrig læst bogen, men det har været én af de værker, jeg altid har tænkt jeg burde læse. Ved hjælp af dygtige skuespillere og en flot iscenesættelse, fik jeg lov til at opleve historien på en helt anden (og levende) måde.
Vredens druer er med sin historie en deprimerende affære, men er samtidig også en historie, der både er tankevækkende – og gribende, ikke mindst. Man sidder hele tiden og håber på, at det vil lykkedes for familien at realisere deres drømme og få et bedre liv, for gennem forestillingen kommer man virkelig under huden på hver enkelt karakter, som de én efter én udfolder sig.

Iscenesættelsen er ret minimalistisk i og med, at skuespillernes råderum er blevet indsnævret til blot at være en lille stribe af scene, de kan bevæge sig på. Resten af scenen er en stor, høj mur. Scenografiens råhed – og begrænsninger – giver en god kontrast til de stærke, men alligevel (når alt kommer til alt) svage karakterer og understreger, at det er mennesket på kanten, der er i centrum. Det er karaktererne og deres skæbner, der bliver skabt billeder af på scenen ved hjælp af deres kroppe og sparsomme rekvisitter, som de står midt i et slags ingenmandsland.
Og på den måde blive stykket, med sit menneskelige centrum, også et slags spejlbillede (og en kritik) af den verden, vi lever i i dag. Her er folk også på flugt, her er folk også på kanten af sammenbrud og samfund.

Vredens Druer er en flot forestilling, der giver noget at tænke over. Iscenesættelsen er imponerende udtryksfuld i sin enkelthed, og skuespillerne kommer – også bogstaveligttalt – helt ud til scenekanten i deres portrættering af karakterer, der trods drømmene bliver konfronteret med samfundets realiteter. Trods historiens triste præmis, endte jeg med at gå helt opløftet ud af teatret – for det er dét, teater gør ved, når det er godt.

Har du også lyst til at opleve Vredens druer på Betty Nansens Teatret kører den helt til d. 9/4 – og billetter kan købes lige HER

FOTO: NATASCHA THIARA RYDVALD – lånt fra bettynansen.dk

MUSICAL MANDAG #1: Tick tock – it’s 11 o’clock!

Så skete det. Dagen, hvor jeg tror, at musical mandag er blevet genoplivet! Jeg kørte engang samme koncept på min gamle blog, men endte med at stoppe, fordi jeg følte, det lidt begrænsede mig, for let’s face it: Jeg snakker jo altid om musicals, så kun at gøre det én gang om ugen? Det ville være lidt trist! Men nu tror jeg, at jeg har fundet løsningen. Jeg må godt snakke om musicals alle andre dage, men om mandagen går det ned; her bliver der plads til det detaljerede – og nogle ville nok sige, nørdede. Jeg har trods alt lært en ting eller to, siden sidst, efter jeg har konsekvent har valgt at skrive så mange eksamensopgaver om musicals. Og jeg tror, det bliver godt!

So without further ado… Jeg snakkede her om, at intet gjorde mig gladere end et godt 11 o’clock number i en af de dér musicals, som jeg vist ser ret mange af (no regrets, just love). Så dem tænkte jeg, at jeg ville starte med at snakke lidt om. Bare fordi, det er én af mine yndlingsting, når det kommer til de der teaterstykker, hvor folk danser og synger og det hele går op i en højere enhed! Men først – hvad er sådan et nummer egentlig?
Udtrykket 11 o’clock number kommer egentlig af, at man tidligere gik i teatret klokken halv ni om aftenen. Når klokken var ved at slå elleve var musicalen typisk ved at nå sit klimaks – der selvfølgelig skal markeres med én storslået sang, der markerer at nu er det hele ved at være slut! Det er sangen, hvor hovedpersonen typisk tager et valg om ikke længere at se sig tilbage. Kort sagt: Det er sangen, man sidder og venter på; men også sangen, man ikke vil ønske kommer, for det betyder, at en god forestilling er ved at være slut.

Jeg googlede lidt og i den forbindelse fandt jeg mest bare lister over gamle musicalsange, der kunne klassificeres som sådan nogle numre. Og det var her, jeg begyndte at tænke – det er da lidt kedeligt! Så her får I et bud på de sange, jeg synes kan betegnes som 11 o’clock numbers fra en håndfuld nyere musicals – som mit hjerte banker så meget for! Og i sig selv er sangene vel egentlig også bare gode sange, der altid kan høres. I kontekst eller ej.

waitress-jessie-mueller_650

SHE USED TO BE MINE – WAITRESS
Min første, og måske alleryndlings i øjeblikket, er ‘She Used to Be Mine’ fra musicalen Waitress, der er komponeret af Sara Bareilles. Jeg har altid haft en stor forkærlighed for Bareilles musik, så da jeg så, at hun skrev en musical, kunne det næsten ikke være bedre! ‘She Used to Be Mine’ handler om ikke at kunne kende sig selv; men også om at tage skæbnen i sine egne hænder. Den bliver sunget af forestillingens hovedrolle, Jenna, der arbejder i en diner og bager (og opfinder) tærter for at glemme sit triste liv med en mand, hun ikke elsker, en uønsket graviditet og affæren med sin (gifte) gynækolog.

Oplev og lyt til sangen her – årh, den er så fantastisk og fulde af følelse!

ben-platt-in-dear-evan-hansen2-1

WORDS FAIL – DEAR EVAN HANSEN
Jeg har skrevet lidt før herinde om musicalen Dear Evan Hansen, der handler om drengen Evan Hansen, der har social angst og ender med at stå i spidsen for en bevægelse, der vil rejse et mindesmærke for eleven Connor, der begik selvmord – uden egentlig at ville det. Pludselig er han blevet viklet ind i én stor løgnhistorie, han umuligt kan undslippe. Eller kan han? Sangen ‘Words Fail’ handler om ikke at kunne sætte ord på noget – selvom man gerne vil; den handler om drømme og realiteter. Den bittersøde sang bliver sunget af Evan, da han indser, der ikke er anden udvej end prøve at sætte ord på hans følelser.

Lyt til sangen her der så fint sætter en sløjfe på musicalens handling.

b_prod_colorpurple02

I’M HERE – THE COLOR PURPLE
Hvis der er nogen, der kan synge, så er det Cynthia Erivo! Sidste sommer vandt hun en Tony-award for bedste kvindelige skuespiller i en musical for rollen som Celie i musicalen The Color Purple; en pris hun om nogen fortjener. Hendes moment to shine er i sangen ‘I’m Here’, der handler om at elske sig selv og at sætte pris på de gode ting i livet. Det er en stor sang, sunget af en lille kvinde – men med et stort budskab om at rejse sig op og leve.

Lyt til sangen og oplev Cynthia Erivo her – jeg garanterer for, at I bliver blæst bagover!

If/Then Richard Rodgers Theatre

ALWAYS STARTING OVER – IF/THEN
Den sidste sang, jeg vil fremhæve er ‘Always Starting Over’ fra musicalen If/Then. Musicalen omhandler Elizabeth, der flytter til New York efter en skilsmisse og de forskellige retninger livet kan tage ved bare ét (afgørende) valg. ‘Always Starting Over’ handler om at gribe dage og ikke forspilde chancer; om at åbne sit hjerte og bare leve. Elizabeth bliver spillet af Idina Menzel, der synger både desperation og håb ind i sangens tekst.

Lyt og oplev sangen her – jeg er fan!

divider

Og så findes der selvfølgelig også en masse andre gode sange, som min liste ikke kunne indeholde – men som stadig står mit hjerte nær.

Jeg er vild med, når man kan mærke karakteren i sangene; og det er disse særligt gode til at sørge for. Det er tit de store følelser, der kommer frem; perfekt til at synge med på, hvis man har en dag, hvor man bare har brug for at synge dét højere og mærke at livet er en musical. Måske sådan en dag som i dag? Uanset hvad, håber jeg at I har en god mandag! :)